Julia Lahme: Når vi skal score en mand i fremtiden, bliver ny kvalitet et kæmpe hit
For Julia Lahme er der ingen tvivl om, at der er en kulturel bevægelse i gang, som handler om den følsomme og sårbare mand – en bevægelse, hun kalder ”rigtig fed”.
At puste på et blødende knæ, tale om følelser, vise sårbarhed og række ud til andre, når tingene bliver svære – det er alt sammen noget, som kvinder ifølge Julia Lahme historisk set har været bedre til end mænd.
”Vi har typisk ikke lært vores sønner at tale om følelser og være i et emotionelt rum. Og det har så den konsekvens i dag, at når man som mand står i en situation, hvor man skal udtrykke sine følelser, så har man nok nærmest ikke et sprog for det,” fortæller etnolog og trendforsker Julia Lahme til alt.dk.
”Der har simpelthen foregået en reproduktion af kulturelle idealer gennem 4000 år, hvor mændene skulle have en rolle i samfundet og kvindernes rolle var i familien – og det er her, i det private, at følelserne befinder sig.”
Følelser bliver en værdi – også for mænd
I denne uge pryder otte kendte mænd forsiden af ALT for damerne, og i bladet fortæller de hver især om, hvordan de ser deres sårbarhed som en styrke og som en del af det, at være en ”moderne mand”.
Men selvom de kendte mænd i ALT for damernes store tema har lært at stå ved deres sårbarhed, er der for Julia Lahme ingen tvivl om, at det for den moderne mand generelt kan være svært at bryde de sociale mønstre, som typisk ikke ”tillader” mænd at være sårbare.
”Vi skal være opmærksomme på, om vi giver vores mænd og drenge plads til, at det gør ondt at falde og slå sig, eller om vi siger til dem, ”hey, det gør ikke ondt, op og stå igen”? Tilbyder vi trøst? Siger vi til dem, når de har kærestesorger, at ”så er det bare ud og snave med en anden” eller siger vi, at vi forstår, at det tager tid at sørge og komme sig?”
”Som samfund og kultur arbejder vi lige nu på at give mænd den slags følelsesmæssige rum. Men de har ikke fået det helt endnu,” lyder det fra Julia Lahme, som dog kan se en tydelig bevægelse, som allerede er i gang:
”Det er også et spørgsmål om generationer. Det kommer tydeligt til udtryk på arbejdspladser, hvor de unge generationer gerne vil have, at der bliver taget vare på dem som hele mennesker, mens de ældre generationer på arbejdspladsen gerne vil have, at der bliver taget vare på dem som et professionelt væsen. Vi kan derfor helt sikkert regne med, at det går i den retning, at det bliver set som en værdi at man er i stand til at tale om følelser – også som mand.”
En sexet mand taler om følelser
Ifølge Julia Lahme bidrager det også til et mere rigt liv, hvis man som mand er i stand til at italesætte sine følelser og vise sårbarhed.
”I virkeligheden er det et frygteligt spild af liv ikke at turde at føle ting,” lyder det.
”Og så handler det om, at de skal tilkæmpe sig en ret til at kunne tale om de ting, de synes er vigtige og som er vigtige for den nye manderolle. Og hvis ikke de kan gøre det for sig selv, så må de gøre det for deres sønner, så de ikke bliver stressramte og knudrede mænd som deres fædre”.
Også når det kommer til det modsatte køn kan det være en fordel for manden at styrke sine følelsesmæssige kompetencer.
”Jeg er 100 procent sikker på, og her tager jeg udgangspunkt i al data, at ham, der er den sexede mand om 15 år, han kan tale om følelser. Det er jo allerede nu ekstremt attråværdigt, hvis man kan score en mand, der kan tale om følelser. Den mand, vi som kvinder vil dele hjem og seng med, vil vi også gerne have en følelsesmæssig connection med.”
Det gælder også for kvinder
I al snakken om, at mænd bliver bedre til at italesætte deres følelser og sårbarhed, sørger Julia Lahme for at pointere, at der er tale om et større skifte i kønsrollerne – og derfor handler det også om kvinderne.
”Vi ser de nye generationer sige, at de gerne vil være ligeværdige,” lyder det fra Julia Lahme.
”Det betyder altså, at lige så vel som at den følelsesmæssige kompetence ikke kun skal ligge hos kvinden, så vil de kommende generationers mænd heller ikke acceptere kvinder, der ikke kan overskue at få styr på forsikringerne. Og det er kun fedt, at det går begge veje.”