Bali

Kom med til eksotiske Bali

Bali er på størrelse med Sjælland, og ligesom her, er der stor forskel på øst og vest, syd og nord. Vil man på rundtur, er der derfor mulighed for at opleve alt fra turkist vand og bølger, man kan surfe på til irgrønne rismarker, kunsthåndværk, yoga og balinesisk massage, der er så billig, at du kan få én hver dag. For ikke at tale om maden…

Her skal du bo

Homestay

Vil du tæt på de lokale, skal du booke et homestay på Bali, hvor du bor hos en balinesisk værtsfamilie. Det vil give dig mulighed for at lære mere om balinesernes hinduistiske ritualer, som f.eks. de små ofringsæsker med blomster, ris og duftende røgelsespinde, der flere gange om dagen sættes frem for at holde guderne glade og dæmonerne væk. Nogle homestays tilbyder leje af scooter og hjælp til spændende opdagelsesture på Bali. Til morgenmad vil der ofte blive serveret bananpandekager, der kan være grønne, hvis de er tilsat saft fra havens grønne Suji-planter. En bungalow hos Nirwa Homestay i Ubud koster ca. 170 kr. per nat – inklusive grønne bananpandekager til morgenmad.

Nirwa Ubud homestay, Jalan Raya Campuhan, Ubud, Nirwaubudhomestay.com

Surf camp

Hvis du gerne vil lære at surfe på Bali, kan det være en god ide at bo på en surfcamp, som arrangerer daglig surfundervisning. Det skandinaviske firma Lapoint Surf Camps har to surf camps på Bali, en i Changgu på vestkysten og en i Balangan på det sydlige Bali. En uges ophold koster omkring 4.000 kr. og inkluderer både afhentning i lufthavnen, overnatning, morgenmad, 5 x surfundervisning og aftensmad sammen med de andre gæster. Begge steder har pool og forskellige typer værelser. Lapoint-værterne arrangerer udflugter og aktiviteter for gæsterne, og de kan også hjælpe med gode tips, hvis du vil udforske Bali på egen hånd.

Lapoint Surf Camp Balangan og Lapoint Surf Camp Canggu, Lapoint.dk

LÆS OGSÅ: Luksusparadis på den græske halvø Halkidiki

Det skal du opleve

Risterrasser i Ubud

Balineserne spiser nærmest ris morgen, middag og aften. Risene dyrkes på billed-skønne terrasser af mudret jord, der leder vand fra plateau til plateau. Mod små donationer til de lokale risbønder kan du gå på de smalle stier mellem risplanterne og knipse flotte fotos af de grønne risterrasser og palmetræer. Et unikt og virkelig smukt syn af Balis naturgrønne nuancer. Vi fandt en smuk rute tæt ved byen Ubud, der også kaldes Balis kulturelle centrum.

Tegalalang Rice Terrace, Jl. Raya, Gianyar

Solnedgang på vestkysten

For at komme til Bingin Beach på Balis sydvestkyst skal du gå ned ad smalle stier og store trappesten, indtil du pludselig står på en fin sandstrand med klippesten i havkanten, surfere, der rider på kæmpebølger og strandbarer med musik, kolde øl og kulørte drinks. Den lokale øl på Bali hedder Bintang og koster 15 kroner. På cafeen Kellys Warung på Bingin Beach er øllen inklusive første parket til surfernes tricks på bølgerne, og solnedgangens dans over Det Indiske Ocean.

Kellys Warung Cafe, Bingin Beach. Se mere ved at søge på navnet på Facebook.

Balinesisk massage

En hel times kropsmassage koster de fleste steder på Bali omkring 50 danske kr. En halv times skulder- og nakkemassage eller fodmassage kan fås for ca. 25 kr. Du kan vælge de lokale massagesteder med brikse og batikstof-forhæng eller et af de mere luksuriøse spatilbud i dertil indrettede huse til lidt højere priser. Tidsbestilling er ikke nødvendig. De fleste steder er det kvinder, der masserer, og de bruger olie med forskellige dufte, der virker afstressende, og får dig til at slappe fuldstændig af. På de mere turistede strande tilbyder robuste, lokale kvinder udendørsmassage på madrasser i strandkanten.

Surfing

Bali er et af de bedste steder i verden at fange bølger på et bræt og med de bedste surfforhold for både begyndere og professionelle. Hvis du vil se på de seje, skal du tage til Balis sydspids Uluwatu. Her bliver bølgerne flere meter høje, og surferne er dygtige, modige og flotte at se på. Rip Curl Surf School i Sanur tilbyder surfundervisning, hvor I sammen med instruktørerne sejler ud i en lille motorbåd til et rev, hvor I hopper i havet med surfboards og kan fange bølger i begyndervenlige størrelser. Husk masser af solcreme på især benene, der ligger i vandoverfladen, når du padler ud på surfboardet, og tag helst en langærmet, solbeskyttende T-shirt på for ikke at blive forbrændt.

Yoga

Bali rimer på meditation og yoga. Der findes flere yogastudier rundt om på øen. Et af de populære og større steder er The Yoga Barn i kulturbyen Ubud. Det er et slags yogaresort, hvor du også kan booke overnatning og længerevarende yoga-ophold. The Yoga Barn ligger fredfyldt i grønne omgivelser og har egen juicebar og cafe med økologiske varer. En times yogaundervisning på første sal i en stor træbygning koster omkring 65 kr. Morgen-yogaholdet begynder kl. 7, og det sidste hold ruller yogamåtterne ud kl. 20 om aftenen.

The Yoga Barn, Jl. Raya Pengosekan, Ubud, Theyogabarn.com

LÆS OGSÅ: Guide til det cool Californien

Her skal du shoppe

Nyt badetøj

Hos den australskejede Drifter Surf Shop i det sydlige Bali finder du de nyeste trends inden for badetøj. Priserne er på niveau med danske butikker. En bikini fra Drifter Surf Shop kan godt koste 600 kr., men mærkerne er ikke nogle, du finder hvor som helst. Butikken har sin egen cafe med lækker kaffe, kolde danskvand og kager. Drifter Surf Shop sælger også farverige surfboards af mærket Chili, sommertøj, yogamåtter, solbriller og bøger.

Drifter Surf Shop & Café, Jl. Kayu Aya, Badung, Driftersurf.com

Indonesisk brugskunst

Især butikkerne og markedet i Ubud kan få indholdet i din hjemrejsebagage til at vokse. Langs gaderne Jl. Hanoman og Jl. Monkey Forest i Ubud, Balis bedste souvenir- og kulturby, finder du modebutikker, kunsthåndværk, batikstof, saronger, souvenirs, malerier, buddhaskulpturer og smykker. Markedet i Ubud har farverige souvenirs og en lidt hektisk turiststemning i det varme, fugtige klima, men du kan gøre en god handel, hvis du forhandler om prisen. Der er god mulighed for at få sjove sager med hjem til familien eller boheme-brugskunst til boligen, der vil minde dig om ferien på Bali.

Ubud Market og gaderne Jl. Hanoman og Jl. Monkey Forest, Ubud

Kom godt omkring (med scooter)

Hvis du tør, er en scooter helt klart den nemmeste måde at komme omkring på, medmindre du skal langt. Du kan også leje en cykel, men scootere er det mest udbredte, og der er en del bakker og gloende hedt, så vindmodstanden er en fornøjelig afkøling i den fugtige varme. En scooter kan lejes for omkring 35 kr. for en hel dag. Det er nemt at tanke benzin fra de glasflasker, der er opstillet ved lokale kiosker langs vejene. En tank kan fyldes for 10 kr. Husk altid hjelmen, når du kører på scooter. Bali er et af de lande, der har flest scooteruheld på statistikkerne, så pas på i trafikken. Der er masser af taxaer på Bali, og i nogle områder også Uber-biler, som er den billigste løsning. Aftal pris med taxachaufføren, inden I kører, eller vær sikker på, at der bliver kørt efter taxameterpris. På nogle strækninger kan der være trafikpropper, så tag af sted i god tid, hvis du skal mod lufthavnen.

LÆS OGSÅ: Tag på kulinarisk eventyr i bountyparadiset

Her skal du spise

Cool cappuccino og cheesecake

Nogle gange trænger man bare til en virkelig god kop kaffe, latte eller cappuccino, og det kan du få hos Bukit Café. En rolig oase af træmøbler, behagelig musik, velduftende kaffebønner, uimodståelig cheesecake, sunde salater og kokosnødder. Du kan snildt bruge en times tid her i godt selskab, med en bog eller benytte cafeens gratis wi-fi til at lægge dagens feriefotos på facebook.

Bukit Café, Jalan Labuan Sait, Pecatu, Bukitcafe.com

Friskpresset juice og smoothies

Bali er et mekka for juiceelskere. Navngivningen er ofte opfindsom som f.eks. juicen Unbeetable, der indeholder friskpresset rødbede, agurk, gulerod og selleri. Menukortet byder på både vestlige og balinesiske retter hos cafeen Kafe i Ubud. Deres Meg's Big Salad Bowl med tofu-crunch og tahini-citron-dressing kan anbefales. Kaffen er også god, og der er både borde indendørs og udendørs.

Kafe, Jl Hanoman 44, Ubud. Se mere ved at søge på navnet på facebook.

Byg selv-burger

Efter mange dage med risretter kan det være dejligt at sætte tænderne i en burger. Hos OmBurger i strandbyen Padang Padang kan du sammensætte din egen burger. Du vælger først, om bollen skal være med kokos, rødbede eller noget helt tredje, derefter kød, kylling eller vegetar, fyld og dressing.

OmBurger – Superfood Burgers, Jl Melasti 432, Padang Padang. Se mere ved at søge på navnet på facebook.

Balinesiske risretter

Balinesisk mad består som regel af ris med grøntsager, kylling og stærk sovs med peanutbutter. Prøv vegetarretten Gado Gado med dampede grøntsager, ris, tofu og peanutbutterdressing eller Nasi Campur, der er en dekorativ tallerken med smagsprøver af indonesiske fisk og kødretter. Nogle steder serveres de hvide ris i et kræmmerhus af bananblade. Og hvis du kan lide maden, kan du sige "bagus", som betyder god! Sunde og lækre risretter fås på de fleste restauranter i Bali, men omgivelserne er særligt hyggelige hos Cashew Tree i Bingin, hvor der torsdag aften også er livemusik.

Cashew Tree, Jalan Pantai Bingin, Pecatu. Se mere ved at søge på navnet på facebook.

12 varme smagsprøver

På små – og ret turistede – kaffeplantager kan du smage balinesisk kaffe og te. Ofte hele 12 forskellige slags. Prøv citrongræste, stærk rød ingefærte, sød kokoskaffe og bitter balinesisk kaffe. Den særlige luwak-kaffe er opkaldt efter de små desmerdyr, der spiser røde kaffebønner og giver dem en bearbejdning i deres maver, der skulle gøre kaffesmagen ekstra god. Bedøm selv. De desmerdyrfordøjede kaffebønner bliver selvfølgelig renset, inden de bliver ristet, malet og brygget til den eksklusive kaffe. Balinesisk mangostante er sød som jordbærte. Tepulveret er lavet af mangostanfrugten, der er på størrelse med en klementin. Skallen er lillabrun, og frugtkødet hvidt. Balineserne tror på, at mangostan også virker forebyggende mod aldring, depression og udslet.

Luwak Coffee Abian Subak Agrotourism, Jin Raya Uluwatu, Pecatu. Se mere ved at søge på navnet på facebook.

Dans under stjernehimlen

Single Fin ligger på Balis sydlige klippeskråning i Uluwatu med udsigt over et af verdens bedste surfspots. Om dagen kan du spejde ud over striberne af bølger, der kommer rullende ind på lige linjer og de surfere, der fanger dem det helt rette sted og suser af sted på deres surfboards lige foran bølgebruset. Om aftenen forvandles Single Fin til en natklub med flere dj's og dansegulv, som bliver fyldt op med surfere, turister og lokale i dans under stjernehimlen. Priserne er skruet op, og betjeningen ikke den venligste, men beliggenheden og udsigten er fænomenal til drinks i solnedgang, og en party night på Single Fin er lidt af et must, når man besøger Balis sydspids.

Single Fin, Jalan Mamo, Uluwatu, Singlefinbali.com

Kom godt til Bali

Fly fra København til Denpasar lufthavnen på Bali koster 6-8.000 kr. med mellemlanding i Dubai, Doha, Bangkok eller Singapore. Flyveturen tager i alt omkring 17 timer. Flyver du fra Billund lufthavn er der som regel en ekstra mellemlanding i Amsterdam, Frankfurt eller København, og rejsetiden kommer op på omkring 19 timer. Lapoint Surfcamp henter dig i lufthavnen, og de officielle taxaer er ganske sikre at tage, hvis du skal til et hotel eller homestay.

LÆS OGSÅ: Familieferie til Sri Lanka: Bountystrande, frodig natur og fornyet energi

LÆS OGSÅ: Tag med til farverige Marrakech

LÆS OGSÅ: Her får du mest sol for pengene