Katrine Wiedemann hader den ting, hun arbejder med hver eneste dag

Det giver ingen mening. Det giver ikke mening at leve af at instruere teater, når man hader det, som Katrine Wiedemann gør. Hadet er nært beslægtet med den intense kærlighed, der trods alt også indimellem rammer hende. Lidenskaben æder hendes energi og slider på krop og sind. Der er ikke overskud til at fokusere på noget som helst andet end det, der foregår på de skrå brædder. Som i intet andet. Katrine Wiedemann har givet fuldstændig op på NemID og e-Boks, hun vil slet ikke vide, hvordan man bruger de elektroniske adgangsbilletter til virtuelle rudekuverter, transaktioner og henvisninger, og når pærerne hjemme i lejligheden på Nørrebro sprænger, hænger lampeskærmene rundt omkring som mørke hatte, for der er hverken tid eller overskud til at skrue nyt lys i fatningerne. Siger hun for en gangs skyld ja til et middagsselskab, ved hendes venner efterhånden godt, hvor de kan finde hende klokken 22, når hun ikke længere sidder ved bordet, og desserten bliver serveret. Så har hun sneget sig ind i den anden stue og er faldet i søvn på sofaen.

Sådan er Katrine Wiedemanns tilværelse og tilstand gennem teatersæsonen, gennem vinteren. Siden sidste efterår har hun instrueret tre forestillinger: Et vintereventyr af Shakespeare på Republique, Don Juan af Mozart på Den Ny Opera og Vredens druer af John Steinbeck på Betty Nansen i København. Nu er det tid til at trække vejret, og hun mener det alvorligt, for ellers bliver hun syg, siger hun. Men det er lettere sagt end gjort. Hun skal tvinge sig selv til ikke som det første om morgenen at åbne computerlåget og sætte sig til at skrive. Hun arbejder altid med mange dokumenter i forskellige formater, dagbog, fiktion, noter og senest klummer. Hun er blevet fast klummeskribent hos Information, som hun leverer sine tanker på tekst til hver fjortende dag. Det passer hende virkelig godt. Hun har altid skrevet, men det var først sidste sommer, hun første gang fik sine ord udgivet i form af erindringsbogen Ved gudernes bord, hvor hun beskriver sin kamp med teatret. Den bog har givet hende endnu mere lyst til at skrive, skrive, skrive. Men ikke på bekostning af arbejdet med teatret. I hvert fald ikke endnu. Til sommer skal hun til Norge og instruere Det gode menneske fra Sezuan af Bertolt Brecht på Den Nationale Scene i Bergen.

Men når nu Katrine Wiedemann har så let ved ordene og et anstrengt forhold til teatret, hvorfor bliver hun så ved med at instruere? Det giver jo ingen mening.

– Jo, for jeg føler mig tilknyttet teatret på en næsten genetisk, racebestemt måde. Teatret føles som et kald. Jeg har brugt hele livet på at lave teater, og det er det, jeg tjener penge på. Det er min identitet. Det er meningsfuldt at arbejde med store, spændende tekster som Shakespeare, at være tæt på skuespillere, der er så dygtige. Den udfordring og det sociale rum, der er på teatret, er svært at finde et andet sted. Teater kan være helt fantastisk og føles meget meningsfuldt, særligt i skabelsesprocessen. Nogle dage elsker jeg teatret, siger hun.

Hvilken lettelse. At det ikke er alt ved teatret, der er hårdt og for hårdt arbejde. Men så er der minussiden, og den fylder.

– Det er hårdt for mig at lave teater, fordi mine ambitioner er for høje. Jeg føler mig aldrig god nok. Teater er en svær kunstform. Jeg ser aldrig noget godt teater. Aldrig. Jeg kan ikke lide mit eget teater. Jeg kan ikke lide andres. Jeg kan ikke lide noget teater. Jeg hader teater.

Katrine Wiedemann griner et af sine mange grin. Hun ved godt, at det er absurd.

Når Katrine Wiedemann går i gang med et teaterstykke, er hun indforstået med, at det kommer til at tære på hende. Måske særligt på hende, fordi hun er tyndhudet. Hun suger følelser og stemninger til sig. Ikke med sin gode vilje, hun kan bare ikke lade være. Er man lommepsykolog, er hun nok det, man vil kalde særligt sensitiv.

– Grunden til, at jeg er god til mit arbejde, og grunden til, at jeg ikke kan holde det ud, er, at jeg hele tiden kan mærke lige præcis, hvordan alle har det. Jeg mærker alles følelser. Det er så anstrengende.

Derfor drømmer Katrine Wiedemann om at leve i en verden, hvor hun er omgivet af et filter, der kan si nogle af de mange indtryk fra, så hun er fritaget fra at tage alt ind. Hun er helt sikker på, det ville give hende et overskud, for hun har prøvet det. Da hun instruerede Et vintereventyr på Republique i vinter, var scenografien en glasboks, som skuespillerne udførte stykket i. Det betød, at Katrine Wiedemann havde en glasvæg mellem sig og sine skuespillere, og at hun skulle bruge en mikrofon til at instruere dem med. Det hjalp på nerverne, hun følte sig mere fri og knap så opædt.

– Jeg har tit fantaseret om at leve i en glasboks. På arbejdet, men også socialt. Så kunne jeg sidde til middag og bare slappe af og registrere, hvad der foregik. Selv om jeg inderst inde er helt nedslidt, vil du, når jeg er på arbejde, opleve mig som det mest on top of the situation-menneske, men det er jeg overhovedet ikke, siger Katrine Wiedemann.

Forelsket i sin egen bog

Da Katrine Wiedemann skrev bogen Ved gudernes bord oplevede hun for første gang i sin karriere, hvad det vil sige at arbejde på et projekt alene. At være fri for at udtrykke sig gennem andre mennesker. At være uafhængig af at styre og benytte sig af andres kreativitet og talent. I halvandet år var det kun hende og ordene.

Når hun taler om bogen og sine skriverier, ligner Katrine Wiedemann en nyforelsket teenager. Hendes øjne bliver smalle og den rødmalede mund bred. Hun læner sig tilbage i stolen. "Tænk, jeg fik skrevet en bog?!", hun kigger nærmest overrasket på mig. Jo, den er god nok, du har skrevet en bog, bekræfter jeg hende med ivrige nik. Da Ved gudernes bord udkom i september, læste hun for en gangs skyld alle anmeldelserne. Det var der også god grund til. Hun er stolt af bogen, og hun er flov over sine teaterforestillinger, også selv om anmeldelserne af forestillingerne også er stjernespækkede. Katrine Wiedemanns ord styrter ud af munden på hende og armene fægter rundt. Sådan er det, når hun taler om teatret.

Men altså. Det er ikke kun lykken at skrive.

– Det trak mig ned psykisk, og jeg mistede energi. Jeg blev indadvendt og trist. På teatret bliver jeg nødt til at være 'ladidaaa'. Jeg behøver ikke have nogen udstråling, når jeg skriver, jeg behøver hverken være pæn eller fantastisk. Jeg var grimmere, mere hættebluse-agtig og mere i dårligt humør, da jeg skrev bogen, siger Katrine Wiedemann.

LÆS OGSÅ: Bisse: "Jeg vil ikke blive sådan en idiot af en far, der forlader det hele"

Der er én arbejdsformel, uanset om hun skriver eller instruerer.

– Jeg gør alting 100 procent. Indtil sidste blodsdråbe.

Så er det nemt at regne ud, at der en gang imellem skal tankes op.

– Jeg drømmer om at have overskud. Men når jeg hver dag bruger al min energi, lige nu på teatret, bliver jeg nødt til at fake et overskud. Hver dag, når jeg går ind ad døren til teatret, har jeg bare aldrig haft det bedre. Heldigvis er jeg virkelig god til at fake.

Jo mere du faker, jo mere underskud kommer der vel?

– Jo, men ved du hvad, de gange jeg har haft store kriser, hvor jeg ikke har kunnet fake det, det skal man ikke ønske sig ... Du får bedre behandling, hvis du er i overskud end i underskud. Verden er ikke særlig kærlig over for dem i underskud. Lige så snart du er svag, viger folk. Verden er ikke sød mod de svage. Det er forfærdeligt.

Er det ikke okay at være lille og ked af det?

– Du kan være svag over for dine nærmeste veninder og din mor. Mænd har aldrig brudt sig om svaghed, ingen af mine kærester har kunnet lide min svaghed. Ingen elsker dig, når du er svag. Det er jeg sur og bitter over. Derfor prøver jeg selv at fortælle om mine svage sider, som jeg gerne vil elskes for, men det er der ingen, der gør. Hvis nogen elsker mig, så elsker de mit overskud, at jeg har god energi, at jeg tør noget. At jeg tør fortælle om mine svagheder.

Fordel at være kvinde

Katrine Wiedemann ser det som en styrke at være kvinde – også på arbejdspladsen.

– Mit køn har aldrig stået i vejen for mit arbejde. I stedet for at bruge magt er jeg kærlig, omsorgsfuld, givende og mor-agtig. Jeg gør et stort nummer ud af at rumme skuespillerne. Jeg føler mig kvindelig, når jeg er på arbejde og kan være meget omsværmet. Folk bliver forelskede i mig. Der er et element af forførelse på teatret.

Forførelse på teatret. Bed om at få den uddybet.

– Det skønne ved det her fag er, at vi har sådan nogle vide rammer for berøring. Vi krammer, og vi flirter. Så tager jeg kort kjole på, og så siger alle mændene, at jeg ser dejlig ud. Samtidig er det utrolig homesafe, for det er et sprog, alle har. Det fungerer godt. Nej, mit køn har ikke været et problem i mit arbejde. Hvis jeg står svagt, er det, fordi der er noget, jeg ikke kan finde ud af kunstnerisk som leder. Jeg kan sgu ikke klage over mit køn. Jeg kan klage over, at jeg føler mig nedslidt af teatret, siger Katrine Wiedemann.

Men.Hun.Kan.Ikke.Lade.Være. Hun hører til på teatret. Det har hun gjort, siden sin første forestilling, Mordernes nat, som hun satte op som autodidakt instruktør som 22-årig på teatret Får 302.

– Jeg følte mig hjemme med det samme. Det hjalp på min selvtillid og mine komplekser over mit udseende og mit forhold til mænd. Jeg fandt et socialt rum, hvor jeg passede ind. Jeg følte mig utrolig godt hjemme blandt de mennesker og på teatret, der er sensitivt, neurotisk, barnligt, legende og selvoptaget.

LÆS OGSÅ: Google-chefen Malou Aamunds 10 karrierebud

Hver andet år tager Katrine Wiedemann en længere pause fra teatret, så hun ikke bryder sammen, og så hun kan finde ny energi. Så erstatter hun vinterens skyklapper med et par kæmpestore Céline-solbriller, vel det tætteste man kommer på en glasboks, og så ser hun ud på verden og forsøger lige så stille at indgå i den igen. Den næste måned har hun fri, inden hun skal starte Det gode menneske fra Seuzan op i Bergen. Efter interviewet skal hun mødes med sin ene datter i Torvehallerne, og hun skal i Zara og købe stribede bukser. Og altså helst ikke sætte sig ved tastaturet. Men det er svært, når sætningerne stiller sig i kø.

– Der kom en sætning til mig, da jeg gik i bad i morges. "For hver dråbe succes, er der oceaner af hårdt arbejde." Der er en romantisering af talent, men succes handler om hårdt arbejde. Jeg ved ikke, om jeg har talent for at instruere og skrive, men jeg har fandeme brugt meget tid på det. Af en eller anden grund kan jeg kun finde ud af at beskæftige mig med det samme nonstop. Indtil jeg får kvalme.

Det lyder ikke, som om du har fået kvalme over ordene endnu?

– Gud ja, det har du ret i! Jeg har ikke kvalme over min bog endnu ... Måske har jeg brugt hele livet på at lave noget forkert, og nu har jeg endelig fundet ud af, at jeg skal være forfatter. Men det er jo ikke sikkert, at man er lykkeligst med det, man er bedst til. Karl Ove Knausgård (norsk forfatter, der bl.a. har skrevet det autofiktive seksbindsværk Min kamp, red.) skriver, at han undrer sig over, at han ikke sætter det at være lykkeligst først. Han sætter det at skrive først. Jeg sætter heller ikke lykken først. Hvis jeg satte lykken først, så levede jeg jo ikke, som jeg gør.

Hvad skulle du gøre, hvis du satte lykken først?

– Jeg er ikke så dum, at jeg ikke godt ved, hvad jeg ville gøre for at få det bedre. Jeg ville starte med at få et andet arbejde. Jeg ville ikke arbejde med kunst. Jeg ville ikke gøre noget 100 procent. Jeg ville ikke arbejde, ikke elske 100 procent. For når man gør noget 100 procent, lider man, så jeg har valgt lykken fra. På den anden side, det gør mig lykkelig at skrive, men det er måske, fordi jeg er dårligere til det? Jeg er bedst til at lave teater. Jeg ved jo godt, hvad der kommer til at stå på min gravsten. "Hendes liv var teater"... Fuck, nej.