Jutta og Jens fandt hinanden sent i livet: ”Mødet med Jutta var, som da jeg lærte at svømme”
Jutta og Jens var begge blevet alene efter et liv i lange ægteskaber, da de mødtes for tre år siden. Hun er 70 og han 81. Hun bor i byen og han ved skoven. De bor også langt fra hinanden, har hver sin store familie og derfor vil ingen af dem flytte. I stedet besøger de hinanden og glæder sig over alt det, de har tilfælles.
Når man har oplevet kærligheden og levet med den samme i en menneskealder, tør man så kærligheden igen?
Orker man skænderierne, og har man modet til at lukke et nyt menneske ind i det allerinderste. Dér, hvor det gør rigtig ondt, hvis det slår fejl?
Spørger man Jutta Bojsen-Møller og Jens Grøn er svaret JA! De er henholdsvis 70 og 81 år og har fundet kærligheden påny, efter at de mødtes tilfældigt og begyndte at tale om tabet af deres ægtefæller. Mødet fandt sted for snart fire år siden, og i dag er Jutta og Jens et par, men de bor ikke sammen.
"Jeg kunne ikke forestille mig at flytte hertil," erklærer Jutta fra sin plads ved Jens' spisebord.
Vi er i hans stue i Virklund tæt på Silkeborg. Huset her var hjem for Jens og hans afdøde kone, som han mødte, da han var 20, og var sammen med indtil hendes død for fire år siden. Jens skal (heller) ingen steder, for her har han sit flygel og sin udsigt til Thorsø og skoven på den anden side af vandet.
"Jeg bor alene for første gang i mit liv. Det nyder jeg," siger han med et smil.
Jens har været højskoleforstander i en menneskealder og Jutta gymnasielærer. Hun arbejdede endnu, da de mødtes, mens Jens forlængst var gået på pension og havde tiden til at dyrke musik og sang, som er en stor del af begges liv:
"Jeg synes, det var kolossalt spændende, at Jens er udøvende musiker. Jeg faldt for tanken om at få en violinist inden døre," siger Jutta.
Efter deres første møde i 2020, kom corona og forhindrede flere fysiske møder i en rum tid. De skrev sammen og talte i telefon frem til den aprildag, da Jens kørte til Nordsjælland, hvor Jutta var i sommerhus.
"Jutta inviterede mig på fødselsdagsmorgenkaffe i sit sommerhus, og det er altså første gang, jeg er blevet inviteret på morgenkaffe på min egen fødselsdag et andet sted end hjemme," forklarer Jens med et grin.
Savnet gør godt
Sådan begyndte det: Et møde, en samtale, der stadig er i gang, og to mennesker, der holder af hinanden.
Annonse
"For mig var mødet med Jutta, som da jeg lærte at svømme. Jeg kom sent i gang med at gå, cykle og svømme, og jeg husker min første svømmetur i Ringkøbing Fjord – det første svømmetag var så frydefuldt..."
Jens holder en pause og ser på Jutta, der opmærksomt følger hans fortælling. Han fortsætter:
"Det var sådan en frydefuld ting, at vi blev et par, men der er også en vemod og en sørgmodighed i det, for nu kan jeg ikke jagte det længere. Nu er du jo her."
Han ser på Jutta, der forstår, hvad han mener, og at ordene er kærligt ment. Han vil være med hende, men kan også savne at savne. Det er en af grundene til, at de begge er tilpas med, at bo hver for sig:
"Vi vælger vores kampe med omhu. Når man møder hinanden og er så gamle, som vi er, så gider vi ikke gå ind i skænderier. Vi har en stor rummelighed over for hinanden og kan naturligvis blive irriterede, men vi lader det ikke blive et skænderi," fortæller Jutta.
Da de mødtes, boede hun i en lille landsby uden for Nykøbing Falster og tæt på naturen. Jens er meget glad for at være i naturen og var derfor lidt ked af, at hun flyttede til Frederiksberg, hvor hun købte en andelslejlighed.
"Han ville stærkt have frarådet det, fordi jeg ville blive alt for hårdt spændt for, men for mig betyder det noget, at jeg kan bo der. Det er tæt på mine børn og børnebørn," forklarer Jutta, der har fire børn og fem børnebørn.
Annonse
Aldersforskellen
Begges familier har taget vel imod det nye familiemedlem.
"Min datter vil, at Jens skal kaldes bedstefar, og det er en stor glæde og tillidserklæring," siger Jutta.
"Min familie blev på et tidspunkt lidt mætte af at høre om Jutta, så engang vi skulle gå tur omkring søen hernede, måtte jeg love, at vi kunne snakke om andet end hende," indskyder Jens med et stort smil.
De er enige om, at det er fint at bo hver for sig. De elsker musik, sang og gode snakke og holder foredrag om det at mødes sent i livet.
"Vi har en masse på hjerte og folk er interesserede i vores forhold. Det er en god historie," forklarer Jutta.
Alligevel er de begge opmærksomme på, at artiklen her ikke skal male et rosenrødt billede af at være et gammelt par som dem:
Annonse
"Vi er jo fælles om at se på hinanden og vide, at vi ikke har alverdens tid. De 11 års aldersforskel ligger jo der og ytrer sig," som Jens udtrykker det, mens Jutta lytter, nikker og siger:
"Jeg vil gerne rejse meget mere og har sagt til Jens, at det er nu, for vi har ikke meget tid tilbage, hvor vi kan regne med, at vi kan tage afsted. Jens er mere en hjemmefødning, så lad os se, hvad der sker."
"For mig er der mange, mange ting, der fryder mig ved, at vi har fundet hinanden. Jutta laver vidunderlig mad, jeg holder af at udforske Frederiksberg sammen med hende, og at hun kommer her. Det er de store og de små ting," siger Jens.
"En dag spurgte jeg Jens, hvem der var hans bedste ven. Jeg tænkte på de mænd, han spiller musik sammen med, men han svarede: Det er da dig! Det er en vigtig historie for mig at få med," fortæller Jutta.
Jens smiler og vender tilbage til det frydefulde savn, som fylder ham:
"Når hun er her, er det skønt, og når hun er ude af døren, er det også skønt, for så kan jeg begynde at savne hende!"
