Kirsten Hylleberg lever ”økonomisk bevidst”: Her er hendes 10 bedste tips
Som enlig mor lærte Kirsten Hylleberg på den hårde måde at få pengene til at række, så hendes børn aldrig skulle mangle noget. I dag er der langt mere luft i økonomien, men det har ikke fået Kirsten til at ændre på dyderne. Hun bryder sig ikke om ordet "at spare" og vil gerne inspirere andre kvinder til at tale mere positivt om penge.
En lille tallerken med chokolader i cellofan og ristede mandler står på et lille bord ved brændeovnen. I sofaen ved siden af sidder Kirsten Hylleberg med et tæppe over benene og luner sig. Hun i er gang med sit lille selvforkælelses-ritual, som hun praktiserer hver eftermiddag.
"Man skal huske at gøre noget godt for sig selv," erklærer hun og rejser sig for at hente kaffen, som er brygget færdig i det lille køkken i kolonihavehuset midt i Odense.
Her opholder hun sig i dagtimerne om vinteren, mens hun overnatter i det kælderværelse, hun har lejet for en periode. Kirsten har også en lejlighed, men den er i øjeblikket lejet ud – som en del af hendes mange bevidste økonomiske valg:
"Det giver mig ro i maven, fordi jeg ved, hvordan jeg kan leve. Min kæreste siger altid, at jeg er meget nøjsom. Men jeg føler mig velhavende. Ikke på penge på kistebunden, men på frihed, nærvær og oplevelser," uddyber hun med et smil.
Sidste sommer lejede hun en campingvogn i vandkanten i Kerteminde i to måneder – en oplevelse, der kostede hende en beskeden leje af vognen, men som gav lykkebobler helt ned i maven hos den 58-årige kvinde.
"Det var helt magisk at vågne op og kigge ud over havet. Og det er den slags oplevelser, jeg har mulighed for, fordi jeg ikke sidder med en stor husleje og mange faste udgifter i øvrigt," forklarer Kirsten, der for nylig har uddannet sig til pengementor.
Døtrene forstår
Kirstens liv lyder måske temmelig privilegeret og som fyldt med hverdags-luksus, men sådan er det kun, fordi hendes børn er flyttet hjemmefra i dag, og hun i det hele taget tager meget bevidste økonomiske valg.
Den slags valg var endnu mere afgørende, da hun i mange år levede som enlig mor til sine to døtre. Hun arbejdede kun 25 timer om ugen, fordi hun nægtede at gå glip af hverdagstid sammen med børnene. Til gengæld var der ikke råd til ferierejser sydpå eller bare en årlig tur i Legoland.
"Når vi skulle hygge os, tog vi på tur til en ny legeplads. Så havde vi boller og saftevand med og bredte et tæppe ud. Det gav en masse nærvær," fortæller Kirsten, som kun én gang blev kritiseret for den beskedne økonomi af sin ene datter.
"Min datter ville gerne gå til dans, men det havde vi ikke råd til. "Du ødelægger mit liv", sagde hun. Jeg gik direkte op på mit soveværelse og tudede. Det var hårdt at høre," siger hun og tilføjer, at hun vist for længst er tilgivet. I dag forstår hendes børn til fulde hendes valg og levevis.
I øjeblikket lever Kirsten af de penge, hun for nylig tjente i en periode med vikarjob i hjemmeplejen. Hun er uddannet social- og sundhedsassistent, men arbejder i dag hen imod at leve af sit selvstændige virke som pengementor med foredrag i kalenderen. Missionen er at inspirere kvinder til at få mere luft i økonomien og ikke tale eller tænke negativt om penge.
"Jeg siger aldrig, "Jeg skal spare", eller "Det er for dyrt". Jeg siger: "Det her prioriterer jeg ikke lige nu". Det er en måde at vende tankegangen om på, så det afspejler en mere positiv energi," forklarer hun.
I Kirstens lille køkken står et mini-komfur, hvor hun laver sin aftensmad. Typisk en grøntsagssovs, som hun fryser ned i små portionsposer. Hun tør dem op én ad gangen og tilsætter en frisk grøntsag, som hun supplerer sovsen med og spiser sammen med ris. Et aftensmåltid, der ikke koster hende mange kroner.
Har du brug for den?
Tricket med at lave mad til flere dage betyder, at hun ikke skal købe ind særlig ofte, og at hun får sund og nærende mad til få penge. Har hun lyst til tigerrejer som luksus-tilbehør, køber hun det og spiser gerne en hel skål for sig selv.
"Jeg begrænser ikke mig selv. Jeg er bare bevidst om, hvad der giver mig nydelse og energi. Det gælder også, når jeg står ovre i genbrugsbutikken med en bluse, der frister. For nylig havde jeg fingrene i en bluse til 10 kroner. Det er ikke mange penge, men jeg spurgte mig selv, "Har du brug for den bluse?" Det havde jeg ikke, og jeg lod den ligge," fortæller hun.
Når Kirsten ser fremad, er hun ikke i tvivl om, at hun vil fortsætte sin livsstil resten af sine dage. Det gælder også, selv om hun skulle vinde i lotto og blive meget rig.
"Jeg er meget modstander af den brug-og-smid-væk-kultur, vi har i Danmark. Det betyder meget for mig ikke at overforbruge – det er godt for min økonomi og for klimaet. Min datter siger altid, "Mor, du er den dårligste shopper", fordi jeg altid kører forbi butikkerne. Det er jeg faktisk stolt af at være," lyder det med et smil fra Kirsten.