Kære brevkasse: Jeg er blevet bange for at møde kærligheden
Jeg er blevet bange for at møde kærligheden, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Hjemmets brevkasse
Jeg er en kvinde i midten af 50'erne, der har været alene med mine børn fra de var ganske små. Jeg havde kendt deres far siden min tidlige ungdom, han var min første rigtig store kærlighed, men da vi begge var i begyndelsen af 40'erne, måtte vi kaste håndklædet i ringen og gå hver til sit.
Min eksmand er siden blevet gift igen og har fået børn med sin nye kone, mens jeg har levet alene og egentlig haft det rigtig godt med det. Da min yngste flyttede hjemmefra sidste år, begyndte jeg dog at længtes efter en mand i mit liv. Jeg har i årenes løb været sammen med et par mænd, men det har aldrig været seriøst.
I efteråret oprettede jeg derfor en profil på en datingside og fik faktisk virkelig mange seriøse henvendelser. Et par af dem gik jeg ud med, men det blev ikke til mere, da jeg ingen af gangene følte, at det var ham, jeg søgte.
Ham mødte jeg til gengæld til en middag hos en kollega, hvor jeg fik en yderst beleven, sød og meget charmerende mand til bords. Det sagde bare bang imellem os, og vi endte sammen. Det var fantastisk, men også skræmmende, bl.a. fordi jeg ikke havde været seksuelt sammen med en mand i mange år. Jeg nåede at blive virkelig glad for ham, det viste sig desværre ikke at være gensidigt, for han trak sig efter et par måneder. Han følte sig ikke klar – anden begrundelse fik jeg ikke.
I forvejen synes jeg, at alt det med at skulle gå ud og møde en mand er skræmmende. Nu, da jeg så blev vraget, er jeg gået helt i stå, for jeg blev – indrømmet – slået ud af hans af hans afvisning. Lige nu har jeg lyst til at droppe tanken om at møde en mand, men på den anden side har jeg heller ikke lyst til at skulle blive ved med at være alene. Hvordan kommer jeg videre? Har du et råd?
Vibeke Dorph svarer
Det er mange år, du har levet alene, så jeg forstår da godt, at det er skræmmende for dig at komme ud af din trygge hule og skulle tvinge dig selv til at møde kærligheden igen. For som du selv lige har oplevet det, så risikerer man at blive både såret og vraget, men sådan er det – hvis man ikke vover noget, så vinder man heller ingenting – sådan er det med alt her i livet.
Når jeg læser din mail, fornemmer jeg, at du nu går rundt og opfatter dit lille eventyr som et, hvor du står tilbage som taberen og derfor er krøbet tilbage til dit skjul. Jeg synes, du skal prøve at se helt anderledes på det. For du har ikke tabt noget som helst, du er bare midt i en rivende udvikling:
Du har vovet dig ud, du har datet mænd og haft dig selv så meget med i det, at du har sagt fra, fordi du ikke har mærket den spirende lyst til at lære disse nærmere at kende – fint, at du her har lyttet og reageret på dine følelser, i stedet for at indlede et forhold, blot fordi du gerne vil have dig en mand.
Så har du senere været heldig at møde en mand, du er blevet vild med og dernæst været lidt uheldig, fordi han ikke var klar til dig. Og nej, det er ikke rart at blive vraget, det ved de fleste af os, men nu har du så også prøvet det, og du har heldigvis erfaret, at du hverken er død eller borte, du lever i bedste velgående.
Nu spørger du så mig om råd til, hvad du gør. Svaret falder mig ganske let i dit tilfælde; du fortsætter ud ad den vej, du er slået ind på, alt andet ville da være tåbeligt, for så havde du da først tabt. Så ud i foråret med dig og mind gerne hele tiden dig selv om, at du da ikke er slået hjem, du er bare stadig på en til tider turbulent, men også ret spændende rejse mod det mål, du nu engang har sat dig.