Brevkasse: forkælet teenager

Kære brevkasse: Vi klarer ikke en ferie med vennernes forkælede datter

Vores venner gennem mange år vil holde ferie med os i år, men jeg kan ikke overskue, at deres datter skal styre alting. Hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Hjemmet brevkasse

Vi står som familie i en svær situation. Vi har for længe siden planlagt en familieferie til Frankrig. Nu har et hold venner, som vi har kendt igennem mange år, og som vi også tidligere har holdt ferie med, sagt, at de gerne vil med os.

Sagen er, at vi helst vil af sted alene. Vi har to drenge på 10 og 15 år, som jeg glæder mig til at slappe af med og nyde ferien være sammen med. Vores venner har en datter på 14 år. Hun er en pige, der altid får lov at styre alt, og vi magter ikke at skulle være sammen med hende og dem i hele vores egen sommerferie.

Det er bare så svært for os at sige. Jeg er typen, der helst vil rumme alle, og jeg kommer derfor alt for tit til at gøre ting, jeg egentlig ikke har lyst til. Det går også ud over min familie, der jo også bliver ofret, fordi jeg så nødigt vil gøre andre kede af det. Har du et råd til mig om, hvordan jeg håndtere vores ferieproblem?

Vibeke Dorph svarer

Folk, der ikke bryder sig om at sige fra over for deres omgivelser, lider ofte af en slags omvendt storhedsvanvid, fordi vi går og tror, at vores omgivelser vil bryde sammen i sorg, hvis vi siger fra over for dem.

Men med mindre folk har en brist af en slags, så sker det sjældent, at de går i sort over at få et nej. Er der tale om ganske almindelige mennesker, så bliver de måske lidt ærgerlige over, at de ikke lige kan få det, som de gerne ville have det, men så finder de på noget andet.

Det, er jeg sikker på, også er tilfældet for jeres venner. Især, hvis du blot holder dig til dig selv og dine egne behov, når du fortæller dem, at du og din familie har brug for at holde ferie for jer selv i år. Sig, at det intet har med dem at gøre, I holder meget af dem, men I har haft et travlt år, nu har I derfor brug for at holde ferie uden at skulle tænke på andre end jer selv.

Øv dig i at sige: „Jeg har brug for“ og „Jeg har lyst til“. For når du bruger ordet „jeg“, så anklager og bebrejder du jo ingen, du varetager blot dine egne behov og passer dermed på dig selv.

Det bliver folk sjældent vrede over. De har jo også selv behov, som de søger dækket. I dine venners tilfælde er behovet nok at finde føjelige og medgørlige legekammerater til deres forkælede datter, og det behov skal du da ikke ødelægge dine børns eller din egen ferie på at opfylde.

Det må de søge løst andetsteds, hvilket de helt sikkert også gør, med mindre datteren er så skrækkelig, at resten af omgangskredsen ligeledes har fået nok og for længst har været kloge nok til også at sige fra.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.