Marie-Louise Bregendahl om løgne og singleliv

Her er den mest destruktive løgn, du fortæller dig selv om at være single

Frygten for at ende alene er én af de sværeste ting at indrømme over for os selv, mener ALT.dk's klummeskribent Marie-Louise Bregendahl.

Når dine venner og familie spørger dig, hvorfor du (stadig) er single, svarer du så ofte "det er fordi, jeg godt kan li´ at være single"?

Hvis ja, gør du det måske for at slippe for gode veninders velmenende råd om, hvordan du finder den helt rigtige – fordi lige præcis det råd virkede for dem.

Måske har du endda sagt det så mange gange, at du efterhånden faktisk tror det om dig selv... After all: Du elsker jo den frihed, du har hver dag!

Du behøver aldrig at forholde dig til, hvad kæresten har lyst til at lave i aften og indordne dig det.

Du kan altid være spontan, og du har masser af tid til dig selv.

Du møder masser af nye spændende mennesker og er ikke stuck med bare én.

Alt det kan jo sagtens være sandt nok– for der er bestemt mange fordele ved at være single. Det husker jeg tydeligt.

Men på samme tid mærker du måske også, dybt inde, en længsel efter at være sammen med den rigtige, som du kan dele dit liv med – både når det er sjovt, men også når det er knapt så sjovt.

Og du tænker på, hvorfor du mon bliver så ked af det, når ham du har set den sidste måneds tid siger, at han ikke er klar til et forhold. (hvilket vi jo godt alle sammen ved er løgn, hvis du havde været hans drømmekvinde).

At fortælle dig selv (og andre) at du bare elsker at være single, bliver derfor (til tider) din hjernes overlevelsesmekanisme, så du ikke føler for meget smerte.

Noget som tager toppen af ensomheden, følelsen af afvisning og tankerne, der kredser om "hvad er der galt med mig" og "finder jeg nogensinde den rigtige for mig" og "har jeg ikke gjort mig fortjent til kærlighed?”

Frygten for at ende alene er én af de sværeste ting at indrømme over for os selv - fordi vi ønsker at se os selv som stærke, uafhængige kvinder, som kan klare alting selv, ik?

Og det er du jo også – stærk og uafhængig altså. Men det er jo ikke ensbetydende med, at du ikke har lyst til at dele dit liv med den dejligste mand, vel?

At du gerne vil finde den rigtige person at dele dit liv medbetyder ikke, at du er svag – tværtimod, vil jeg påstå.

For helt ærligt, det kræver sgu en stærk kvinde at være i et parforhold, At turde at være sårbar, modig, overgive dig, indrømme at du tager fejl (sjældent selvfølgelig), at lytte, at vælge dine kampe, at vælge din mand til på ny hver eneste dag...

For det er jo dét et ligeværdigt parforhold er: Et dagligt tilvalg.

Så næste gang dine veninder velmenende spørger dig, hvorfor du stadig er single, så prøv lige at overveje din svar en ekstra gang. For dit svar skaber den virkelighed, du lever i fremover. Så hvis du insisterer på at fortælle andre og dig selv (også selvom det ikke er sandt), at du bare elsker at være single, så er det også det, du får endnu mere af i dit liv – singleness.

Dine tanker og dine ord skaber nemlig både den måde, du ser dig selv på, men også den måde en potentiel kæreste ser dig på. Og hvis du bare emmer af ”jeg har nok i mig selv” – ja, så virker det faktisk ikke særligt tiltrækkende.

Og det er jo lidt træls, hvis du i virkeligheden ikke ønsker at være alene.

Klummeskribent: Marie-Louise Bregendahl

  • Indehaver af RecreateYou, som tilbyder udviklingsforløb for singlekvinder, der ønsker at genfinde sig selv, inden de finder den rette.
  • Tilbyder personlige mentor-forløb, online-forløb og LIVE-gruppe-forløb

Læs mere HER og HER.

Har du noget på hjerte?

Send os en klumme-idé eller et udkast til en klumme, hvis du har noget, du ønsker at dele med alle vores læsere på ALT.dk.

Skriv til os på: tip@egmont.com