Susannes søn er flyttet hjemmefra: "Jeg troede, at jeg havde mentalt forberedt mig på det"

20 år. Så længe har vi boet tre mennesker i vores Nørrebro-lejlighed. For 21. august 2002 blev min mand og jeg nemlig forældre til verdens skønneste dreng, Aske. Den onsdag morgen blev mit syn på mit liv og mit fokus vendt helt rundt. Indtil da havde jeg været koncentreret om mig selv; min karriere, mit parforhold, mine venskaber, min bopæl. Men pludseligt lå dette lille vidunder ved siden af mig, og alt var ændret for altid. Den kærlighed, som strømmede ind over mig, havde jeg aldrig prøvet før.

Og lige siden har jeg allerførst været MOR.

Pylremor blev hurtigt mit mellemnavn. Et navn, jeg har båret med stolthed. Jeg læste nemlig en lille notits i avisen få dage, efter jeg havde født, og som jeg har henvist til mange gange sidenhen – både når faren eller sønnike syntes, at nu var jeg lidt for meget, når bedsteforældrene mente, at de skulle blande sig, eller når der blev snakket børn og forældreskab med veninderne.

Læs også

Peter og Lise Mygind: Dette er noget af det vigtigste i et ægteskab

Dengang for 20 år siden var fædre åbenbart bange for, at deres sønner aldrig fik hår på brystet, hvis de blev udsat for store doser omsorg. Men en ny engelsk undersøgelse viste, at drenge med pylrede mødre havde større chance for at opnå succes som voksne – både erhvervsmæssigt og privat.

”At pylre om den lille dreng giver en selvtillid, der senere bliver stærk og ægte. Det bliver en selvsikkerhed af den type, der bare er der og ikke baserer sig på konstant selvhævdelse,” udtalte forskeren.

Jeg klippede noten ud og hængte den på køleskabsdøren. Der hang den et par år, indtil vi flyttede i ny lejlighed. Men noten har jeg stadig gemt i en pose i skabet i pulterkammeret.

Og lige siden, jeg læste den lille notits, der var gemt i avisens anden sektion, er der dagligt (okay nogle dage på time-basis) indsat masser af omsorg på mor-og-søn-kontoen – både i form af fysiske kys og kram samt opmuntrende og kærlige ord.

Aske har aldrig skulle være i tvivl om, at jeg elsker ham, at jeg er stolt af ham, at jeg synes, han er sej.

Jeg har så heller ikke i 20 år haft telefonen på lydløs. Jeg har hjulpet, trøstet og krammet, når der har været brug for det – på grund af uvenskab på fodboldbanen, et lidt for højt alkoholindtag eller når mobiltelefonen, skoene, jakken var blevet væk – igen.

Vi har googlet ’hvordan dividerer man uden lommeregner’, fået styr på Kanslergadeforliget og læst ’Den lille prins’ og ’Brødrene Løvehjerte’ igen og igen. Vi har kørt lejligheden rundt på plastik-scootere, sprunget hovedspring i poolen i Pyrenæerne og kan samtlige replikker fra ’How I Met Your Mother’ og ’Friends’.

Selvfølgelig har der også været diskussioner og skældud. Omsorgen har ikke betydet et farvel til opdragelse. Der er jeg gift med en pædagog (hvilket har været meget sundt for mor her), og ikke mindst har det været godt for Aske at have en far og en mor, som har givet hinanden plads til at være forælder på hver sin måde.

Men familiekonstellationen har ændret sig.

For et par måneder siden flyttede vores søn nemlig fra sit værelse for at tage et halvt år på højskole.

Jeg troede, at jeg havde mentalt forberedt mig til det. Det sidste år har han ikke været meget hjemme - andet end for at sove. 

Min mand og jeg joker med, at vores parforhold er gået ind i den 3. alder – først forelskelse, så forældreskab og nu tosomheden igen. Og det har vi fået til at spille med date-nights og aftner i hvert sit hjørne af lejligheden. Vores parforhold kan sagtens klare, at det nu ikke er et forældreskab, der har vores største fokus – og hurra for at genfinde den lidt ungdomsfjollede kærlighed til hinanden.

Men hold da op, hvor er det svært, at døren ind til Askes værelse nu altid står åben, men han ligger ikke inde på sengen og ser Youtube. Han skal ikke vækkes om morgenen for at tage på arbejde i børnehaven, og han spiser ikke med og fortæller om sin dag over aftensmaden eller kysser godnat.

Jeg har rengjort hans værelse, skiftet sengetøjet og hængt hans tøj op, så det hele er lækkert og klar til, når han har en fri-weekend. Jeg falder i billedgallerier på mobilen, og jeg sidder lidt på hans seng og bare mærker ham.

Jeg har lyst til at ringe til ham hver dag eller bare sende en sjov katte-GIF. Det er en blanding af mit helt eget selviske behov for at tale med min søn, men også et behov for at vide, hvordan det går ham. Er han faldet godt til? Har han fået nogle venner? Er undervisningen interessant – og kan han finde ud af det?

Jeg føler mig hensat til skolestart, hvor de samme tanker og følelser strømmede igennem min krop. For vil man ikke altid være nervøs for, at ens afkom bliver holdt udenfor, har svært ved lektierne, eller bare falder lidt ved siden af?

Men jeg forsøger at give slip og lade være med at kontakte ham nonstop. Jeg fik ham afleveret på højskolen, og så hvor nervøs han var på hele køreturen derop, men også hvordan han faldt helt til ro, da han først havde mødte de nye værelseskammerater og en tidligere fodbold-ven, som også skulle starte.

Vi ringede sammen dagen efter, hvor han helt forpustet fortalte, at alt var godt, men nu skulle han til samling. Den bunke af spørgsmål, som havde samlet sig i mit hoved, lå ubesvarede hen.

Og de få gange, vi har kommunikeret, har det handlet om tøjvask (kan underbukserne vaskes med den sorte hoodie?), eller at han skal huske sin fars fødselsdag. Jeg kan høre, at han har en fest, som han ikke vil gå glip af, fordi han skal tale med sin mor. Højskolelivet trækker.

Jeg ved, at det er helt normalt. Og jeg skal jo heller ikke ringe eller skrive til ham i tide og utide – han er jo i fuld gang med at lære at stå på egne ben, udvikle sig til en endnu stærkere og skønnere dreng, sammen med en masse andre unge mennesker, der er sultne på livet og fremtiden.

Jeg savner ham. Simpelthen bare sådan helt ind i hjertet, hvor der kommer tårer i øjnene, bare jeg tænker på det.

Og ja, jeg ved, at det er noget pjat, som min egen mor siger til mig. Han skal jo videre – og det skulle jeg også, da jeg vinkede farvel til min mor og far i Holstebro for at flytte et år til Nice efter gymnasiet. Det var før mobiltelefonen, så vi havde aftalt, at jeg ringede hjem en gang om måneden, men hey, det betød samtaler fra en telefonboks, så det blev ikke altid lige til noget.

Der priser jeg mig lykkelig over teknologiens udvikling, så kontakt ikke er lige så besværligt i dag.

Men hvad stiller jeg op med min sorg?

Løsningsorienteret, som moderskabet også har gjort mig, googler jeg selvfølgelig og får 486.000 resultater på ’hvad gør man, når børnene flytter hjemmefra?’. Og det har alt fra Netdoktor og DR til Danske Bank gode råd til. Empty Nest Syndrome er åbenbart en ting, som der er stor efterspørgsel på at blive klogere på.

Heidi Agerkvist, der er psykolog med speciale i børnefamiliehverdagen og forældreskabet, råder fx i en artikel på DR.dk til, at vi skal lade tårerne trille, give det lidt tid, kramme hinanden og åbne en flaske vin og se en tåreperser i tv’et. Vi skal som forældrepar anerkende, at vi har løftet en opgave i mål, og vi har gjort det godt.

Mine tårer triller, og krammene til alt fra veninder til kolleger sidder så løst, at corona-eksperten Jens Lundgren vil få nervøse tics, og min mand og jeg har slugt anden sæson af ’White Lotus’ på en weekend.

Og så satser jeg på, at det bliver nemmere med tiden.

Jeg ved det heldigvis godt. Jeg behøver ikke længere at pylre om min 20-årige søn, for han er blevet den sejeste unge mand fyldt med selvtillid, omsorg og mod på livet.

Den gulnede seddel (og jeg) har udrettet sin magi.