En læser fortæller: "Jeg blev tvunget til at indberette min søster"

Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.

Min lillesøster, Katrine, har altid levet i lidt af en drømmeverden. Helt fra barnsben havde hun en klar forestilling om, hvordan hendes liv skulle udforme sig: Stort romantisk bryllup med drømmemanden, idyllisk landsted, tre børn og også meget gerne hunde, katte og høns.

Hun forestillede sig også, hvordan de skulle være selvforsynende; hun skulle stå i køkkenet og bagte og sylte, mens børnene læste lektier ved køkkenbordet.

Jeg selv var helt anderledes. I mange år vidste jeg ikke engang, om jeg havde lyst til at få børn. Jeg anede ikke, hvilken retning mit liv ville tage. Af og til, især i svære perioder, kunne jeg mærke et stik af misundelse over, at min lillesøster havde alt planlagt og vidste præcis, hvad der skulle til for, at hun kunne blive lykkelig.

Læs også

En læser fortæller: "Arven måtte ikke skille os ad"

Langt hen ad vejen gik Katrines drømme i opfyldelse: Hun mødte Mads som 20-årig, og allerede året efter blev de forlovet. Deres bryllup blev da også storslået med mange gæster, fornem mad og de smukkeste lokaler. De var ganske vidst begge studerende på det tidspunkt og måtte derfor både låne penge i banken og af vores forældre, men det tog de ikke så tungt. De var unge og havde mange år til at betale tilbage i. Gift blev man derimod kun én gang, som min søster sagde.

Bare et par måneder efter brylluppet blev Katrine gravid med Asta. Jeg var ovenud lykkelig over at skulle være moster, men også en smule bekymret. For kunne min søster og Mads klare både at blive færdige med studierne og være forældre? Men min søster veg ikke fra sin plan, og da Asta fyldte to år, flyttede de fra deres lille lejlighed til en gammel gård ude på landet. Det betød ganske vist, at de begge fik 45 minutters kørsel til deres job, men det mente de bestemt ikke blev noget problem. Samtidig kunne Katrine fortælle, at barn nummer to var på vej.

Jeg selv havde netop fået en sød kæreste, og vi overvejede at flytte sammen. Først ville vi dog spare sammen til en rejse til Peru.

Det var, da vi kom hjem fra den Peru, at jeg første gang bemærkede, at tingene var begyndt at gå skævt hos min søster. Katrine var højgravid, og projektet med at sætte gården i stand, haltede gevaldigt. De frøs derfor om vinteren, det regnede ned igennem det stråtækte tag, og de bøvlede med at få ejerskifteforsikringen til at dække fejl ved afløbene. Det betød, at hele huset tit stank af kloak.

Der var langt fra den idylliske drøm til den barske virkelighed. Min søster formåede dog alligevel at lukke øjnene for det og fortalte glædestrålende, at alt – næsten - gik efter bogen. Mads ville tage ekstra vagter, så de kunne tjene penge til håndværkerne. De skulle hurtigt få styr på gården.

Min kæreste og jeg gav også selv en hånd med oprydningen. Den gamle lade var aldrig blevet tømt efter de forrige ejer, og det tog en hel weekend med hårdt arbejde at få nogenlunde styr på den. Så var det hele måske lidt mere overskueligt, når barn nummer to meldte sin ankomst.

Efter Sigurds fødsel begyndte det hele dog at sejle endnu mere. Katrine havde fået en slem bækkenløsning sidst i sin graviditet og kunne ikke klare ret meget fysisk arbejde. Med to små børn, en mand, der arbejdede 50 timer om ugen og desuden havde langt til sit job, blev der nu aldrig ryddet op hjemme ved dem. Det flød med rod, skrald og vasketøj overalt. Renoveringen havde de glemt alt om.

Læs også

Jeg bliver konstant svigtet af min veninde

Vores mor stod for mange praktiske gøremål hos dem i ugens løb, mens jeg også selv prøvede at hjælpe. Det var dog svært, når min søster stadig klistrede sit drømmende smil på og påstod, at alt var, som det skulle være. Også selvom Asta ikke trivedes i børnehaven. Pædagogerne sagde, at hun var bagud i sin udvikling. Jeg havde en stærk fornemmelse af, at der slet ikke var tid til at tage sig af den lille pige.

Alligevel blev Katrine gravid med nummer tre. Mads havde ellers flere gange slået fast, at det ikke skulle være nu, men hun ”glemte” at tage sine p-piller.

Halvvejs i graviditeten blev Katrine så ramt af en depression. Hun ville dog ikke tage imod hjælp, men lå bare i sengen det meste af dagen, selvom både jeg, hendes veninde og vores mor prøvede at få hende af sted til både læge og psykolog. Hun holdt fast i, at de havde det godt, og at det her bare var en lidt svær periode. De skulle nok klare sig, alt gik jo efter bogen.

Jeg havde enormt ondt af min søster, men kunne også mærke en stigende vrede komme snigende. For hvorfor kunne Katrine ikke bare indrømme, at livet på gården alligevel ikke var drømmen? Hvorfor fik hun ikke den hjælp, hun havde brug for? Hvorfor tog de sig ikke af de to børn, de havde i forvejen, i stedet for at få endnu en lille i huset?

Da Anton kom til verden, ramlede alt. De to ældste børn kom ikke længere i institution, de fik ikke nyt tøj, men gik rundt i tøj, der både var for småt og hullet. Når jeg passede dem hjemme hos os, var de både beskidte, sultne og helt umulige. De græd og sloges en stor del af tiden eller sad paralyseret foran fjernsynet. Det værste var næsten, at de ingen venner havde. Samtidig var de ikke aldersvarende i hverken sprog eller motorik.

Mads begravede sig i sit arbejde og virkede altid totalt fraværende. Jeg prøvede at tale med ham mange gange, men han var alt for konfliktsky og undveg at se problemerne i øjnene. Vores mor græd, hun kunne ikke længere holde til at være barnepige, rengøringskone og kok for familien.

Samtidig fandt jeg ud af, at min søster og Mads skyldte både banken og vores forældre mange penge. Ikke engang gælden for drømmebrylluppet havde de fået ud af verden. Alligevel insisterede Katrine stadig på, at alt var, som det skulle være. Det, selvom hun lå i sengen det meste af dagen og ikke kunne tage sig af hverken børnene eller huset.

Læs også

Min dovne svigerdatter ødelægger vores søn

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Selvom vi hjalp til alle sammen, havde vi også selv en hverdag at passe. Desuden var der intet, der tydede på, at det ville blive bedre – tværtimod. Og eftersom børnene jo ikke kom af sted i institution, kunne ingen andre voksne se, hvor slemt det faktisk stod til. Jeg havde svært ved at forstå, hvordan min lillesøster var endt der. Indimellem tænkte jeg over, om det bare var mig, der ikke forstod, hvordan livet med børn (også) kunne være, men min mavefornemmelse fortalte mig alligevel gang på gang, at noget her slet ikke var, som det burde være.

Jeg talte med min gode veninde om det. Hun er folkeskolelærer og kender en del til børns trivsel. Hun var slet ikke i tvivl, men sagde:

"Jane, hvis du ikke kan overbevise dem om at gøre noget lige nu, bliver du nødt til at indberette dem. De børn har det jo tydeligvis forfærdeligt."

Indberette min egen søster? Det kunne jeg da ikke! Sådan var min første reaktion. Alligevel gik jeg på nettet og læste dels om mulighederne for det, dels i hvilke situationer det kunne blive nødvendigt. Jeg fandt også ud af, at jeg faktisk havde pligt til at reagere.

Til sidst blev jeg nødt til at tage mit livs måske sværeste beslutning: Jeg ringede til kommunen og indberettede dem. Jeg kunne ikke holde ud at se min nevø og niecer blive forsømte. Jeg kunne ikke holde ud, at min søster og hendes mand var umulige at råbe op, og at alle omkring dem betalte prisen. De blev nødt til at indse, at det havde brug for hjælp.

Og heldigvis kom hjælpen. Man hører jo så mange frygtelige historier om, hvordan børn bliver tvunget væk fra deres mor og far, selvom de egentlig er kærlige og gode forældre, der bare trænger til en håndsrækning. Det kom heldigvis slet ikke på tale her. Min søster og hendes mand fik den hjælp, de havde brug for – både i form af aflastning og forældrerådgivning.

Læs også

En læser fortæller: Pludselig så jeg min barndom i et helt andet lys

I første omgang tog indberetningen forståeligt nok meget hårdt på min søster. Jeg havde gjort det anonymt, ingen vidste, det var mig. På den ene side føltes det ret fejl, på den anden side vidste jeg, at Katrine aldrig ville have tilgivet det. Og der var ingen grund til at sætte vores forhold over styr.

Hun græd og skældte ud: Der var intet galt med deres familie, de havde bare været igennem en hård periode. Hvad var der for nogle idioter, der havde anmeldt dem? Her trådte Mads heldigvis til og fik på sin forsigtige måde sagt, at de måske godt kunne bruge hjælp til at få styr på hverdagen. Måske skulle de ikke så meget se det her som en kritik, men mere som en mulighed for at komme ovenpå igen.

Mads og Katrine endte med at sælge gården og flytte i et lille rækkehus tæt på Mads’ arbejde. For Katrine var det både en stor sorg og en stor lettelse. Hun gav slip på sin mangeårige drøm, men fik til gengæld en hverdag uden et uoverskueligt husprojekt samt en økonomi, der sejlede. Alene det gjorde det nemmere for hende at komme ud ad sengen. Børnene begyndte i vuggestue og børnehave.

I dag er min søster stadig ikke tilbage på arbejdsmarkedet, men planen er, at hun snart skal begynde i en deltidsstilling. Kommunen har haft deres sidste besøg hos familien, og både Katrine og Mads har fundet fred med, at de havde brug for et skub for at komme videre.

Vigtigst er det, at børnene igen har det godt. De har faktisk forandret sig fuldstændig. De griner igen, leger og har fået venner. Så selvom det var grænseoverskridende at melde sin egen søster, er jeg ikke i tvivl om, at jeg gjorde det rigtige.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.