Judith Rothenborg: ”Det kørte ellers så godt, da de fandt en tumor i min mave”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var på Lolland, hvor jeg boede med min far og mor. Min far var oversætter, og min mor kørte rundt og købte og solgte antikviteter, for hun havde sans for smukke ting. De blev dog hurtigt skilt, fordi de begge var hinanden utro.

Min mor blev taberen i det, for min farfar var en anerkendt advokat, som tromlede hende, og det endte med, at hun flyttede til København med min storesøster, mens jeg blev på Lolland med min far og min onde stedmor, Grethe.

Da jeg for ti år siden fik en tumor i maven, spurgte jeg mig selv: Hvorfor? Jeg tror faktisk, svaret er, at jeg blev knægtet som barn, og at jeg manglede kærlighed og omsorg. Det satte sig i maveregionen.

Min personlighed var lige modsat mor Grethes, for jeg var vild og gal og fuld af energi, mens hun var fin og fornem og gudesmuk. Min far var nærmest besat af hende. Min mor flyttede senere til Cambridge med sin ungdomskærlighed, og indimellem sendte Grethe og far mig derover, fordi de havde for travlt til at have mig.

Men jeg trivedes ikke i England, for mine søskende kunne ikke holde mig ud, når jeg sad med mor Grethes gode opdragelse og fortalte dem, hvordan de skulle opføre sig. Min mor var fuld af dårlig samvittighed over for mig, og min storesøster kunne ikke lide mig. Det har heldigvis ændret sig.

Jeg var så restriktivt opdraget, at hvis man gav mig bare en lille sprække, så røg proppen af mig. Jeg var også meget tidligt erotisk opvakt, for jeg fandt ud af allerede som 10-11-årig, at jeg kunne bruge erotikken til at få drengenes opmærksomhed.

Senere flyttede min far og Grethe til København, og jeg kom på forskellige kostskoler. Jeg hadede at gå i uniform, så når jeg skulle hjem til København, skiftede jeg altid tøj på et stationstoilet og gik ud og morede mig med mine veninder, inden jeg skiftede til mit pæne tøj igen, når jeg skulle hjem.

Det var så tungt at gå op ad trappen til fars og Grethes lejlighed. Min far var vild og charmerende, og nogle af de skønneste stunder i mit liv har jeg haft med ham. Men han svigtede mig også, når han for eksempel glemte at komme og hente mig på kostskolen. Han rejste meget, så jeg var ofte overladt til mor Grethe. Hvis hun kunne lide mig, viste hun det aldrig."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg har altid villet være skuespiller, lige siden jeg som lille dansede slørdans med tørklæder, som jeg fandt i min mormors skuffe. Verden var så svær at være i, men når jeg optrådte, flyttede jeg ind i en boble.

Læs også

Caspar Phillipson: "At være i nuet synes jeg nogle gange bliver misforstået"

Jeg hægtede hele min tilværelse op på, at jeg skulle være skuespiller og søgte ind på skolen som 19-årig. Jeg kom ikke ind, og det slog bunden ud af min tilværelse, for det var jo hele min identitet. Udadtil havde jeg masser af selvtillid, men selvværd er noget helt andet. Jeg kom ind året efter, og jeg kan ikke beskrive den lykkefølelse, det gav mig.

Det blev tre år i både himmel og helvede på skuespillerskolen i Odense. På grund af mit lave selvværd havde jeg en facade, men som skuespiller skal du jo vise din sårbarhed, og det var jeg ikke glad for.

Jeg fik nok bollet den første million mænd de år på skuespillerskolen. Det handlede vist mest om opmærksomhed, for jeg troede, det var omsorg og kærlighed, som jeg ikke havde lært hjemmefra. Udadtil var jeg kold i røven, men indeni var jeg frygteligt sårbar. Og når jeg så scorede en eller anden gæstelærer på skolen, så følte jeg, at jeg var noget."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har været mange, men en af dem, er min datter, Barbaras, far. Jeg mødte ham første gang, da jeg var ti år og gik på Sorø Akademi. Han var 11 år og vild med mig. Senere gik jeg ud af skolen men blev inviteret til et bal af ham. Jeg tror mest, jeg tog med for oplevelsen skyld, og jeg var vist i det hele taget ikke så sød ved ham. Det var jeg generelt ikke ved mine kærester, for de var vilde med mig, og jeg tromlede dem ned. Men han blev alligevel hængende.

Vi sås med flere års mellemrum til et glas vin engang imellem. Men da jeg var 29 år, mødte jeg ham igen. Jeg havde fået et par aborter, og han havde været gift nogle gange, og nu kom han gående med den mest bedårende toårige dreng i hånden, og så blev jeg skruk. Mens jeg var gravid, kom jeg på hospitalet, og den stakkels mand kom til at læse i min dagbog, som lå derhjemme. Her læste han om den tvivl, jeg havde i forhold til ham, og han kunne jo ikke vide, at jeg tvivler på alt i livet.

Han var psykisk syg, og jeg var nødt til at forlade ham, da Barbara var halvandet. Han døde nogle år efter. En trist slutning på en ellers vidunderlig historie. Men han havde haft en kærlighedsløs barndom, og når to sårede sjæle møder hinanden, skal der meget til, for at det ikke går galt. Men vi fik Barbara, og hun var det mest elskede barn i verden.

Jeg er ikke uden dårligdomme, og jeg arbejdede meget som skuespiller, mens hun var barn, men jeg har altid elsket hende så meget, at hun aldrig skulle tvivle på min kærlighed. Hun er blevet set og lyttet til, og hun har et godt selvværd."

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

"Jeg mødte buddhismen i New York, hvor jeg var på besøg hos nogle danske venner. Vi stod i køkkenet og snittede, drak vin og røg, da de pludselig sagde: ”Gud, vi har jo glemt at chante”. Jeg hørte dem synge fra et lokale ved siden af, og da de kom ud, spurgte jeg, hvad de lavede. De var blevet buddhister og chantede.

Læs også

”Jeg har brugt meget af mit liv på at holde mig selv nede. Men nu er jeg så gammel, at jeg er fucking ligeglad”

Et halvt år senere forlod min daværende mand mig. Jeg var 45 år og syntes, det var så pinligt at blive forladt af en mand. Jeg turde ikke tale med mine venner, og det hjalp ikke at gå til psykiater. Så ringede jeg til dem i New York og spurgte, om jeg kunne bruge buddhismen i sådan en situation. Det kunne jeg, så jeg begyndte at chante.

Jeg stod alene med en datter på 12 år og manglede et sted at bo. Jeg chantede og chantede for at få det til at lykkes, og min datter troede, hendes mor var blevet sindssyg, fordi jeg sad og sang ind i en væg hele tiden. Jeg skulle have et nyt sted at bo senest 10. oktober for ikke at stå på gaden. Da det blev 10. oktober, gik jeg på arbejde, og der var nogle kolleger, der drillede mig med, at det ikke var lykkedes mig at chante mig til en eller anden fed lejlighed ved Søerne i København, som jeg havde ønsket mig. Men som jeg sagde: ”Dagen er jo ikke gået endnu”.

Jeg gik hjem og sad og chantede og hulkede og chantede noget mere, da telefonen pludselig ringede. Det var en ven, der spurgte, om jeg ville overtage hendes lejlighed ved Søerne. Nu ved jeg, det virker at chante. Jeg var en fattig skuespillerinde, der fik en femværelses lejlighed ved Søerne. Det var nok en blanding af buddhisme og tålmodighed. Man skal i hvert fald aldrig give op."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det er helt fint, fordi det altid er så positivt. Da jeg lavede tv-programmet 'Mormor på mandejagt', troede jeg, det ville blive en shitstorm, men det blev faktisk en lovestorm. Ideen opstod, da jeg lagde hele mit datingliv ud på min hjemmeside. Så var der et produktionsselskab, der så denne her gamle dame på Tinder og syntes, det kunne blive interessant tv.

Læs også

Hella Joof om sit livs kærlighed: ”Det var i mødet med ham, at jeg udviklede noget blødt inde i mig”

Jeg besluttede mig for at være 100 procent autentisk, og det, tror jeg, var noget, folk længtes efter at se. Nu er der mennesker, der skriver afhandlinger på universitetet om mig. Lige for tiden er jeg dog syg, så jeg har ikke samme glæde, når der kommer to teenagedrenge med bumser i hele hovedet og vil have en selfie. Men jeg har fået så mange fine henvendelser. Den fineste var en ung kvinde på 23, der skrev til mig: ”Kan man date dig som mormor”."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Man kan godt sige, at jeg er blevet stoppet i min fremdrift. Det kørte ellers lige så godt med min forestilling 'Alder ingen hindring' og foredrag, da de fandt en tumor i min mave samme sted, som de fandt en for ti år siden.

Jeg har ingen fast kæreste til at tage min tid, så kunsten er mit liv. Hele mit liv har været at transformere alt det, der foregår inden i mig, til det ydre i form af musik og skuespil. Nu styrer jeg pludselig ikke selv mit liv, for ingen kan sige, om jeg dør af det her. Det er lidt af et sort hul at falde ned i.

Lige nu er jeg mellem to operationer, men selv midt i en krise som denne kan jeg godt tænke: ”Sikke en skøn farve” eller ”Er det en fugl, jeg kan høre synge fra altanen?” Og som jeg siger: Man skal aldrig give op."