Sig det nu højt: JEG ER BLEVET FYRET

Jeg er blevet fyret tre gange i løbet af mit arbejdsliv.

Min mand er blevet fyret to gange. Mine to bedste veninder er blevet fyret hhv. tre og fire gange. Den ene venindes mand er blevet fyret fem gange.

Og ingen af os er altså udygtige, umulige, dumme eller lugter.

Til gengæld er vi alle på den gode side af 45 år og har været mange år på arbejdsmarkedet.

Og hvorfor fortæller jeg jer det?

Det gør jeg, fordi vi taler alt for lidt om det. Fordi det er et tabu. Fordi jeg gerne vil fortælle jer om de virkelige årsager til, at vi bliver fyret.

Den allermest almindelige årsag til, at vi bliver fyret, kommer lige her:

SH*T HAPPENS!

Det er – næsten – aldrig din skyld

Ændringer sker hele tiden på enhver arbejdsplads.

Nedskæringer, afdelinger nedlægges, opgaver outsources eller flyttes geografisk, store ordrer bliver annulleret, en ny chef ønsker at sætte sit eget hold, kompetencer bliver overflødige pga. ny teknologi.

Man passer slet og ret ikke ind i kulturen. Eller man er havnet i en uskøn hyr-og-fyr-kultur. Vi havde finanskrisen og nu corona.

Med andre ord: SH*T HAPPENS!

Kun sjældent har en opsigelse noget at gøre med, at vi ikke er dygtige til vores arbejde eller opfører os dårligt. PUNKTUM!

Vi rammes ganske enkelt af udefrakommende faktorer, som vi ikke selv har indflydelse på, lige meget hvor dygtige og loyale vi er.

Drop shaming af andre

Og hvordan kan jeg så vide det?

Det kan jeg, fordi jeg igennem mit arbejdsliv i HR har gennemført opsigelser af et trecifret antal medarbejdere. Og ud af disse taler vi om måske 5%, som rent faktisk blev opsagt på grund af udygtighed, dårlig opførsel, illoyalitet eller lignende.

Opsigelser er en uundgåelig del af vores arbejdsliv, og langt de fleste af os kommer til at prøve det mindst en gang. Opsigelser er en naturlig del af den fleksible model, vi har på det danske arbejdsmarked og er en konsekvens af, at virksomhederne og erhvervslivet er i bevægelse og udvikler sig. 

Når det så er sagt, er en opsigelse noget af det mest gennemgribende, der kan ske i vores arbejdsliv.

Vi fyldes med tvivl om egne evner og mindreværd og vender blikket indad og bebrejder os selv. Det er en voldsom oplevelse for selv den mest hårdføre, som det tager tid at bearbejde og komme sig over.

Og i den situation er det sidste, vi har brug for, at vi også skal fyldes med skam, fordi vores omgivelser per automatik tænker, at der må være noget galt med os, fordi vi er blevet opsagt. At vi på en eller anden måde selv har gjort os fortjent til det.

Tal højt om opsigelser

F.eks. kendte jeg engang en virksomhed med en kedelig tendens til at opsige medarbejdere i stedet for at bruge den nødvendige energi på at få samarbejdet til at fungere. Hver måned blev et par stykker opsagt på et meget spinkelt grundlag.

Men på trods af det faktum, at et relativt stort antal medarbejdere i årets løb var sivet ud ad bagdøren uden et farvel, kunne man alligevel opleve en nær kollega til en opsagt udtale, at ”noget må han da have gjort galt, ellers blev han vel ikke fyret.”

Det faldt ikke kollegaen ind, at det måske var virksomhedskulturen, den var gal med.

Jeg har ingen forklaring på, hvorfor det er sådan. Hvorfor vi tilsyneladende er programmeret til at antage, at den opsagte selv bærer skylden. Jeg ved kun, at det er rigtig ærgerligt, for det er for det meste en forkert antagelse.

Med ovenstående in mente, vil jeg gerne slå et slag for, at vi ændrer diskursen.

Kunne vi ikke begynde at tale lidt mere om vores opsigelser? Og på en måde, som afspejler virkeligheden?

Altså den virkelighed, hvor en opsigelse kan ramme enhver af os når som helst.

Nu har jeg i hvert fald selv sagt det højt.