Kirsten Siggaard: ”Jeg har da også mødt en masse søde mænd på Tinder”

1950’erne: En brydningstid

"Jeg er vokset op i trygge rammer med en mor og en far, der var meget hjemme. Min far havde et gartneri og passede kirkegården, og min mor var medhjælpende og passede min storesøster og mig. Det var på Vestsjælland, hvor Carmen Curlers kørte rundt i busser og samlede kvinder op, fordi de manglede arbejdskraft på deres fabrik. På den måde begyndte mange kvinder i de små landsbyer som Kirke Stillinge at gå på arbejde.

Min mor var egentligt pædagog og havde arbejdet, indtil hun blev gift med min far som 35-årig. Senere gjorde hun i en periode rent på sygehuset, men hun kunne ikke holde til det i længden, og der var jo nok at tage sig af derhjemme. Det var en brydningstid, hvor der var brug for kvindernes arbejdskraft, og familierne godt kunne bruge den ekstra indkomst."

Læs også

10 ting vi kan lære af brasilianerne: "De er noget af det vigtigste, du har"

1960’erne: Tomater og Beatles

"Jeg startede i den lokale skole som seksårig. Derhjemme stod min søster og jeg og sang med på The Beatles. Min far havde et kontor hjemme i tjenesteboligen, og der var en portiere for. Så legede vi, det var en scene og sang "I wanna hold your hand". En dag så min farmor en annonce i avisen om, at børn kunne komme til audition på Jørgen Clevins tv-program, som sendte fra Slagelse.

Det kom min to år ældre søster og jeg med i, vi skulle synge to sange, men vi havde ingen noder, så vi sang à cappella. Derhjemme lyttede vi til Radio Luxemburg, for de spillede alt det spændende og nye som Cliff Richard og Elvis, og så var der radioprogrammet 'Efter Skoletid' med Jørgen de Mylius. Da jeg blev konfirmeret, fik jeg penge til en spolebåndoptager.

Børn skulle hjælpe til dengang, og da min far begyndte at dyrke jordbær og sælge dem til den lokale købmand, skulle vi hjælpe med at plukke dem. Jeg var dog lidt udfordret, for jeg havde været i en cykelulykke som niårig og kunne ikke bukke mig fremover. Tomaterne i drivhuset kunne jeg bedre plukke, og jeg elskede at gå og nippe skuddene af. Alene duften af en tomatplante.

Jeg gik på Stillinge Skole, og der mærkede man ikke meget til ungdomsoprøret, det gjaldt også, da jeg kom på realen i Slagelse. Det var mest noget, man havde i København, i Slagelse kaldte man det bare ”uvorne unger”. Jeg var dog ikke sådan. Jeg havde ligget så meget på sygehuset i forbindelse med min ulykke, at jeg skulle stramme mig an for at følge med i skolen. Men jeg fik da en flidspræmie efter tredje real. Det var en bankbog på 500 kroner."

1970’erne: Fra Florida til Gørlev

"I 1972 var jeg som 18-årig med i Ekstra Bladets Pladechancen, som var en landsdækkende talentkonkurrence. Jeg blev nummer tre i Slagelse, hvor Lone Kellermann gik videre med en protestsang mod EF, som det hed dengang.

I 1973 tog jeg et år til USA og var i huset hos en dansk-amerikansk familie med to små drenge.

Manden i huset havde fløjet bombefly under 2. Verdenskrig, men var nu forfatter, og husets frue, Bente, gik hjemme med børnene. Jeg tog ti kilo på derovre og voksede ud af mit tøj. Så købte jeg noget nyt, og det var sådan noget cowboytøj med store blomster på. Jeg måtte ikke gå ud om aftenen, fordi der var en pige, Patricia Hearst, som var blevet bortført, og familien havde jo ansvar for mig. Så jeg sad på mit loftsværelse og fik tilsendt kassettebånd fra mine forældre, om hvad der skete hjemme.

Læs også

Da Szhirley fyldte 40, opdagede hun en meget trist side af musikbranchen

De talte blandt andet om benzinkrise og bilfri søndage, som vi også mærkede i USA. I en periode havde man kun ret til at tanke hver anden dag, og jeg har prøvet at sidde i kø til benzintanken i halvanden time sammen med Bente og de to børn. Jeg fik dog ikke set så meget af landet, for jeg havde kun én ugentlig fridag, og jeg havde syv af dem til gode, da jeg tog hjem efter et år.

Jeg drømte aldrig om at leve af at synge, men jeg kunne godt lide at tælle fars kasse op på planteskolen og regne renten ud på hans bankbøger, så jeg blev bankelev i 1974. Jeg fik et klubværelse i Slagelse, men havde ikke tid til alle de fester, de andre gik til, fordi jeg både havde banken og sang i kirkekoret. I 1975 havde jeg mit første professionelle job med bandet Pussycats, som senere kom til at hedde Hokus Pokus.

Det var sammen med Søren Bundgaard, og vi udgav to singler, men det var svært at komme i radioen. På det tidspunkt var begge mine søstre gift, og jeg tænkte tit, om der ikke også var en til mig? Men så mødte jeg min mand, Jørgen, og vi blev gift og flyttede til Gørlev i 1979, da jeg var 25."

1980’erne: Lidt for travlt

"I 1983 da jeg var 29, sendte Søren Bundgaard sangen Og livet går til grandprixet, og da gik jeg fra at være bankassistent til at være sangerinde, men alle i banken var så stolte af mig. Vi var med igen i 1984 med sangen Det lige det, hvor jeg optrådte i en sort buksedragt med mine egne strikkede gule benvarmere, gult bælte og tørklæde og sorte støvler.

Der vandt vi og skulle til Eurovision i Luxemburg, hvor vi blev nummer fire, men inden vi nåede så langt, var jeg blevet gravid. Det var jo grandprixets storhedstid, og vi sørgede for også at have en plade klar det år. Den solgte 76.000, hvilket var rigtig pænt. Nå ja, Sanne Salomonsen solgte en kvart million, men det var pænt alligevel.

Vi vandt igen i 1985, og så var der også Eurovision, og en turné, hvor jeg rejste rundt i landet og jo skulle være mor for Kasper samtidig. I 1986 blev jeg spurgt, om jeg ville være med i Teater Lorry i København med blandt andre Ulf Pilgaard og Tom McEwan. I 1987 deltog vi i grandprixet med "Farvel og tak", og man kan på den optagelse, at der ikke er meget tilbage af mig.

Jeg vejede kun 49 kilo, jeg var så tynd, at mine skulderblade stak ud fra ryggen. Jeg havde så travlt, og jeg var så træt, at jeg måtte have en lur midt i grandprixet, inden jeg skulle på scenen anden gang, og da jeg stod på scenen, var jeg ikke sikker på, om jeg overhovedet sang rigtigt. Når de andre gik til fest efter premiererne, gik jeg på arbejde med teatret. Der var ikke meget fest for mig i 1980’erne.

I 1989 lagde vi kimen til Swing Sisters sammen med Kirsten Vaupel og Lise-Lotte Norup. Det år kom mobiltelefonerne, og jeg havde en af de første, så jeg kunne ringe hjem om aftenen. Det var en ordentlig klods."

Læs også

Josephine Park: ”Jeg er lykkelig, når jeg er sammen med min søn”

1990’erne: Swing for fulde huse

"En dag ringede Det Ny Teater og spurgte, om jeg ville spille Edith Piaf. Jeg syntes, det lå meget langt fra mig, for det var jo en stor rolle. Det kom til at ændre mit liv, for jeg bevægede mig væk fra grandprixet til seriøst teater. De gav mig både undervisning og betalte for, at jeg fik fjernet mellemrummet mellem mine tænder. Det var ikke min egen forfængelighed, men fordi de mente, at det ville tage for meget af publikums fokus.

Jeg begyndte også at lave revy, men jeg havde jo to små drenge derhjemme, så jeg skulle have alting til at hænge sammen. Jeg ringede hjem hver aften og sang godnatsang for dem, hvis de ikke var med mig ude at optræde. 1990’erne var også vores storhedstid med Swing Sisters.

Vi fortalte om alt, hvad der skete fra 2. Verdenskrig og frem til månelandingen. Det var teater, og alene den første forestilling spillede vi 120 gange. Der skete noget i 1990’erne med teaterforeningerne, som lukkede i stor stil, men vi havde altid fulde huse. Det var en anden tid, og folk ville gerne se den type teater."

2000’erne: En kompliceret verden

"Jeg spillede både på Odense Teater og var tilbage på Det Ny Teater. Jeg var også kommet i overgangsalderen, og jeg havde det ikke ret godt med mig selv. I lang tid kunne jeg ikke finde ud af, om det var ægteskabet eller overgangsalderen, der gjorde mig ked af det.

Jeg holdt det i en periode for mig selv, indtil min læge til sidst henviste mig til en psykolog, men der fik jeg ikke nogen god rådgivning. Heldigvis var der meget at lave, jeg har aldrig været arbejdsløs. Jeg kan huske, at jeg stod og prøvede tøj til en forestilling i Aarhus, da Jørgen ringede og sagde, at der var fly, der fløj ind i World Trade Center. Vi havde lige besøgt bygningerne få år forinden.

Jeg har altid gjort mig umage for at se det bedste i mennesker, men det bliver sværere og sværere at forblive naiv. Før i tiden var jeg også mere autoritetstro, men vores verden er blevet så kompliceret, at vi ikke kan vide, hvad der foregår højere oppe i systemet. Selv vaccinerne er jeg kommet i tvivl om, for jeg tror ikke, det kan være godt at blive ved med det. Jeg kunne desværre ikke undgå selv at lade mig vaccinere på grund af mit arbejde."

Læs også

Hella Joof om sit livs kærlighed: ”Det var i mødet med ham, at jeg udviklede noget blødt inde i mig”

2010’erne: Den ældste i familien

"Det har været årene med reparationer, for jeg fik rygoperationer både i 2014 og i 2015, og i 2019 fik jeg en ny hofte, men det har ikke fået mig til at ligge på den lade side. Jeg blev farmor for første gang i 2014 som 60-årig, da Bjørk kom til verden, og hende hentede jeg hver torsdag, mens familien boede i København, og jeg boede lidt udenfor. Petra kom til i 2018 og Billie i 2021, og jeg elsker at være farmor.

I 2016 var jeg med i 'Vild med dans', året efter blev jeg skilt, og i 2019 lavede jeg en rost kabaret, der byggede på Piaf og Aznavours sange, inden corona kom og lukkede ned for alt mit arbejde. Min mor døde samme år 101 år gammel, og jeg skal vænne mig til tanken om, at jeg nu er den ældste i vores lille familie. Det var så underligt, da vi til jul sad og pakkede gaver op efter alder, at jeg pludselig var den sidste. Jeg bor alene og tænker meget over, hvad der kan ske, hvis jeg bliver syg i fremtiden. En af mine bedste veninder er lige død af kræft, og hun var endda seks år yngre end mig, men hun havde stor støtte i en ægtemand. Det har jeg ikke."

2020’erne: Farmor på Tinder

"Da jeg var med i tv-programmet 'Til middag hos', var der nogle af de andre gæster, som oprettede en Tinder-profil til mig. Jeg har da også mødt en masse søde mænd på den måde, men der er aldrig noget af det, der har holdt mere end et par måneder, og lige nu holder jeg en pause.

Det er svært, når man i vores alder har været alene i mange år, for ingen af os vil give afkald på gamle vaner, og jeg tror også, vi i vores alder er bange for at overgive os. Det skal i hvert fald være den helt rigtige mand, der får mig til det. Men jeg er også ret god til at være i mit eget selskab, og derudover har jeg en masse dejlige venner, som jeg drikker rosé og vender verdenssituationen med."