"Jeg har ikke været i tvivl, de to gange jeg er blevet friet til"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Gammelbyvej langt ude på landet ved Jelling. Der er jeg født og voksede op i et trygt hjem med min mor, far og to yngre brødre. Vi boede i en embedsbolig, fordi min far var forstander på en institution for kriminelle og adfærdsvanskelige unge. Jeg var en glad pige, som havde venner og familie omkring mig. 

Hvordan fandt du din levevej?

– Allerede fra en tidlig alder elskede jeg at skrive dansk stil. Jeg havde en gudsbenådet dansklærer i 2.g, som spurgte, om jeg ikke skulle blive journalist. Jeg undersøgte det og kunne se, at det kun tog fire år, og så var jeg solgt. Jeg søgte ind i 2.g og blev optaget, men i samråd med mine forældre gjorde jeg gymnasiet færdigt først. Efter 3.g tog jeg en periode til Israel, hvor jeg høstede avocado og bananer, inden jeg vendte tilbage til Danmark og startede på Journalisthøjskolen. Jeg havde faktisk samtidig søgt ind på Tjæreborgs guideskole, for jeg tænkte, at det kunne også være meget sjovt. Jeg kom ind begge steder, men jeg valgte journalistikken. 

Jeg var langt den yngste på mit hold. Det var en fordel, for jeg kom hurtigt i arbejde, men det ville nok også have været godt for mig at have haft lidt mere erfaring fra verden. Jeg var færdiguddannet i 1987, hvor jeg efter et års tid på en lokal tv-station på Fyn fik job på TV3’s nyheder i London. Derefter tog jeg et års kursus i international tv-produktion i Paris, inden jeg kom hjem og startede på DR i 1990. Jeg var reporter i et par måneder, inden de hev mig på skærmen. Jeg havde lidt værtserfaring i forvejen fra TV3. I dag arbejder jeg som freelancejournalist.  

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er fint og hyggeligt. Nogle gange stopper folk mig og siger, at de lige har set mig i et klip i Hvornår var det nu, det var, og nogle gange kan jeg endda huske hvilket klip, det var. Det var selvfølgelig mere, dengang jeg var på TV-avisen, for da var jeg jo i folks stuer hver aften. Selv der følte jeg dog aldrig, at det var for meget.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Min far var en helt ufattelig vigtig vejleder for mig. Han kunne altid guide mig i, hvad der var bedst for mig. Han havde været sømand i flere år, men gik i land da de skulle have mig og fik en læreruddannelse. Han døde i 2012. Min mor har jeg endnu, og vi har meget nær kontakt. Vi snakker i telefon hver aften. Bare lige kort for at høre: Hvordan har din dag været?

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Når jeg begynder at blive sur over ting, der ikke er værd at blive sur over.  Det kan for eksempel være, hvis jeg lader min dag forpeste af en parkeringsbøde. Det er jo dødærgerligt, men jeg kan jo bare lade være med at parkere ulovligt. Det må ikke ødelægge mit liv. Men man kan sige, at det er et tegn på, at du har det rigtig godt, hvis du bliver sur over småting. Hvis du ikke har det godt, bliver du ikke sur over, at avisen er forsinket, for så er der mere alvorlige ting at tage sig til. 

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– Min bedste veninde – som senere skulle blive min redningskvinde en onsdag aften i 2017 – boede her på Frederiksberg. Dengang boede jeg selv på Nørrebro, men jeg sad altid hos hende og drak te og kiggede ind på det gamle faldefærdige hus ved siden af hendes. Hun fortalte mig, at der boede en gammel mand, som var på vej på plejehjem. En dag i 1995 ringede hun og sagde: ”Den gamle sælger”. Jeg ringede straks til ejendomsmægleren og sagde, at jeg var klar til at købe huset uden at have set det. Han insisterede dog på, at jeg kom ud og så det. Dengang var jeg stadig gift med min første mand, som var arkitekt, og vi tog ud og så huset. Han sagde god for det, og så købte vi det. I dag har jeg boet ved siden af min veninde i snart 25 år, og vi er en stor del af hinandens liv.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Ja, de to gange, der er en mand, der har friet til mig. Jeg har sagt ja begge gange. Første gang var jeg gift med en arkitekt, og vi skiltes som bedste venner, men vi var netop mere venner end ægtefolk. Senere blev jeg friet til af min søns far, som døde i 2006. Jeg har dog ikke været i tvivl de to gange, jeg er blevet friet til, for det må man ikke være, når man siger ja til et ægteskab.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har de to mænd. Men først og fremmest og uden nogen sammenligning overhovedet: Min søn.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Ja, da jeg i 2017 oplevede, at der gik hul i min tyktarm. Der mistede jeg kontrollen over mit liv. Det var faktisk en fredelig onsdag aften, hvor jeg pludselig fik forfærdeligt ondt i maven. Min nabo og nære veninde kom ind og ringede 112. Jeg havde faktisk tænkt mig bare at tage to panodiler og gå i seng, men hvis jeg havde gjort det, havde jeg ikke været her i dag. Jeg blev hasteopereret samme nat for en perforeret tarm. Der var rent ud sagt afføring og colibakterier i bughulen. Det giver blodforgiftning, og det kan man dø af, hvis der ikke bliver grebet hurtigt ind. 

Jeg lå i respirator 8-10 dage, og da jeg kom til mig selv, fik jeg at vide, at jeg havde været ved at dø. Jeg begyndte kampen for at vende tilbage til livet, for jeg kunne simpelthen ikke forlige mig med tanken om døden. Det var en kamp i flere tempi. Først skulle jeg genvinde talens brug, for jeg havde haft en slange i halsen, så i starten brugte jeg staveplader. Så kom jeg ud af respiratoren og skulle lære at spise uden sonde. Jeg havde desuden fået en stomi, som jeg skulle finde ud af at blive venner med. Og endelig skulle jeg også lære at gå, for jeg havde ligget så mange uger, at jeg ikke havde nogen kræfter mere. Da alt det var på plads, kom et uhyre stort mentalt arbejde. Når man har været ved at dø, kan man efterfølgende opleve en enorm dødsangst. Det kæmpede jeg med, og i lang tid troede jeg, at jeg var ved at blive skør. Heldigvis fik jeg at vide, at det er helt almindeligt i den situation. Jeg talte med mange kloge mennesker om det, blandt andet min mor som har fået en tredobbelt bypass-operation og selv har prøvet dødsangsten. Det kan stadig stikke sin næse frem hos mig.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg håber, jeg kan nå ud at bade i dag. Jeg er en passioneret vinterbader, og det er vigtigt for mig og mit mentale helbred at passe både mit daglige bad og mine gåture. Jeg går om Søerne og i Frederiksberg Have, men jeg har også veninder, der bor ved Geel Skov, i Bagsværd og på Amager Fælled, hvor vi også går ture.