Kamilla taler med dem, som andre kigger væk fra: ”For nogle er jeg deres eneste ven”

Vi møder 33-årige Kamilla på en regnfuld dag i Odense, mens hun følges rundt i gaderne med Jens, som vi kalder ham. Han vil gerne være anonym. Han er nemlig et af de mange mennesker, som mangler fodfæste i livet, og som Kamilla mødes med hver uge på sine ture gennem byens gader og stræder.

Kamilla er gadediakon. En titel, hun har givet sig selv. Hun er uddannet hos Diakonissestiftelsen i København og blev indviet i 2021. Diakoner hjælper udsatte mennesker, ofte i social– og sundhedssektoren eller det kirkelige miljø, og i Kamillas tilfælde foregår det i gademiljøet i Odense, som hun tager ind til tre gange om ugen.

Læs også

Overlæge Jens Lundgren: ”Uden familien havde jeg ikke siddet her i dag”

"Nogle gange har jeg aftaler med folk, men jeg går altid min særlige rute gennem byen og ser, hvem jeg støder på," fortæller hun, mens vi går gennem Nørregade, hvor Kirkens Korshærs varmestue ligger.

Her kommer mange af dem, Kamilla mødes med. De er ikke alle sammen hjemløse, men færdes alligevel meget i byen. Hun har af og til mad og andre fornødenheder med, men først og fremmest snakker hun med folk – hører, hvem de er, og fortæller om sig selv.

"Mange af de udsatte kender jeg i forvejen, men jeg tager også kontakt til nye, hvis jeg ser nogen, der for eksempel sidder og hænger eller måske tigger," siger hun.

Vennens fødselsdag

At skabe relationer er nemlig det vigtigste, og Kamilla betragter de udsatte som sine venner. For nylig fejrede hun fødselsdag for Jens’ ven. De bowlede sammen, og bagefter spiste de kinesisk, fortæller Jens, som ikke lægger skjul på, hvor meget det betød for ham.

"Der er mange dygtige ansatte i kommunen til at hjælpe med alt det praktiske. Men det, jeg skal være, er den ven, der fejrer fødselsdag med dem. For nogle er jeg deres eneste ven," siger Kamilla.

"Det med at involvere sig personligt er noget, som for eksempel psykologer holder sig fra. Men for mig giver det kun mening, hvis jeg kan være deres ven."

Vi siger farvel til Jens og fortsætter snakken i Bykirken i Østergade, hvor Kamilla ofte kommer.

Kald fra Gud

Det at være gadediakon er for Kamilla et kald fra Gud. Hun er opvokset i en kristen familie, og troen har fulgt hende hele livet. Allerede som 19-årig mærkede hun kaldet om at hjælpe folk i nød, da hun arbejdede frivilligt på et herberg.

"Her mødte jeg en mand, der fortalte mig om sit liv. Han havde mistet sin mor, havde været i fængsel og var rigtig, rigtig ensom," husker Kamilla.

"Det gik op for mig, hvor stor ensomhed han levede i, og da jeg kom hjem, skrev jeg et brev til min kirke – jeg ville ikke have, at alle de ensomme mennesker skulle blive glemt. De skulle være en del af kirkens fællesskab, mente jeg allerede dengang," siger Kamilla.

Hun får ikke løn for at være gadediakon. Hun og hendes mand har taget den beslutning, at de må leve af én indkomst, hvilket er muligt, men ikke levner økonomi til store udskejelser.

"Det var en lettelse for mig, da vi tog beslutningen, for jeg havde været i dyb krise over, hvad jeg skulle," fortæller Kamilla, som i 2014 blev professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation fra Diakonissestiftelsen.

"Jeg kunne ikke se mig i nogen af de job, der blev opslået, og var på dagpenge. Men så slog en tanke ned i mig, som jeg tror kom fra Gud: Hvad hvis økonomi ikke er en del af ligningen? Så vidste jeg, at jeg skulle skabe relationer med udsatte på gaden."

Frygten for at miste

Det at knytte sig til sårbare mennesker har selvfølgelig sin pris, for livet med misbrug er barskt, både for de udsatte og for Kamilla.

"Der kan være meget sorg forbundet med at involvere sig, og jeg kan frygte at miste dem, fordi de lever så hårde liv," indrømmer hun.

"Jeg tænker desuden meget fremad, sådan at hvis jeg sætter noget i gang, så skal jeg også kunne se mig selv engagere mig på samme måde om ti år. Jeg skal ikke sætte et alt for stort bål i gang hos folk, for jeg skal kunne klare at holde det kørende," fortsætter hun og uddyber:

"Det handler ikke om, at jeg skal redde dem. Der er så mange ting, jeg kunne gøre –hjælpe med at skaffe en bolig eller betale en narkogæld – men det kan jeg jo ikke gøre for alle. Nærværet er det bedste, jeg kan give."

Kig ikke væk

Kamilla kan sagtens forstå, at nogle kigger væk fra det, der sker på gaden, frem for at hjælpe. Men vi kan faktisk gøre meget blot ved at have et kærligt blik på mennesker, mener hun.

"Jeg kender én, som jævnligt tigger. Det værste for ham er ikke, når folk siger nej. Det værste er, når de kigger væk, som om han er luft," fortæller hun.

"Vores blik på andre mennesker betyder utrolig meget. Bare at snakke lidt. Det behøver ikke at være længe. Købe en avis af Hus Forbi-sælgeren, ønske god dag eller give et smil. Det sender et budskab til det andet menneske: Du har værdi, og jeg ser dig."

Samtidig har Kamilla lært, at der er situationer, hun ikke skal blande sig i.

"Faktum er selvfølgelig, at der kan ske ting. Der er vold, folk er påvirkede, og det er bestemt ikke ufarligt," siger hun.

"Jeg er opmærksom på, hvilken tilstand folk er i, og om det overhovedet er smart at gå hen til én på gaden. Der er også nogle, der råber, at jeg skal gå væk, og det har jeg respekt for. Så går jeg bare," siger Kamilla.

Fest for de udsatte

Selv om meget af hendes tid går på gaden, tager hun også hjem til folk eller mødes med dem til for eksempel fællesspisning i Bykirken. Det var netop her, i kirkens café, at Kamilla og hendes mand for blot en måned siden holdt kobberbryllup. På gæstelisten stod ikke familien i klassisk forstand.

"I Biblen siger Jesus, at når du skal holde fest, så skal du ikke invitere dine venner eller rige naboer, men i stedet de fattige, syge og blinde. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve," fortæller Kamilla.

Hun og hendes mand inviterede derfor omkring 65 personer fra gademiljøet, og der kom 42 gæster. Parret inviterede også folk ind på selve dagen. Til brunchbuffet og et kreabord, hvor man kunne skrive en hilsen, og om eftermiddagen kagebord.

"Det gav så god mening. Vi havde lyst til at holde en fest for dem, der ikke sædvanligvis kommer til fest," siger Kamilla.

"Mange af dem har mistet kontakten til familie og venner og færdes kun i misbrugsmiljøet. Så der ligger noget i at blive inviteret til en fest – at nogen gerne vil se én, og at man fejrer noget glædeligt. Det var simpelthen sådan en god dag."

Læs også

"Vi skal genlære, at et rynket ansigt kan være lige så sexet på en kvinde"

Hun får ikke løn for at være gadediakon. Hun og hendes mand har taget den beslutning, at de må leve af én indkomst, hvilket er muligt, men ikke levner økonomi til store udskejelser.

"Det var en lettelse for mig, da vi tog beslutningen, for jeg havde været i dyb krise over, hvad jeg skulle," fortæller Kamilla, som i 2014 blev professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation fra Diakonissestiftelsen.

"Jeg kunne ikke se mig i nogen af de job, der blev opslået, og var på dagpenge. Men så slog en tanke ned i mig, som jeg tror kom fra Gud: Hvad hvis økonomi ikke er en del af ligningen? Så vidste jeg, at jeg skulle skabe relationer med udsatte på gaden."