”De andre havde venner, men jeg havde bare mig selv. Sådan føltes det i hvert fald”

For to år siden sad jeg for første gang alene en lørdag aften. Og hvad er problemet i det, tænker du nok, men for en ung og super ekstrovert pige var det (næsten) det værst tænkelige scenarium. Om end var det min nye virkelighed, da jeg flyttede fra København til Aarhus i 2015.

Jeg var lige startet på et studie, men jeg havde endnu ikke fået den type venner, man bare laver god mad med, ser film med eller drikker sig fuld i rødvin med. Jeg havde kun nye studiekammerater, som alle virkede til at have langt mere travlt, end jeg selv havde i weekenderne.

De havde venner udenfor studiet, men jeg havde bare mig. Og den følelse var uvant og ubehagelig. Jeg husker stadig, hvordan en rastløs kriblen overtog min krop og mindede mig om, at jeg ikke var god til at være alene. At jeg faktisk aldrig rigtig havde været det.

Som en tung sky

Nogle uger forinden havde mit liv i København kørt i et højt gear. Med en stor omgangskreds, en familie, en ny kæreste og et arbejde, havde jeg nok at se til. Men pludselig sad jeg der i min nye lejlighed i en ny by på en lørdag aften med en portion indisk dahl og tænkte på, hvor alene jeg følte mig. At vi mennesker egentlig - i bund og grund - er alene. Følelsen af ensomhed trængte sig på, selvom jeg egentlig ikke helt vidste, hvad det præcist betød, for jeg havde aldrig været det.

Men jeg mærkede, hvordan en tung sky havde lagt sig over mig, og den var svær at få til at forsvinde denne aften. Jeg blev ved med at minde mig selv om, at ensomhed og det at være alene ikke var det samme. Det var to adskilte ting. Vennerne, familien og kæresten var der jo stadig, selvom de boede over 300 kilometer fra mig. Men det var følelsen af, at alle andre end mig havde noget at tage sig til, der forstærkede følelsen af ensomhed. De havde venner, men jeg havde ingen. Sådan føltes det i hvert fald.

Nyd alene-tiden

Siden den aften har jeg haft mange alene-aftener. Måske ikke så mange lørdage, men mange hverdagsaftener har jeg tilbragt i mit eget selskab. Og det har været lærerigt og nødvendigt. For de sidste to år har jeg lært at se film alene, lave mad alene, gå ind til byen og se på butikker alene – og sågar af egen fri vilje valgt at være alene nogle aftener - også selvom jeg nu er tilbage i København. Alene-aftenerne bruger jeg på at træne, se det program, jeg længe har villet se, lave god mad og gå tidligt i seng. Ting, som er gode for både krop og sind, og som får kroppen til at gå i fuldstændig dvale.

For mig har det været en sund proces at gå igennem (det ville være løgn at sige, at jeg ikke stadig kan føle den kriblende rastløshed, hvis jeg ved, at jeg ikke har nogle planer den kommende uge, men jeg prøver at lade være med at booke kalenderen helt op). Og jeg er overbevist om, at alle mennesker - særligt unge - har brug for at lære at være alene.

Med fare for at lyde som en dårlig coach, giver det en enorm styrke og ro at være alene med sine tanker. Bare at hygge om sig selv med sig selv uden at være afhængig af andres nærvær. Som ung i dag skal man konstant være på, og man føler altid, at man går glip af noget, hvis man ikke er med, når det sker, og hvor det sker. Men det gør man ikke. Faktisk aldrig. Og det har jeg lært, måske på den hårde måde, måske på den bedste måde. For ved ikke at have en ven eller kæreste i nærheden, blev jeg tvunget til at være alene og lære noget meget vigtigt (som jeg stadigvæk minder mig selv om): at alene ikke er det samme som at være ensom, og at selv en ekstrovert pige har godt af at være alene. Bare engang imellem.