John ser alt

'John ser alt': Jeg savner min datter og børnebørn, som bor i udlandet

Læserne har skrevet til synske John Braad fra ’John ser alt’ i Hjemmet. Her svarer han på: Flytter min datter og svigersøn tilbage til Danmark? Og en læser, som har mistet sin søn, mand og hund, spørger, om vedkommende får venner?

Kære John

Min datter og svigersøn flyttede til udlandet for nogle år siden på grund af job, og vi mærker og føler desværre, at de har svært ved at vende hjem igen. De var på vej, men så besluttede de sig for at blive.

Der er også kommet børn til. Hvordan vil den lille familie forme sig i fremtiden? Bliver de, eller vender de hjem? Jeg har en følelse af, at den ene af dem gerne vil blive, men hvem?

Den forventningsfulde mor

Kære forventningsfulde mor

De sagde begge to, at de ville flytte tilbage til Danmark, men de er faldet rigtig godt til i udlandet og klarer sig rigtig fint.

Men jeg kan se dem komme til Danmark igen. Din svigersøn vil blive tilbudt en rigtig god stilling, som han gerne vil have. De vil blive enige om, at det er det, de gør.

Din fornemmelse er sand, for den ene rejser før den anden, men det er af praktiske årsager. Du vil altid have et nært forhold til dem alle, og I vil ses meget, selvom I ikke vil bo tæt på hinanden.

De vil komme til at bo tæt på en større by. Når du taler med dem igen, kan du mærke, at der allerede er noget i gang med hans job. Han er ved at være åben for noget nyt nu.

Kære John

Jeg lever et trist liv. Jeg mistede min søn i 2019 og min mand og min hund i 2022. Vil jeg snart få lidt glæde ind i mit liv? Vil jeg få nogle venner? Vil jeg flytte?

E.H.

Kære E.H.

Det er godt nok meget, du har været igennem de sidste år. Du var meget glad for din mand og han for dig. Det gælder også din afdøde søn. Han ville gøre alt for andre, sådan var han.

Savnet vil altid være der. Du vil komme videre med dit liv. Jeg føler også, at du allerede er kommet meget mere med nu og er begyndt at komme ud blandt andre. Du vil også have en lille kreds af veninder, som ses og går ud og oplever ting sammen.

Du er helt afklaret med, at du ikke vil i et nyt forhold, og det, vil du holde fast i. Men bare rolig, du vil aldrig blive ensom. Du vil nyde at være sammen med andre og nyde at kunne trække dig tilbage igen.

Så ja, du får glæden ind i dit liv igen. Du vil ikke flytte, men blive boende hvor du bor. Du vil klare dig selv i fremtiden.

Skriv til John

JohnBraad.jpg

John Braad er synsk og hjælper dig med at finde bortkomne ting og forklare mærkelige hændelser.

Skriv et brev og vedlæg et foto af dig selv, så vil John prøve, om han kan hjælpe dig.

De udvalgte breve og svar offentliggøres i Hjemmet.

Skriv til: John Braad, Hjemmet, Strødamvej 46, 2100 København