Linda: ”Jeg troede, det værste ville være at miste håret”

Artiklen blev oprindeligt publiceret 1. oktober 2014 - 12. juni 2015 tog vi en snak med Linda for at høre, hvordan det går i dag. Læs hendes opdatering i bunden af artiklen.

September 2014

Linda lægger sig på briksen. Hun kan mærke sit hjerte hamre derudaf. Hun er nervøs. Tænker på dengang, hun lå her for knap et år siden. Dengang hun troede, at hun bare skulle have at vide, at det var en fedtknude, hun have mærket som en lille kugle i sit højre bryst. Dengang håret var langt og lyst, og hun aldrig rigtig havde skænket sit helbred en tanke.

Mange ting kan nå at ændre sig på et år.

For et år siden

Linda var 24 år gammel. De kunne ikke konkludere noget ud fra de første undersøgelser på Rigshospitalet, og først da resultaterne af biopsien kom en uge efter, fik Linda svar på, hvad det var, hun pludselig havde mærket en tømmermændsdoven søndag på sofaen en måned forinden. Sammen med familien sad hun klar til at få svaret af lægen.

- Jeg husker, at jeg prøvede at gennemskue min læges ansigtsudtryk, ligesom jeg havde gjort en uge før til ultralyd og mammografi. Lægen så alvorlig ud, men jeg regnede med et klart svar med det samme om, at knuden ikke var noget at bekymre sig om, siger Linda Rogberg til Eurowoman.dk.

"Knuden er desværre ondartet, det er en kræftknude," sagde lægen og afbrød tankestrømmen. Linda lyttede. Tænkte, at hendes liv aldrig ville blive det samme. Tårer var der ingen af.

- Jeg troede bare, de skulle fjerne knuden, og det var dét, men da hun nævnte efterbehandling, måtte jeg afbryde og spørge ind til det. Og da hun nævnte ordet kemo, brød jeg sammen. Jeg tænkte på, at jeg ville miste mit lange hår. Lige der, troede jeg, det ville blive det sværeste. Nok fordi det var det mest håndgribelige. På den ene side bliver man pisse bange for, at man ikke kan blive helbredt, og på den anden side prøver man at forholde sig til "lettere" og mere håndgribelige ting, som at miste håret. Jeg gruede rigtig meget for at blive skaldet, men at skulle acceptere, at man har en livstruende sygdom, er det som har været sværest for mig. At skulle acceptere, at man er blevet ramt, siger hun.

LÆS OGSÅ på ALTfordamerne.dk: Brystkræft: 13 modige kvinder viser deres ar

Efter det gik det hurtigt. Lægen gav en masse informationer, som er blevet en stor tåge for Linda.

- Jeg var glad for at have hele min familie ved min side, for der er flere af tingene, jeg dårligt husker. Dengang var jeg daglig ryger, og jeg husker, hvordan jeg bare ville ud derfra, så jeg kunne ryge en smøg. Og det gjorde jeg. Otte smøger røg jeg, og så besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville købe en ny pakke nogensinde igen. Man får et nyt perspektiv på liv og død. Jeg gjorde i hvert fald, siger hun.

Facebook d. 20. september 2013: Linda som hun så ud i september sidste år, inden hun påbegyndte sit behandlingsforløb.

Ekstremt uheldig

Før Linda fik konstateret brystkræft levede hun, hvad hun betragter, som et ret gennemsnitligt liv for sin alder. Hun røg, motion fyldte ikke meget i hverdagen, og hun drak, når lejligheden var til det. Og som sådan var Linda heller ikke i risikogruppen for at få brystkræft.

LÆS OGSÅ: "En pige satte ild til mit hår, og en dreng tog billeder op under min kjole"

Sygdommen rammer oftest kvinder over 50 år ifølge Kræftens Bekæmpelse. I alt bliver én ud af ni kvinder ramt, men i dag er vi takket være forskningen så langt fremme, at otte ud af ti diagnosticerede kvinder er i live fem år efter, de har fået sygdommen konstateret.

- Lægen sagde til mig, at jeg bare har været ekstremt uheldig. Mange andre i min omgangskreds lever på samme måde, uden de fejler noget. Man kan blive sindssyg af at tænke på, hvad grunden er, siger Linda, der efter beskeden fra lægen gennemgik to operationer. Én hvor knuden i brystet blev fjernet, og efterfølgende én hvor lymferne i armhulen blev opereret væk. Og så begyndte efterbehandlingen. Dét, Linda til at begynde med, havde frygtet allermest.

Er du en mand eller hvad?

- Jeg forberedte mig på, at jeg skulle være skaldet ved at klippe en page. Det gjorde mig faktisk mere rolig, at jeg syntes, det var flot – for så var der ikke så langt, når håret begyndte at gro igen.

Facebook d. 4. oktober 2013: Første skridt på vejen delte Linda på sin Facebook-profil med teksten "One step closer".

Billedet af den korte page delte Linda på sin Facebook-profil med teksten "one step closer". Sådan har hun valgt at gøre gennem hele forløbet, så alle venner og pårørende, der ikke var med på nærmeste hold, kunne følge udviklingen.

LÆS OGSÅ: Derfor fik de en abort, og sådan lever de med det

- Jeg gik rundt i seks dage med pagen og håret, der bare fældede. Der var hår i hele sengen, og jeg tænkte, nu skal det bare af, og så fik jeg det klippet af hos en parykmager. Helt kort, siger Linda. Også det billede blev delt. Denne gang med teksten "The chemo egg".

Facebook 13. november 2013: Andet billede i udviklingen var efter, hun ragede alt håret af. "The chemo egg".

Facebook 28. november 2013: To uger senere var alle spor efter den lyse manke raget helt af og beskeden lød: "Og sådan er det bare!"

- Jeg tror, jeg frygtede det så meget, fordi jeg virkelig ikke troede, jeg ville føle mig tilpas uden mit lange hår. På en måde følte jeg, at meget af min identitet og skønhed lå i mit hår, men fandt jo ud af, at det slet ikke var så slemt. Jeg droppede helt at gå med paryk foran andre. Det har betydet meget, at jeg bare har kunnet være åben. Jeg har delt mit forløb, blandt andet fordi jeg har mange venner i London, hvor jeg har boet, og det er vigtigt for mig, at de også kan følge med. Det er ikke noget, der skal skjules.

Facebook d. 23. juli 2014: Da Linda endelig begyndte af få hår igen lød beskeden på Facebook: "I've got a fringe. Sort of.".

- Den værste reaktion har været fra fremmede. Jeg blev råbt af på gaden, da mit hår var begyndt at gro igen. Det var en fyr, der spurgte "Er du en mand, eller hvad?". Jeg råbte bare igen "Jeg har brystkræft, din idiot!", og så sagde han undskyld. Jeg er bare glad for, at jeg sagde noget, siger Linda, der det seneste år har været sygemeldt fra studie og job.

LÆS OGSÅ: Brystkræft: Sådan undersøger du dig selv

"Jeg er stadig ung"

- Det hårde for mig har vist sig især at være ikke at vide, om det er genetisk. Og så har det været svært at holde pause fra alt. Hvis jeg ikke var blevet syg, så var jeg måske begyndt på mit drømmestudie nu. Men jeg har lært at sætte pris på mit helbred. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at sætte sig ind i, når man ikke har været igennem et sygdomsforløb. Jeg ved jo, at andre oplever modgang, men for mig har det betydet, at jeg har ændret på nogle ting. Jeg var daglig ryger, og jeg stoppede den dag, jeg blev diagnosticeret. Jeg har skåret ned på mit alkoholforbrug og er begyndt at motionere. Jeg er stadig ung og tager i byen, men der sker jo noget i sådan en proces. Jeg hører fra min omgangskreds, at jeg er blevet mere moden, siger hun.

Som en del af forløbet er Linda blevet testet for, om hun er bærer af BRCA-genet, som er en mutation, der giver anlæg for brystkræft. Prøven var heldigvis negativ. Men det viste sig, at hendes kræft var østrogenfølsom, og derfor modtager hun i dag antihormoner dagligt for at mindske risikoen for tilbagefald. Hver tredje uge frem til november tropper hun op på Riget for at blive injiceret med antistoffer i sit lår, og de kommende ti år skal hun gå til et årligt tjek med mammografi og ultralyd. Det første af slagsen havde hun for en uge siden.

September 2014

Efter scanningen og mammografien venter Linda spændt. Et eller andet sted føler hun lidt, det er et spørgsmål om liv eller død. Hun er nervøs. Men kan ånde lettet op, da hun får resultaterne. Hendes første årstjek viser, at hun i dag er kræftfri.

Facebook d. 23. september 2014: Linda deler dette billede med vennerne på Facebook efter sit første årlige tjek med teksten: "Got my first annual check up today. All looks good! My boobs loves me again."

Oktober er den officielle Støt Brysterne-måned. Du kan være med til at støtte kampen mod brystkræft ved at donere gennem Lindas personlige indsamling her, finde lækre produkter, der støtter det gode formål eller læse mere her.

OPDATERING 12. juni 2015:

Der er nu gået knap ni måneder, siden Linda blev erklæret kræftfri i september 2014. Vi har været i kontakt med hende for at høre, hvordan det går, og hvad hele processen har betydet for hende:

- Tiden er både gået stærkt og langsomt. Som månederne går, begynder sygdommen så småt at fylde mindre og mindre i min hverdag. Jeg kan huske, at den dag jeg fik min diagnose, sagde sygeplejersken netop dette til mig - at på et tidspunkt ville alt det, jeg skulle til at igennem, blive til min "baggage", og at jo længere væk man kommer fra hele forløbet, jo mindre ville det fylde. Det havde jeg svært ved at tro på i øjeblikket, men hun har uden tvivl haft ret.

LÆS OGSÅ: 9 ting du skal vide, før du bliver gift

- Når det så er sagt, går der stadigvæk ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på kræften. Det er nok blevet en del af mig, og det er jeg langsomt ved at acceptere. Jeg har dog helt klart lært at bearbejde det bedre den dag i dag. Det hjælper også at have mit "gamle" liv igen med studie og job. Der er ligesom ikke så meget tid til at gå og tænke over det hele tiden... men angsten for tilbagefald slipper jeg nok aldrig helt af med. Det har jeg kunnet mærke adskillige gange, f.eks. når jeg har mærket ømhed et sted på kroppen. Jeg har straks forbundet det med, om det nu kunne være noget med min sygdom, men min fornuft siger til mig, at ømhed ikke er ensbetydende med tilbagefald, og så begynder jeg at tænke rationelt over det og minder mig selv om, at det jo selvfølgelig nok bare er en forkert bevægelse, jeg har lavet til træning, der har forårsaget det. Det er vel en form for tankemåde, som jeg har lært mig selv.

Hvordan fungerer det med din tilknytning til hospitalet i dag?

- I dag går jeg til kontrol halvårligt, hvilket vil sige, at jeg kommer ind på onkologisk afdeling på Riget og har en samtale med min læge. Til samtalen mærker lægen så efter på mine lymfer og bryster, hvilket altid er lidt nervepirrende, men også rart, at de gør det. Udover det får jeg lavet mammografi og ultralyd én gang årligt - så de passer rigtig godt på mig. Det er betryggende at leve i et land, hvor sundhedssystemet er så godt.

Hvad var responsen på artiklen, da den blev bragt i sin tid?

- Jeg valgte at dele artiklen på min Facebook, da jeg synes, at folk omkring mig skulle have muligheden for at få lidt bedre indblik i det, jeg havde været igennem. Responsen på artiklen har kun været positiv, og generelt fik jeg mange henvendelser, hvor folk var meget rørte, men også opløftende i det, de havde at sige. Udover det valgte jeg også at oversætte artiklen til engelsk, så mine venner i London kunne læse den. Det er måske dem, som har haft sværest ved at "holde styr" på hele forløbet, da jeg ikke var i London, før al behandling var overstået, så derfor er jeg glad for, at jeg tog mig tid til at oversætte den, og jeg kunne også mærke, at det betød meget for mine venner.

Linda, som hun ser ud i dag. Glad, rask og taknemmelig for at være vendt tilbage til sit "gamle" liv.

LÆS OGSÅ: Angelina har fået fjernet sine bryster

LÆS OGSÅ: Julie fjernede sine silikonebryster efter 14 dage: ”Det var ikke udseendet af dem, men følelsen indeni”

LÆS OGSÅ: "Modsat Julie, der ikke havde lyst til at vise sine nye silikonebryster, har jeg ikke lavet andet end at flashe mine"