Vores datters kæreste er psykopat
Vores dejlige datter har desværre en kæreste, som er yderst manipulerende, ofte truer og får hende til at græde, hvad gør vi? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om en manipulerende svigersøn
Vi har en dejlig datter på 25 år, der netop er blevet færdig som pædagog og skal starte sit første job nu. Hun har haft en fast kæreste i to år. Han er en flot og veltrænet sportsmand, men desværre er han også yderst manipulerende. Det har vist sig, at han ofte får vores datter til at græde og truer med at gå fra hende. De bor sammen i hendes lejlighed, men han bidrager på ingen måde økonomisk. Han manipulerer med hende, lyver over for os og siger, at hun altid er ked af det og græder, når de har besøgt os.
Min datter har betroet mig, at da hun en dag var blevet ked af det og ville gå en tur, så forlangte han, at hun lod sin telefon blive i lejligheden, så hun ikke kunne ringe til os. Når de er på besøg her, så hvisker hun tit og siger, at der er specielle emner, vi ikke må tale om, for ellers tænder han af. Han er meget hidsig, råber og smækker med dørene, hvorefter han pludselig skifter humør og siger, at han elsker hende og altid vil passe på hende. Det skal siges, at han er skilsmissebarn og er fuldstændig styret af sin mor, som han i vores øjne har et alt for tæt forhold til.
Vi har taget ham til os, men efter en episode fik min mand nok og sagde, at han skulle se at komme ud af sin mors skørter og kom til at antyde, at han havde psykopatiske træk. Siden har vi ikke set ham. Vi er frygtelige kede af det, men vi tør ikke sige mere om ham, for så er vi bange for at miste vores datter, som vi elsker højt. Hvad gør vi?
Vibeke Dorph om at fare forsigtigt frem
Det lyder helt bestemt, som om jeres datter har mødt en mand, der ikke er god for hende. Derfor er jeg også glad for at høre, at hun har fået sig en god uddannelse og har sin egen lejlighed, for det giver hende en ballast på den lange bane, for hun ved dybest set, at hun kan klare sig selv. Endnu mere glad er jeg for at erfare, at hun har nogle følelsesmæssigt begavede forældre, der på nær det enkelte inter-mezzo med kæresten, formår at agere klogt. For klogt er det, når I farer forsigtigt frem og passer på med at tale alt for kritisk om ham over for jeres datter. Gør I det, så risikerer I nemlig kun at sætte hende i en endnu større klemme, end den hun allerede befinder sig i. For opdager hendes kæreste, at I taler dårligt om ham og forsøger at få hende væk fra ham, så vil han kun gøre endnu mere for at isolere hende fra jer. Isolation af partneren er gerne et populært greb blandt psykopater.
For at bevare jeres datters fortrolighed, så er det vigtigt, at I i stedet udviser rummelighed og ikke er fordømmende, når hun betror sig til jer. I skal simpelthen holde døren åben og være dem, hun altid kan komme til. Jo mere hun føler sig tryg og sikker hos jer, jo mere vil hun turde åbne op og fortælle om forholdet.
Det er ikke ensbetydende med, at I skal lade som om, I synes, at hendes kæreste er en helt fin fyr. Tværtimod. I kan sagtens give udtryk for, hvad I mener om ham, men gør det roligt og diplomatisk. I skal f.eks. ikke udråbe ham til psykopat, I skal derimod tage udgangspunkt i konkrete hændelser, når I viser jeres mistro. På mig lyder det heldigvis til, at jeres datter selv er godt på vej til at gennemskue sin kæreste, når hun f.eks. betror jer, at han ikke lader hende gå tur med sin telefon. Det viser, at hun stiller spørgsmålstegn ved hans urimelige opførsel, og ikke bare stiltiende retter ind. Og bliver I stående på baglinjen og støtter hende, så er jeg sikker på, at hun på et tidspunkt får nok af hans manipulerende adfærd og gør sig fri.