'Miss Earth Denmark' er blevet præst: 28-årige Josefine elsker at bo i et lille lokalsamfund

"Jeg ville være præst med stort P."

Svaret falder prompte, når man spørger Josefine Mikuta Poulsen, hvorfor hun som nyuddannet valgte at søge job på netop Sejerø – en lille ø i Kattegat med omkring 350 fastboende.

I august 2020 flyttede hun fra København, hvor hun havde boet hele sit liv, og ind på øens præstegård. Det vil sige, hun rejste væk fra alt, hvad hun kendte for at kaste sig ud i noget fuldstændig nyt.

"For en københavner som mig var Sejerø et ekstremt valg, men jeg kan godt lide at rykke ud af min komfortzone. Og det tiltrak mig, at jeg som præst ville flytte ind et lokalsamfund, hvor jeg kunne gøre en forskel," forklarer 28-årige Josefine.

Trods Josefines unge alder er det ikke første gang, hun har kastet sig ud i udfordringer, der skiller sig ud fra, hvad andre unge vælger.

Det begyndte med, at hun hjalp et par fotografer ved at sidde model for dem. Billederne førte højst uventet til, at hun som 21-årig teologistuderende blev opfordret til at stille op i en skønhedskonkurrence.

"Skønhedskonkurrencer lå meget fjernt fra, hvem jeg var. Men jeg syntes, det lød sjovt og anderledes. Samtidig holdt jeg meget af at rejse og så også konkurrencen som en gratis billet ud i verden," siger Josefine, som i 2013 rejste til Filippinerne som Danmarks repræsentant til Miss Earth-konkurrencen.

Hun forklarer, at hun havnede i en slags "Barbieland", hvor mange havde fået foretaget skønhedsoperationer, og hvor lokale kvinder kom med deres babyer og ville røre ved hende og de andre deltagere, når de gik parader.

"Det var to uger med et tæt pakket program. For nogen var konkurrencen en vej ud af fattigdom. For mig var det bare en oplevelse, som jeg godt forstår er lidt sjov nu, hvor jeg er blevet præst," siger Josefine.

Livets brændpunkter

Som studerende brændte hun for at blive præst på et hospital eller i et fængsel.

"Jeg vil gerne ind og mærke livets brændpunkter. Det vil sige møde folk på tidspunkter, hvor de ikke bare sætter det ene ben foran det andet, men er tvunget til at genskabe deres verden," siger Josefine.

Hun forklarer, at hun som 11-årig fik knoglekræft og var gennem et to år langt sygdomsforløb. Meget af tiden var hun indlagt på Rigshospitalet, der blev en slags hjem for hende.

"Jeg fik så meget kærlighed, mens jeg var syg, at det lykkedes mig at nyde livet undervejs. Derfor har jeg det godt med hospitaler, ligesom sygdomsforløbet har ført til, at jeg ikke har berøringsangst i forhold til kriser," siger Josefine.

Hertil kommer, at hun som 22-årig mistede sin far.

"Det lærte mig, at der pludselig kan ske noget, hvor livet, som man kender det, falder på jorden, og man er tvunget til at finde viljen til at komme videre. Lige der synes jeg, det er fantastisk at få lov til at være til stede for nogen," siger Josefine.

At det blev Sejerøboerne, Josefine fik lov til at være der for, er hun ualmindeligt godt tilfreds med.

"Da jeg så stillingsopslaget, vidste jeg med det samme, at det lige var mig, fordi jeg ville komme ud i et samfund, hvor alle ved, hvem præsten er," siger Josefine og tilføjer, at øboerne ikke bruger hendes navn.

"Jeg bliver kaldt "præsten"."

Lokalsamfundet betegner hun som unikt. Ikke mindst fordi øboerne har taget så godt imod hende.

"Et par uger efter jeg var flyttet herover, skulle jeg ordineres som præst i Roskilde Domkirke. 35 af øens beboere tog med. De havde lejet en bus og kørte mig frem og tilbage. Da jeg sad i den bus, kunne jeg mærke, jeg var blevet en del af et fællesskab på en helt anden måde, end jeg tidligere har været."

Badeklub og banko.

Forinden var Josefine godt i gang med at etablere sig som øbo.

Hun fortæller, hvordan menighedsrådsformanden inviterede hende med i sin badeklub.

"Jeg var ikke engang tiltrådt stillingen, da jeg stod i badetøj sammen med en gruppe kvinder," siger Josefine.

Øens foreninger tog hun selv kontakt til og kom for eksempel med i en malerklub, sangforeningen og idrætsforeningen. En fra badeklubben tog hende med i en vinterbadeklub. Andre inviterede hende med til forskellige arrangementer og begivenheder. Josefine sagde ja til det hele.

Da hun blev spurgt, om hun ville være med til at "trække får", rejste hun sig for eksempel straks.

"Så var jeg med til at binde reb om fårene og trække dem fra en mark til en anden."

En aften tog hun til bankospil med øens pensionister.

"Formanden rejste sig og fortalte, at de havde præsten med. Jeg bliver virkelig rørt over at opleve, hvor stor betydning det har, at øens unge præst spiller banko med pensionisterne. For mig at det naturligt, at man engagerer sig og viser interesse for det samfund, man er blevet en del af."

Da hun i et avisinterview fik sagt, at det er svært at møblere en stor præstegård, når man kommer fra et studieværelse, tilbød de hende at overtage møbler, de ikke brugte længere. Josefine takkede ja.

"Jeg har ikke kørekort, så på min lille trillebør kørte jeg den ene stol, bord eller reol efter den anden hen på præstegården."

Inden flytningen til Sejerø kom Josefine ud af en forlovelse, fordi det var hendes projekt at flytte til Sejerø – ikke hans. I dag har hun mødt en ny kæreste, der også er fra København - men synes, det er sejt, at hun er flyttet til øen."

"Han synes, det er den bedste beslutning, at jeg er flyttet herover. Det er fantastisk, for det synes jeg også. Jeg har aldrig kendt så mange mennesker og haft så mange gode og meningsfulde samtaler, som i den tid, jeg har boet her. Jeg er blevet en del af øens DNA og har fået en rolle, hvor jeg betyder noget for nogen."