Kære veninder, jeg er bange for, at vi en dag glemmer at prioritere hinanden

Mange af mine veninder har kærester, de har været sammen med siden gymnasietiden.

Kærester, som de har boet med, siden adressen blev flyttet fra barndomshjemmet til storbyen, hvor jagten på en treværelses ejerlejlighed så småt er begyndt, og hvor man godt ved, at det ikke længere handler om tilfældighed, men planlægning, når der om lidt reklameres med familieforøgelse.

Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg synes, det er fucking fantastisk for jer.

Men jeg lyver heller ikke, når jeg siger, at det tynger mig at vide, at det har konsekvenser for vores venskab. At det snart ikke længere kan handle om spontane aftaler, rødvinsdrikkeri på en tirsdag og nøgenbadning ved daggry, hvor vi ter os tosset og skyder billeder til datingsider.

Og det kan jeg mærke, at jeg har svært ved at acceptere.

Jeg er stadig hende uden forpligtelser

Derfor kan jeg tit være uforstående overfor veninder, som ikke kan mødes fem minutter efter, at jeg har sendt dem en sms, men først kan presse mig ind to uger frem i kalenderen.

For jeg er stadig hende, som lejer sig ind på et 15 kvadratmeters værelse, som spiser aftensmad på farten, og som suser fra den ene kaffeaftale til den anden.

Uden forpligtelser og uden andre end mig selv at tage hensyn til, men med en lyst og et behov for at se mine veninder så meget som muligt.

Selvfølgelig har jeg forståelse for, at der kommer forpligtelser, som gør, at der kommer en tid, hvor vi ikke længere kan rende rundt i vores evige lyserøde teenagerus.

Også selvom jeg til tider ville ønske, at vi kunne.

Lyserød teenagerus og forpligtelser

Men at vi ligefrem skal parkere den og se tilbage på den som værende ’dengang’ synes ikke for mig at give mening. For hvem siger, at der ikke kan være plads til lyserød teenagerus blandt forpligtelser? Det handler om prioritering.

Og den fulde forståelse kommer nok først helt den dag, hvor jeg finder min kompagnon. Ham, der med sin naturlige gang, kommer til at frarøve mig noget af min tid. Men indtil da, så må jeg arbejde på at acceptere, at tiden og venskaberne forandrer sig, og at jeg ikke længere kan være mine veninders førsteprioritet, selvom de lige nu er mine.  

Så derfor øver jeg mig i at værdsætte den tid, jeg lige nu har med mine veninder.

Jeg øver mig i ikke at lade mig stresse over tiden, der snart indhenter os, og som skaber mindre tid til vores venskab, men husker i stedet at prise mig lykkelig.

Lykkelig over, at det stadig er muligt med sommerhusture iklædt pyjamas, hvor den første gin og tonic indtages til middag, og hvor vi alle ligger i ske og taler om kærlighed og karriere.

Lad os aldrig glemme hinanden

Så selvom jeg ville ønske, at jeg for evigt kunne bo klos op og ned ad mine veninder, så jeg kan knuse og klemme dem i tide og i utide, så prøver jeg at tage mine realistiske briller på.

Og når så jeg mærker, at det niver lidt i armen ved tanken om mindre venindetid, så husker jeg at holde lidt ekstra om dem.

For kære veninder, jeg er bange for, at vi en dag glemmer at prioritere hinanden. At vi glemmer at pleje vores venskab, og tanken om det får min mave til at slå knuder.

Så kan vi ikke med spyt i håndfladerne give håndtryk på, at vi aldrig glemmer?

At vi husker hinanden på, at vi trods kærester, ægteskab, logistik, bleer og fuldtidsarbejde finder tid til at poppe 'pagnen en fredag aften, dække vores øjenlåg med farverigt glimmer og danse til Lionel Richies nummer 'All Night Long'?

Også selvom vi bor med flere hundrede kilometers afstand fra hinanden.

Jeg lover, at jeg vil gøre mit for, at vi aldrig glemmer.