Mads Holgers kæreste: Kærligheden er en drabelig affære

Mads Holgers kæreste: Kærligheden er en drabelig affære

Hun er kæreste med en af landets mest kontroversielle personligheder, men selv foretrækker hun at holde fokus på sin kunst. Mød Mads Holgers kæreste.

Mads Holger er blandt andet kendt for at arrangere jetsetrejser til Istanbul og for at være klædt i jakkesæt og pudsede sko med unge, elegante kvinder ved sin side, og senest har han erklæret, at han stiller op som folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. Og så har han fået en kæreste. Hun hedder Kathrine Maria Amann og er dramatiker og litterat.

Hvor Mads Holger er i rampelyset med daglige ytringer på Facebook og blogs, hører man ikke meget fra hende. For nylig gjorde hun dog en undtagelse i et blog-interview med Sara Samucha, som er Eurowoman-blogger.

"Det er en udfordring (at tale i pressen), da jeg selv er et forholdsvist privat menneske. Jeg har skullet lære ikke spontant at dukke mig, når kameraet kommer," siger hun.

LÆS MERE: Derfor skriver han ikke tilbage til dig

Selvom hun nu deler sine tanker om moderne kvinder, kærlighed og parforhold i interviewet, så er det stadig meget sparsomt, hvad hun fortæller fra sit personlige liv. Netop Mads Holgers private liv er mange også interesserede i at høre om, siger Kathrine Maria Amann.

"Han smider ikke straks habitten og finder den lilla kondidragt frem, når han kommer hjem. Men vi lever ikke desto mindre nok et langt mere roligt liv, end de fleste tror," siger hun.

Interviewet melder ikke noget om, hvorvidt Kathrine Maria Amann også selv er konservativ, men hun lægger vægt på, at man generelt skal gøre sig umage i parforhold.

"Som en god grundregel må man forpligte sig og gøre sig umage i alle livets forhold," siger hun.

"Kærligheden er i denne henseende en kampplads, en drabelig affære, hvor den største smerte men også den største lykke er at hente. Parforholdet er et valg – et smukt valg – men aldrig en eksistensberettigelse."


Trods den glamourøse livsstil Mads Holger blandt andet er kædet sammen med, har han i tidligere portrætartikler fortalt, at han er vokset op under beskedne kår, at hans far begik selvmord, og at han voksede op alene med sin mor. Da han var i sine 20'ere fik han selv klinisk depression.

Han har, som de fleste andre, flere lag end man først ser, fortæller Kathrine Maria Amann.

"Han er særdeles samvittighedsfuld og idealistisk. Han holder, hvad han lover. Og faktisk besøger han sin højtelskede bedstemor på plejehjemmet næsten dagligt," siger hun.

"Han bliver nok ikke begejstret for denne afsløring, men han har en næsten sentimental side. Det er under alle omstændigheder ikke kedeligt at kende Mads Holger. Der er altid et eventyr lige i nærheden."

Du kan læse hele blog-interviewet her.

LÆS MERE: Mads Holger: Den politiske korrekthed vidner om vores tabte fællesskab

LÆS MERE: Festens bagmænd: En klubejers bekendelser

LÆS MERE: Læs de bedste Mads Holger-tweets