Her er 8 hovedværker i det moderne gennembrud, hvor kvinderne fik hovedrollen

Moderne. Ordet bliver brugt i flæng, og alt for mange genstande smykker sig med det. Men moderne er ikke kun, hvad Chanel sætter i vinduerne, hvad Demna Gvasalia har gjort ved Balenciaga eller det, du finder i Man Repellers feed. Begrebet dækker over et nybrud dansk ånds- og kulturliv fra 1870-1890, som banede vejen for, at vi i dag kan diskutere med et større frisprog, tør udfordre gængse kønsstereotyper og ser det som selvindlysende, at kvinder må stemme, gå uden korset, tale højt og skrive frit.

Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871 og løftet frem af tidens fritænkende kræfter, hvor nye alliancer blev dannet mellem bønder og intellektuelle i Det Forenede Venstre samtidig med, at arbejderne mødtes under socialismens faner. For det var ikke kun økonomi og markedskræfter, der blev sat fri, da Grundloven blev vedtaget i 1849. Det var også sindet, der ikke længere ville underkaste sig de romantiske idealer i litteraturen, den kristne enhedskultur og ægteskabets konformitet. Det moderne gennembruds hovedfigurer var Brandes-brødrene Georg og Edvard, og hvor den første havde blikket og tanken rettet mod kunst og intelligens, fokuserede den anden på politisk debat og ytringsfrihed. Begge skabte de debat. Georg med sine forelæsninger, der siden blev omsat til bogformat, og Edvard, der etablerede Dagbladet Politiken med Viggo Hørup.

Her er 8 hovedværker i det moderne gennembrud, hvor kvinderne fik hovedrollen

Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur (1871)

Georg Brandes var det moderne gennembruds bad boy og nøglefigur i Danmark. Han var lige dele rebel og renæssancemenneske, og hans hovedværk, Hovedstrømninger i 19. Aarhundredes litteratur, var en opsang til samtidens åndsliv. Synspunktet var, at vores gudfrygtige og ensrettede kultur var en begrænsning for den udvikling, som en langt friere tanke ville kunne sætte i gang. Mennesket skulle ikke være Guds tjener. Vi skulle tage vores frihed på os, følge vores fornuft og stole på videnskaben frem for intuitionen. Og vi skulle tage ansvar: for vores lykke, vores fremtid og samfundets fremskridt. Georg Brandes ville frisætte den dogmatiske livsstil, borgerne var underlagt, og derfor stillede han spørgsmålstegn ved de vedtagne normer og herskende autoriteter. Var ægteskabet en lykke eller en plage? Og hvilke svar kunne Bibelen overhovedet give mennesket? Brandes efterlyste litteratur, der turde sætte gang i debat og stridighed, men som også var realistisk og oplysende. Han bifaldt Darwins evolutionsteori, der satte survival of the fittest over Faderen, Sønnen og Helligånden og hyldede alle de forfattere, der turde strippe deres sprog for ordgejl og beskrive verden med en ingeniørs sans for analyse og en kirurgs fornemmelse for rene snit.

Et dukkehjem (1879)

Selv om Et dukkehjem blev skrevet af den norske dramatiker Henrik Ibsen, blev teaterstykket udgivet på Gyldendal i december 1879, og samme måned blev det opført på Det Kongelige Teater i København. Stykket er et af de mest læste og internationalt analyserede tekster, fordi det tematiserer hele periodens vigtigste emner som social konformisme, frisind, det personlige valg og særligt det spirende kvindelige oprør og den feministiske bevægelse. Historiens hovedperson er den idealistiske, men økonomisk udfordrede sagfører, Torvald Helmer, og hans hustru, Nora, der er langt mere frisindet og foretagsom, end hendes position som husmor giver hende plads til at udfolde. Hun bringer familien i en gældsklemme hos den nederdrægtige jurist Krogstad for at redde Helmers skrantende helbred på et dyrt kurophold. Skæbnen vender op og ned på familiens lykke, men ikke på Noras stålsatte sind. Hun nægter at undskylde for sine handlinger, når de er motiveret af nødvendighed, og hun afstår fra at anerkende sin mands selvudråbte status som familiens moralske overhoved i det dukkehus, han kalder deres hjem. Vi kan takke litterære figurer som Nora for, at kultureliten opdagede vigtigheden af ligestilling og stillede spørgsmålet: Hvor gik Nora hen, da hun gik ud?

Stuk (1887)

Det forlorne og det kantede, det krukkede og det kønsoverskridende. Hvis der er én, der bar betegnelsen moderne – og gjorde det med stil – var det Herman Bang. Han var hverken fan af Brandes eller hans kulturpolitiske besværgelser, men han var begejstret for fritænkernes dagsorden, der gav litteraturen nye kunstneriske muligheder og plads til hans egen forfulgte og latterliggjorte person. For Herman Bang var homoseksuel, fintfølende og forfængelig og forfatter og journalist med sans for impressionisme og sensitive menneskeskildringer. Det er Ved Vejen, en lang novelle eller kort roman, der fremhæves som hans hovedværk. Den er en tour de force i hans stærkeste virkemidler: at belyse indre begær og mismod gennem ydre beskrivelse, at lade de vigtigste pointer være usagte (og uforløste) og hans nærværende og empatiske beskrivelser af kvindens mest intime følelser – uden at skrive et eneste direkte ord om, hvad hun tænker. Men Eurowomans stilsikre læsere bør alligevel starte et anderledes saftigt og frydefuldt sted: med romanen Stuk, der med bidende ironi beskriver storbylivet og dets excentriske beboere før og efter en højkonjunktur med stillen sig an og gøren sig til. Hos Bang tog man hverken selfies eller mødtes på Chateau Motel. Men den tids kulturmarkører som champagne, ornamentering, nye penge og gammel grådighed levede vellystigt side om side med socialt mismod og misundelse. Sounds familiar? Bang spidder (uvidende) vor tids største laster: narcissisme, grådighed og selviscenesættelse, så lad iPhone, iPad og alle de andre digitale sutteklude få fred, og dyk ned i Bangs ord – de giver dig mere stof til eftertanke end noget nutidigt medie.

Lykke-Per (1904)

Henrik Pontoppidan har skrevet skabelonen til forståelsen af den moderne helt og den ultimative dannelsesroman. Født ud af en jysk præstefamilie – naturligvis! – flytter hovedpersonen Peter Andreas Sidenius til København for at forsøge sig som lykkens Per. Han skærer alle bånd til familien og lægger afstand til de kristne dogmer og dyder for at uddanne han sig til fremskridtets mand, ingeniøren. Per har store tanker for fremtiden og om eget potentiale. Lykkeridderen vil forbinde de jyske søer og øer, han vil finde en rigmand til at finansiere sit projekt, og han vil gifte sig op og ud af den plads, han tilhører i det københavnske hierarki – gerne med Jacobe, romanens kvindelige, og egentlige, heltinde. Men kan man løbe fra sin fortid, og skal man overhovedet det? Sproget er måske nok gammeldags, men de tanker, romanen sætter i gang er mere relevante end nogensinde: Hvor meget kan vi skabe os selv i vores eget ideelle billede, og hvornår bliver det til skabagtig forstillelse, når vi forsøger? Orker du ikke at kæmpe dig igennem de otte bind, som originaludgaven fylder, så send en kærlig tanke til Bille August, som har filmatiseret den opbyggelige historie, så du kan suge den personlige dannelse til dig med fjernbetjening i stedet for en hardback i hånden.

Constance Ring (1885)

Norske Amalie Skram fik ikke den anerkendelse i sin samtid, som hendes mandlige forfatterkolleger nød, men er en afgørende figur i det moderne gennembrud, fordi hun levede et usædvanligt produktivt liv, hvor hun skrev mere end 20 bøger, men også blev skilt (uhørt!) hele to gange (vanvid!), kom på den danske finanslov (et kvindfolk?!) og måtte indlægges på et sindssygehospital. Hendes debutroman, Constance Ring, beskriver kvindens placering i overklassens ægteskabelige institution som et sandt inferno. Uden rettigheder, frihed til at arbejde eller plads til selvstændig tænkning, men også underkastet mænds tilgang til kærlighed, der er knyttet til seksualitet og ikke til ånd. Hovedpersonen skuffes i alle de tre kærlighedsforhold, hun indleder, og tager livet af sig selv. Amalie Skram perfektionerede den naturalistiske stil, hvor alt skønmaleri er skrællet væk. Tilbage står de nøgne realiteter, uden falske løfter om håb eller forandring i sigte, og hun blev en af de kvindelige stemmer, der med sine ægteskabsromaner viste det forlorne ved fortidens romantiserede ægteskabsidealer.

Pengar (1885)

Den svenske forfatterinde Victoria Benedictsson skrev som en mand under pseudonymet Ernst Ahlgren, men hendes tematikker var gennemført feministiske. Hun yndede ligesom sine samtidige den naturalistiske skrivestil uden eufemismer eller formildende omstændigheder, når hun skrev om ægteskabsproblemer og kvindens ret til frigørelse. Debutromanen Pengar er hendes vigtigste bidrag til det moderne gennembruds litteratur. Her påpeger hun uretfærdigheden i, at kvinder blev bortgiftet, når de var 16 år, men først blev myndige, når de var 25. Manden derimod var myndig som 21-årig og kunne gifte sig med en ung pige, som dermed mistede sin myndighed til ham. I ægteskabet havde hun hverken ret til eller råderum over sin egen økonomi eller boligsituation, og hun kunne ikke ansøge om skilsmisse. Hun var mandens åndelige og materielle ejendom og kunne kun gøre oprør ved frigiditet. Manden ejede nok sin kvinde, men han kunne ikke styre hendes stærkeste magt: begæret.

Niels Lyhne (1880)

J.P. Jacobsen kunne ikke alene tage æren for at være Darwins første danske oversætter. Han var også selv forfatter til flere af det moderne gennembruds vigtigste værker, herunder romanen Niels Lyhne, hvor han stillede et af tidens mest kontroversielle og omdiskuterede spørgsmål: Kan mennesket føre en lykkelig tilværelse uden Gud i centrum? Er ateismen menneskets redning eller vores forbandelse? Romanen følger Niels Lyhnes liv, hvor centrale temaer som erotik, frisind, tro og tvivl knytter sig til de fire kvinder, der er vigtigst i hans liv: hans smukke mor Edele Lyhne, den frigjorte Tema Boye, den elskede Fennimore og endelig hans unge hustru Gerda, der i loyalitet over for sin husbond prøver at fornægte Gud, men alligevel bliver forenet med sin barnetro på dødslejet. J.P. Jacobsens bog er blevet fremhævet som en af de smukkest skrevne romaner fra den moderne periode, og hans enestående sans for sproglige finesser fornemmes på hver en side. Han brugte fire år på at skrive den, og eftertiden har kvitteret for hans omhu ved at kanonisere romanen og fremhæve forfatteren som en af de vigtigste danske forfattere nogensinde.

Clara Raphael. Tolv Breve (1850)

Forfatter Mathilde Fibiger bliver ofte betragtet som den første danske kvindesagsforkæmper, og det kan hun takke sit debutværk Clara Raphael. Tolv Breve for. En delvist selvbiografisk bog, som hun udgav som blot 20-årig. Her beskrev hun en egenrådig og modig ung guvernante, hvis ideer om kvindens ret til selvstændighed ikke blev bifaldet af lokalbefolkningen. Det opildnede Clara Raphael yderligere, og hun gjorde derfor kvindeemancipation til sit livsprojekt. Johan Ludvig Heiberg havde skrevet bogens forord, men da den skabte furore i det danske åndsparnas, Clara Raphael-fejden blev den kaldt, forsvarede han ikke den unge Fibiger. Støtte fandt hun til gengæld andre steder. Særligt hos såvel enkedronning Caroline Amalie og den daværende finansminister C. E. Fenger, der hjalp hende økonomisk. Dansk Kvindesamfund anså Mathilde Fibiger som deres åndelige foregangskvinde, og de inviterede hende ind som medlem i 1871. Næsten hundrede år senere ærede de den ukuelige forfatter igen ved at indstifte en pris, Mathildeprisen, opkaldt efter hende i 1970. Den går til kvinder, mænd, organisationer og virksomheder, der arbejder målrettet for ligestilling mellem kønnene.