Kære Vibeke: "Min overbo har set sig vred på mig"

Jeg er 52 år og enlig. Bor i en privat udlejningsejendom i en forstad til København og er meget glad for min bolig. For tre måneder siden flyttede der en ung mand ind ovenpå, og han spiller meget høj musik. Det er især bassen fra hans anlæg, der er generende, for den dunker lige ned gennem gulvet, og da jeg er hjemmearbejdende to dage om ugen, er det svært at koncentrere sig.

Jeg har forsøgt ad diplomatisk vej. Jeg gik op til ham med en flaske velkomstvin og forklarede ham problemet. Han tog det pænt, lovede at skrue ned, og jeg fik også fred et par dage, men så tog det til igen. Derfor nævnte jeg det for ham, næste gang jeg mødte ham i opgangen, og denne gang blev jeg mødt med et:

– Hvis du ikke kan tåle at bo blandt andre mennesker, skulle du måske overveje at flytte på landet.

Mine andre naboer er ikke så generede, som jeg er af det, men en af dem foreslog, at jeg skrev til udlejeren om problemet, så det gjorde jeg, og jeg formulerede mig pænt.

Han har så åbenbart talt med den unge mand, men resultatet er nu blevet, at han nu – hver gang, han kan høre, at jeg er hjemme – skruer endnu højere op for lyden. Det er hæsligt, men på den anden side, så synes jeg jo også, at det er uretfærdigt, hvis det ender med at jeg må flytte, for jeg har jo altid været glad for at bo her. Har du et klogt råd til mig? G.H.

Vibekes svar:

Jeg har fortalt denne her historie før, men jeg gør det igen, for jeg tænker, at den rummer en løsning, du måske kan bruge:

Som ung rykkede jeg og nogle venner ind i en stor lejlighed. Vi var lige flyttet hjemmefra og var alle ellevilde over, at vi nu kunne gøre, præcis som det passede os. F.eks. var der ikke længere nogen sure forældre, der brokkede sig helt urimeligt, hvis vi fik lyst til at spille høj musik midt på dagen eller klokken tre om natten for den sags skyld, så det gjorde vi da.

Vi slog det også hen, når trætte underboer begyndte at dukke op og beklage sig over, at de og deres små børn ikke kunne sove. For hver gang, de stod i døren, tænkte vi, at de da kun blev mere irriterende, sure og gamle at høre på.

Så en dag inviterede underboen os ned i deres lejlighed, mens musikken kørte for fulde gardiner oppe hos os. Vi synes jo ikke selv, at det var så slemt, men vi kunne jo faktisk godt se på vaserne, der stod og klirrede i vindueskarmen og ikke mindst høre, at det nok kunne være svært at sove i den larm.

Sammen med underboen fandt vi derfor ud af, hvor højt, vi på hverdagsaftener og nætter kunne skrue op, uden at det generede dem. Den aftale holdt vi (sådan da), stemningen i ejendommen bedres i hvert fald mærkbart.

Jeg tænker, at du kan forsøge dig med samme metode. Gå op, når din overbo larmer og bed ham meget venligt om at komme med ned, så han kan høre, hvor generet du er og prøv så i fælleskab at finde en løsning.

Under alle omstændigheder er livet for kort til, at du skal ligge i krig med din overbo, så er han ikke samarbejdsvillig, og kan han derefter ikke blive sat ud, så ville jeg personligt selv vælge at flytte.