John ser alt

Læser til 'John ser alt': Jeg er i et hemmeligt forhold med min ven - vil det ændre sig?

Læserne har skrevet til synske John Braad fra ’John ser alt’ i Hjemmet. Her svarer han på: Bliver mit hemmelige forhold mindre mindre hemmeligt i fremtiden? Og en læser spørger, om hun vil tabe sig?

Kære John

Efter at have været enke i 17 år indledte jeg et forhold til en i forvejen god ven. Vi har af forskellige årsager et hemmeligt forhold. Vi deltager i de samme aktiviteter flere gange om ugen.

Bliver det et mindre hemmeligt forhold i fremtiden? Får min søn styr på sin økonomi? Min yngste datter er lidt i vildrede med hensyn til uddannelse. Finder hun sin plads i tilværelsen?

Mig

Kære Mig

Det er en rigtig god mand, du kender. Han er meget glad for dig og vil nødig miste dig. Men han har nogle ting, som han skal have på plads med sin familie, da de styrer ham lidt, og han er bange for, hvad de skal sige til, at han er kommet videre med sit liv. Det er noget, han får talt med dem om, og det vil resultere i, at jeres forhold ikke længere er så hemmeligt.

Din søn vil klare sig fint, og han bliver bedre til det med økonomien. Din yngste datter kommer til at lave en overbygning på det, hun allerede kan, og hun bliver meget glad for det.

Kære John

Du fik ret i din forudsigelse. Jeg flyttede fra min ven, som du forudså. Jeg har nu fået min egen bolig i nærområdet, hvor han bor. Vi er stadig venner og ses tit.

Bliver vi kærester igen, eller vil vi bare være venner? Finder vi begge en ny partner, eller forbliver vi enlige? Vil jeg tabe mig?

Pensionisten

Kære Pensionisten

I flere år har jeres forhold kun været venskabeligt. Det er helt naturligt, at du er i tvivl om, hvorvidt det skal være jer igen, for han er en god mand.

Jeg ser jer dog ikke som par i fremtiden, men I vil forblive venner. Du vil snart kunne mærke, at dine følelser kun rækker til et venskab, og det vil også gøre, at han kommer videre med sit liv. Han håber stadig, at det bliver jer igen, men I vil begge to komme i et nyt, godt forhold.

Du får dit overskud tilbage, og du taber dig meget.

Skriv til John

JohnBraad.jpg

John Braad er synsk og hjælper dig med at finde bortkomne ting og forklare mærkelige hændelser.

Skriv et brev og vedlæg et foto af dig selv, så vil John prøve, om han kan hjælpe dig.

De udvalgte breve og svar offentliggøres i Hjemmet.

Skriv til: John Braad, Hjemmet, Strødamvej 46, 2100 København