Min største frygt som forælder: ”Vi kan ikke beskytte vores børn mod alt”

Hele weekenden har hele Danmark holdt vejret. Nyheden om, at en 13-årig pige ikke var vendt hjem efter sin avis-rute ramte nemlig Danmark lørdag formiddag. Hendes cykel, taske og telefon var blevet fundet i en grøftekant, men der var intet spor af hende.

Straks begyndte tankerne i mit hoved at stikke af omkring, hvad der var sket.

Twitter kogte over sammen med mig. Alle var nervøse, bange og forskrækkede. Vi gik i alle i seng med ønsket om gode nyheder søndag. De kom så heldigvis kl. 15.08, da en tydelig rørt politichef kunne fortælle, at hun var fundet i live og ved bevidsthed.

Lettelsens suk lød over hele Danmark. Men er vi lettede her flere dage efter?

Læs også

Zen Donen: Alle bør tage et ansvar, når det gælder ”kvindehad”. For det ER et problem

Jeg vil understrege, at det er ubeskriveligt at sætte sig ind i den situation, som hende og hendes familie har været igennem.

Men som mor tapper den angst og nervøsitet, som har gennemsyret min weekend ind i den konstante frygt, jeg har for, at der skal ske mit barn noget – en frygt, som har været en trofast følgesvend lige siden, jeg for 20 år siden blev mor.

Jeg har forsøgt at opdrage i takt med, at han er blevet ældre:

• Tag aldrig imod slik fra fremmede, og se dig for, når du går over gaden.
• Tis aldrig i havnen – især ikke når du er fuld, og efterlad aldrig din drink ude af syne.
• Gå aldrig med fremmede hjem – og sæt dig ikke ind i en bil med én, du ikke kender.

Alle råd, som jeg håber, at han følger.

Jeg læser nyheden om, at Børnetelefonen har fået mange opkald efter sagen, fordi børnene er bange for, at det kan ske for dem. Det er så vigtigt, at vi taler sammen og får bearbejdet den utryghed og de bekymringer, der opstår. Og jeg kan i den grad også savne en Forældretelefon for hvad stiller jeg op med min frygt? Jeg taler med min mand, veninder og kolleger, men den stikker dybt.

For weekendens sag viser, at vi ikke kan beskytte vores børn mod alt. Hun er en 13-årig pige, der går med aviser og cykler med cykelhjelm. Hun ringer hjem til sine forældre, da hun er færdig med ruten, og hun havde en aftale med en veninde. En veninde, som ringer til hendes forældre, da hun ikke møder op til deres aftale.

Flueben til alle de regler, vi som forældre, opstiller lige fra ’brug nu hjelm, når du cykler’ til ’ring hjem, når du er færdig’.

Og nu er der måske kommet en ny; Flere forældre skriver på diverse sociale medier, at deres børn i hvert fald ikke skal være avisbud. En tanke, som jeg sagtens kan genkende, for vi vil gøre alt for at beskytte vores børn. Og når der sker noget med et barn eller en ung, sammenligner jeg automatisk med min egen situation, og begynder at finde på måder, hvor mit barn fremover vil blive beskyttet mod at opleve det samme.

Det er ikke spor rationelt overhovedet, det ved jeg godt. Men derimod en masse tanker, der er udledt af den evige frygt for, at der skulle ske mit barn noget.

Men hvor meget skal frygten spille ind i vores hverdag, og hvor meget skal vi lade den styre?

For hvis den får overtaget, ved jeg, at min søn ikke vil få den samme ungdom, som jeg havde.

Han havde ikke været på Roskilde Festival som 16-årig, han havde ikke rejst med venner til fodboldkamp i Dortmund eller drukket sig fuld i København weekend efter weekend.

For når jeg læser mediernes beretninger om voldelige overfald af FCK-fans og knivstikkerier i nattelivet, bliver jeg nervøs og har mest lyst til, at han ikke tager til fodboldkamp eller danser på floor med vennerne. 

Men selvfølgelig skal han alle de ting. Han skal ikke pakkes ind i vat eller isoleres derhjemme i et forsøg på at beskytte ham mod verden.

Vi skal passe på vores børn, men det sker ikke ved at fratage dem alt. For livet skal leves – og det kan og skal ikke være rigtigt, at vi ikke kan gå med aviser, gå alene hjem en mørk aften eller bare være i verden – uden frygt.