Line Gertsen: "Jeg er overrasket over, hvad et langt forhold kan"
Der findes omveje, afveje, lige veje og genveje. Kommandoveje og veje til hjertet. Vi spørger kendte kvinder om deres veje rundt i livet.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Det var Klitgårdsvej i Blokhus, der hvor man altid kan høre havet. Jeg er storesøster til to mindre søskende, som jeg ofte havde ansvaret for. Det var et sjovt hjem med fest, ballade, larm og musik. Det var nok lidt anderledes end mine venners hjem, for der var så meget gang i den. Min mor var kun 18 år ældre end mig og læste på universitetet, og det prægede vores hjem.
Jeg var et meget følsomt barn, og det er jeg desværre nok stadig. Jeg kan for eksempel ikke tåle koffein eller andre ting, som andre mennesker sagtens kan håndtere. Jeg kan mærke stemninger, og det kan godt være lidt anstrengende at fornemme så meget. I dag ville man nok kalde mig et særligt sensitivt barn, uden at man dengang gav mig en diagnose. Det kan også være hårdt som journalist. Jeg præsenterede for nyligt et indslag i TV-Avisen om en dansk pige, der var død i Belgien sidste sommer, i sådan en situation skal man kunne håndtere sin følsomhed og ikke blive for berørt. Jeg mener dog godt, at man kan være professionelt følsom.
Jeg blev mobbet meget hårdt i skolen, helt indtil jeg kom i puberteten, og klassen blev splittet op, og der kom en ny dynamik. De nye piger i klassen havde jeg det godt med, og de syntes, jeg var sød, selv om jeg var lidt anderledes. Jeg ville gerne være som de andre, men var lidt for mig selv. Heldigvis er folkeskolen en anden i dag, men jeg vil altid bære de oplevelser med mig. For eksempel kan jeg i dag tydeligt mærke, om andre mennesker er ekskluderende eller inkluderende. Man kan aldrig tage mobningen ud af mig. Det er et grundvilkår, hvis du er blevet rigtig mobbet kontinuerligt i dit liv, så forsvinder det aldrig. Men det har givet mig et blik på verden. Jeg kan se, hvem der er udenfor og har altid sympati med outsideren."
Hvordan fandt du din levevej?
"Som barn stod jeg en dag i skolen, da der kom en mand med et stort skæg og holdt en mikrofon op foran mig. Det var Frode Muldkjær fra DR Nordjylland. Min mund åbnede sig, og jeg snakkede ubesværet og fandt derved ud af, at jeg kan formidle. Så blev jeg børnevært på DR Nordjylland i et program, som hed Børn hjælper børn, som mindede lidt om Mads & Monopolet. På den måde kom jeg til at sidde helt tæt på nogle dygtige journalister, der lærte mig en masse. Jeg lavede lokalradio og studenterradio, så jeg kunne allerede meget, da jeg kom på universitetet.
Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg skulle være journalist, og jeg skal stadig knibe mig i armen over, at jeg får lov til at lave det, jeg laver, for det er et fag, der giver store oplevelser. Jeg kunne måske også være blevet psykolog, hvis jeg ikke var blevet journalist, for jeg har en dyb interesse for andre. Menneskets sejhed og menneskers forskellighed kan altid slå benene væk under mig. Som journalist er jeg altid interesseret i den lille mand eller ham, som er kommet i klemme. Jeg føler et ansvar over for folk, der er blevet uretfærdigt behandlet af et system.
I dag er jeg både undersøgende korrespondent på DR og nyhedsvært. Det er en helt fantastisk følelse at fortælle folk, hvad der er sket i løbet af dagen. Jeg har for eksempel lige sendt TV-Avisen, hvor vi både fortalte at udbytteskandalen fortsætter, og Skat udbetaler 122 millioner kroner til bagmændene. Og at kommunerne ikke længere har råd til at opvarme de bassiner, gigtplagede borgere bruger. Det er ikke fair."
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
"Det har jeg det fint med, for det er altid positivt, selv om jeg godt kan se, at folk indimellem grubler lidt, når de ser den usminkede version af mig. Jeg stod engang hos bageren i Blokhus, da der pludselig var en mand, som sagde meget højt: ”Er det dig? Du er jo høj”, og der var lidt af et publikum der i køen. Nogle gange er Nikolaj nødt til at sige ”Hey, Line, vi er i det offentlige rum”, fordi jeg godt kan lide at lave sjov eller synge højt. Det er jo ikke den side af mig, folk kender, når jeg sidder og laver seriøse nyheder."
Den vigtigste vejleder i dit liv?
"Min mormor var et alvorligt menneske med smukke, levende, brune øjne med lidt skælmsk glimt i. Hun var også fra Blokhus, og hendes far var fisker og omkom på havet, så sorg var et grundvilkår i hendes liv. Hun lærte mig, at man ikke kan tage noget for givet, for som hun sagde: ”Vær taknemmelig for, at du har en far”. Man kan jo ikke engang tage sine forældre for givet. Taknemmelighed var en grundstemning hos hende.
Hun lærte mig også, at hvis man ikke har noget godt at sige, skal man lade være med at sige noget, ligesom hun lærte mig at være forsigtig med at pege fingre. Det sker for mig som for alle andre mennesker, men man kan godt nøjes med at komme med den kritik, der bliver efterspurgt i stedet for at fylde sin omverden med negativitet. Vær nænsom over for dig selv og omverdenen og se igennem fingre med andres mindre heldige sider.
Litteraturen er også min vejleder, for når du læser bøger, forstår du levemåder og livssyn bedre. I gymnasiet læste jeg blandt andet Hannah Arendts bog om nazisten Adolph Eichmanns retssag. Da jeg læste den, forstod jeg, at ondskaben er banal og kan bo i os alle, og den allerstørste fjende er, hvis man ikke tænker selv men blot følger en leder eller idé blindt. I mit job oplever jeg ofte, at fejlene i samfundet er banale og peger tilbage på et menneske, som ikke tager ansvaret på sig og ikke lytter til den stemme, der siger: ”Her er noget galt.”"
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
"Det har Nikolaj. Igennem 18 år har han været min rejsekammerat i livet. Det er mange år at følges ad og hjælpe hinanden med at holde kortet og bære kufferten. Vi har været ude af trit, ude af sync og ude af os selv. Men først og fremmest kan jeg være mig selv med ham. Der er ikke noget sted, man kan gemme sig for hinanden efter alle de år. Det lyder kedeligt, men det er det ikke. Jeg er overrasket over, hvad et langt forhold kan i forhold til dybde. I vores samfund besynger vi forelskelsen, men den gamle kærlighed kan altså også noget.
Vi mødtes på TV2, hvor vi begge var ansat. Der gik et halvt år, fra vi mødtes til en fest, til han inviterede mig på en gåtur i Hareskoven. Det var nytårsaftensdag 2004. Vi gik og snakkede, og den samtale er aldrig stoppet. Det gør det let at være sammen, når man taler sammen og altid gerne vil høre, hvad den anden tænker. Jeg tror ikke, jeg havde regnet med det. Det var ikke sådan, at jeg gik og længtes efter en kæreste, men når du møder nogen, du taler og griner godt med, kommer kærligheden nemt. Jeg havde Nis på dengang fire år, som Nikolaj blev introduceret for med tiden. Hvis det ikke var gået med de to, var det ikke gået med mig og Nikolaj."
Har du nogensinde mistet vejgrebet?
"Vores yngste barn, Ingeborg, er født fem uger for tidligt, og vi lå flere uger på neonatal. Der er folk, der vil tænke: "Det er da ingenting”, men for mig var det at miste vejgrebet, fordi jeg var underkastet et system, hvor jeg ikke selv tog beslutninger for mit barn, for det gjorde sygeplejerskerne og lægerne. Jeg havde fået to børn før, men tredje gang græd jeg hele tiden. Jeg havde ikke noget vejgreb. Jeg var bange, bekymret og i en verden med meget dårlige børn. Jeg var ikke bange for at miste hende, men jeg var helt ude på et overdrev. Alle forældre kan genkende, at du mister vejgrebet, når du har et sygt barn."
Hvor er du på vej hen lige nu?
"De sidste par år af 40’erne kender jeg mig selv bedre og kan derfor møde verden mere venligt og nysgerrigt. Som ældre bliver du mindre optaget af dig selv og vender dig ud mod verden. Der er jeg på vej hen. Jeg har også mere tid til at gøre noget for mig selv. Mine børn og mit arbejde har fyldt vildt meget, men nu bliver der tid til at gøre ting, jeg ikke behøver, noget unyttigt. Det kan være noget mere kreativt, for jeg elsker at skrive, male og vandre. Jeg vil gerne gå mange flere ture, end jeg helt har tid til. Der er ved at åbne sig vinduer, og når jeg kigger ud af dem, er der tid. Det gør mig glad indeni, for jeg tror jeg skal udfolde mig på en måde, jeg ikke ved, hvad er endnu.
Det har taget mig lang tid at lære, at selvomsorg er nødvendig, hvis du skal have omsorg over for andre. Du skal huske, at du ikke kan give det hele, at der skal være noget tilbage til dig selv, ellers bliver du syg eller alt for træt. Jeg er sådan en, der glemmer at spise, når jeg har travlt. Selvomsorg er at tage vare på sig selv og få motion og spise ordentligt. Selvomsorg betyder for mig, at du ikke kun skal stå til rådighed for andre, men også for dig selv."