Kære brevkasse: Kan vi tillade os at give gaven tilbage? Vi har en helt anden smag

Vi har fået det, man vist populært kalder en hadegave. Der er flyttet en ny ung pige ind på vores vej, og hun er alene med en lille datter. Min mand og jeg er begge pensionister, og da vi en eftermiddag kom forbi på luftetur med hunden, faldt vi i snak, og det endte med at min mand hjalp hende med at hænge nogle lamper og malerier op.

Siden har hun været her et par gange med sin søde lille datter, og vi kan godt mærke at hun ingen forældre har selv, moderen er død, og hun har ikke kontakt med sin far, så vi har nok indtaget en rolle som forældre og bedsteforældre.

Hendes mor var hjemmegående og lavede åbenbart mange malerier. Det er også dem, hun har hængende i massevis hjemme på sine vægge. Det kan måske lyde lidt snobbet, men de er bestemt ikke af høj kunstnerisk kvalitet, men vi forstår jo hendes behov for at have gode minder hængende.

Problemet er så bare, at hun som tak for, at vi har hjulpet hende, har foræret os hele to af moderens malerier. Hun strålede af glæde, da hun gav dem til os, og vi havde begge svært ved at finde en passende grimasse.

Vi nænnede simpelthen ikke at afvise den gave, men det er slet ikke noget, vi har lyst til at have hængende på vores vægge. Vi har en helt anden smag, morens malerier passer slet ikke ind her. Vi har slået det hele lidt hen i spøg indbyrdes, men vi ved faktisk ikke rigtigt om vi kan være bekendt at levere dem tilbage, for vi vil jo ikke såre hende. Har du et råd?

A.F.

Vibekes svar

Nu bor jeg selv i et hjem omgivet af gamle børnetegninger, amatørmalerier, rigtige billeder, en god vens abstrakte „kunst" og andre genstande af mildt sagt vekslende kvalitet.

Indrømmet, de værste ting er hængt op bag en dør eller nede i vores kælder, men jeg har beholdt det hele, for jeg kunne ikke drømme om at levere en gave retur, der er givet til mig i kærlighed.

Nu er folk forskellige, og det er deres hjem derfor også, og sådan skal det være. I lyder til at have brug for, at jeres hjem er stilrent, og at I omgiver jer med ting, I selv har valgt. Det er helt forståeligt. Alligevel synes jeg, at det ville være synd, hvis I gik så vidt som til at levere den unge piges malerier retur. For hun er jo ikke bare ude på, at bruge jeres vægge som galleri for sine mors billeder, malerierne er givet til jer i taknemmelighed.

Jeg forstår godt, og det må hun også, at I ikke har lyst til at rydde væggene i jeres stuer for at hænge hendes mors malerier op, men mindre må da også kunne gøre det?

Er der ikke et lille kontor, et tidligere børneværelse eller et andet sted, I kan hænge dem op? Jeg var personligt ved at græde i græmmelse, da min mand insisterede på at hænge sin morfars hjemmegjorte kobberstik op i vores spisestue, men jeg er faktisk med årene kommet til at holde af dem, og de fortæller jo også en historie om min mands liv.

Jeg tænker lidt, at jeres unge venindes billeder kan ende med at gøre det samme. Det kan godt være, at I aldrig bliver så glade for selve motivet, men I vil alligevel nok fyldes med varme, når I ser på dem fremover. For de vil minde jer om hende og hendes lille barn og forhåbentlig ikke mindst om, hvor søde og hjælpsomme mennesker, I selv er – også selvom I forståeligt nok i starten var en lille smule utaknemmelige for den gave, I fik for jeres hjælpsomhed.

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.