Line Knutzon: "Vi pisser på alt det, vores bedsteforældre har bygget op. Det er pinligt"

Line Knutzon er vred og frustreret. Eller i hvert fald godt gammeldags indigneret. Hun sidder i sofaen med sin bærbare computer i skødet. "Bare sæt dig ned," siger hun. "Jeg skal bare lige have sendt den her besked, så skal jeg nok være der." Det er en oplevelse, som en af hendes nærmeste har været ude for, som får hende til at fare til tasterne. Og hun hamrer til. Brillerne sidder på næsetippen, og hendes lyse hår er bundet op i en rodet knold på toppen af hovedet. Stuen er hyggelig, nærmest lidt huleagtig, og de store sofaer, der fylder godt i rummet, insisterer på, at man kravler op og slænger sig. Som i et H.C. Andersen-eventyr, hvor inventaret er besjælet og beretter om aftener med grin, gråd og store diskussioner.

Hendes hund, en puddel ved navn Basse, napper efter de croissanter, jeg har medbragt fra bageren. Line fodrer den med nogle små stykker og beder mig skynde mig at spise min. "Ellers får vi aldrig fred," siger hun og undskylder dens dårlige manerer med, at hun har opdraget fire børn.

– Der var ganske enkelt ikke flere grænser tilbage i min krop, da jeg fik hunden." Et typisk Knutzonsk sprogbillede, som straks får mig til at overveje, hvor vildt det er at have fire børn (Ludvig og Frida med Martin Brygmann og Karl-Frederik og Roberta med Peter Reichhardt, red). I dag er de alle voksne og flyttet hjemmefra: "Men heldigvis dropper de jævnligt forbi, siger Line Knutzon, der har skiftet hjemmets ungdomsleben ud med sin 77-årige mor, som for nylig er flyttet ind i lejligheden. En tanke mange ville hade, men som Line Knutzon har det ualmindelig godt med.

– Jeg synes, det er så mærkeligt, at vi lever i et samfund, hvor vores første indskydelse er, at sende vores forældre på plejehjem, siger hun og tilføjer, at det nu overhovedet heller ikke der, hun er. "Hun er superfrisk."

Knutzons seneste roman, Camille Clouds brevkasse, hvor vi møder en række sølle skæbner, der alle søger gode råd hos den succesrige selvhjælpsguru Camille Cloud, har hittet på boghandlernes hylder siden udgivelsen i oktober sidste år. Ikke ligefrem noget Line Knutzon har prøvet før.

– Det havde jeg ikke forventet. Jeg havde slet ikke regnet med noget, for det er jeg holdt op med for mange år siden. Når du laver teater, kan du næsten ikke finde et smallere sted at stå i verden. Det er et ekstremt lille publikum, siger Line Knutzon, der er autodidakt dramatiker og brød igennem med stykket Først bliver man jo født som 29-årig i 1994.

Men satire over selvhjælpslitteraturens banaliserede menneskesyn, der prædiker positivisme og taknemmelighed som den lige vej til lykke, har åbenbart ramt noget tidstypisk. Karakteren Camille Cloud, der har tænkt på alt, før hun blev født, så dagens lys for første gang på trykt papir i Frit flet, fællesbogen, som hun skrev sammen med forfatteren Naja Marie Aidt og digteren Mette Moestrup. Hun er en nederdrægtig opfindelse, og de plagede brevskriveres problemer så absurde og grinagtige, at det er svært at forestille sig, at nogen andre i Danmark kunne have fremskrevet dem. I bogen møder læserne eksempelvis minkavleren Kris Kristoffersen, der bare gerne vil have lov at kalde en fed kælling for en fed kælling, Grete Glerup-Hansen, der er ene-importør af al nervøs velour i Skandinavien og Jane Jørgensen, Moder med mere, der leder efter et gratis sted at bo på sin egen krop.

Karaktererne opstår i Line Knutzons hoved ved hjælp af en god blanding veludviklet humoristisk sans, livlig fantasi og en evne til at omskrive indtryk og oplevelser og føre dem ud ad absurditeternes sideveje.

– Det er jo det, jeg har brugt et langt liv på. Jeg bygger og skriver karakterer frem. Jeg interesserer mig for mennesker.

Hun stopper op og leder efter ordene. – Du må altså undskylde, jeg skal lige tale mig varm. Jeg er helt blank, fordi jeg psykisk løber rundt med et bat... og tæver nogen. Jeg skal lige slippe det, siger hun og prøver at samler tankerne.

Men det er svært, for hun afskyr uretfærdigheder og magtmisbrug. Når stor tryner lille, mand volder kvinde, rig udnytter fattig og så videre.

– Jeg er yderst sart over for mennesker, der udnytter, at de har magt. Jeg synes, det er så grimt. Jo mere magt du har, des mere storsindet, vis og klog bør du være. Desværre er det oftest lige modsat, og når jeg først bider mig fast i en sag, bliver jeg både hidsig og kværulantisk. Jeg vil have oprejsning, og folk skal straffes. De skal i galgen og rulles i tjære. Hold kæft, hvor kan jeg blive gal, siger hun og griner lidt af sig selv.

Den veludviklede retfærdighedssans er noget medfødt, mener hun. Den har i hvert fald altid været der, men desværre oplever hun, at det at være oprørsk og kritisk, en ellers stolt kulturradikal tradition, ikke længere er noget vi på samme måde som tidligere fremelsker og sætter pris på.

– Det er noget med ikke bare at acceptere tingenes tilstand. For mig er det positivt og et sundhedstegn at være kritisk. Jeg elsker glade, vrede, kritiske mennesker.

For eksempel forstår Line Knutzon ikke, at ungdommen ikke er langt mere vrede på hendes generation.

– Jeg kan ikke se min generation udefra, fordi jeg er en del af den. Men jeg har en fornemmelse af, at der er noget ucharmerende ved os. Da vi nåede den alder, hvor vi skulle bygge og bo og rage til os, var der økonomisk opsving. Og der blev virkelig raget ned fra hylderne, som vi i sin tid beskyldte 68'er-generationen for. Det man siger, er man selv, siger jeg bare. Nu har Line Knutzon talt sig varm og sidder på den yderste kant af sofaen.

– Det er ikke fordi, det skal handle om velfærdsstaten og blive politisk, men jeg synes, at vi har formøblet den her fantastiske arv så ringe. Det er under al kritik, at vi ikke har moderniseret velfærdsstaten og gjort den endnu bedre. Vi udsulter den, så vi kan blive enige om, at det også var en skidt idé og afvikle den, siger hun og tilføjer, at det jo er hendes generation, der sidder på alle de magtfulde poster, hvor man har noget at skulle have sagt.

– Uden at ville give noget som helst tilbage, pisser vi på alt det, vores bedsteforældre har bygget op. Det er pinligt, og jeg forstår faktisk ikke, hvorfor ungdommen ikke vender sig mod os med høtyve og fakler og siger "Buh til jer," siger Line Knutzon, der godt ved, at det er et alderdomstegn at glorificere fortiden. Men hvis hun kunne sætte sig ind i en tidsmaskine, ville hun gerne tilbage til 70'erne, hvor solen altid skinnede, formerne var lækre, og der var meget kernelæder.

– Jeg synes virkelig, vi fortjener nogle klaps. Jeg savner parodierne og satiren,siger hun og fortæller, at hun for nylig spurgte på et af sine skrivehold (Knutzon underviser i Dramatisk skrivekunst på bl.a. højskoler, red.), hvorfor de ikke skrev om det?

– De svarerede, at det bare ikke er der, de lægger deres energi. De tror ikke på, at det hjælper at råbe op. Det eneste, de føler, de kan gøre, er at handle igennem deres forbrug ved at købe fairtrade og økologisk og på den måde mindske undertrykkelse og forurening, siger Line Knutzon, der mener, at det også handler om vores medieforbrug, som bliver mere og mere nichepræget.

– Der er så meget støj og information i en konstant strøm, at det hele drukner. Og dem, vi vælger at lytte til, er dem, vi allerede er enige med.

Men hvis man ikke åbner munden og ytrer sin skepsis, er der intet, der forandrer sig. Og der er vi på en måde også tilbage ved en Knutzons underliggende pointer i Camille Clouds brevkasse. Hvis vi lader os knægte af management-termer, kapitalistisk logik og positiv psykologi, der efterlader ethvert ansvar hos individet, det være sig fattigdom eller lykke, så glemmer vi, at det er noget, vi lader ske.

Line Knutzon. Foto: Rasmus Weng Karlsen. 

Desværre bliver man i dagens Danmark ikke forgyldt af at have sin kritiske sans i behold – eller af at skrive dramatik. Og for Line Knutzon var sidste år et vendepunkt.

– Jeg har jo haft såkaldt stor succes, men det har ikke været noget, jeg har kunnet omsætte til noget i mit privatliv, siger hun.

– Det koster meget at skrive, men det er ikke den romantiske forestilling om, at det koster sjæleligt. Som dramatiker er du en del af en slags kunstnerproletariat, hvor du lever af meget få penge. Og de seneste 12 år har jeg primært skrevet, fordi det var den ting, jeg kunne, som kunne skaffe mig, måske ikke smør på brødet, men så bare brødet.

Men på et tidspunkt i 40'erne nåede hun til et punkt, hvor den økonomiske usikkerhed begyndte at blive for opslidende.

– Folk, der har penge, siger altid: "Åh, du taler for meget om penge," men det er jo klart, for jeg laver ikke andet end at lede efter penge til den næste husleje.

For lidt over et år siden, lavede hun forestillingen Syng dansk ude på Bellevue Teatret. Hver dag gik hun ned til stranden sammen med hunden Basse og kastede en pind ud i vandet, som han hentede.

– Jeg stod simpelthen og råbte "Hjælp!" ud over Øresund. Jeg sagde til den grå dis: "Jeg har ikke flere ideer, og jeg ønsker ikke at leve på denne måde." Jeg boede alene, og jeg var i en ussel forfatning, siger Line Knutzon, der var klar til at ændre sit liv radikalt.

– Jeg var parat til at trække stikket, men jeg ville ikke engang have råd til at købe den værste rønne i Nakskov.

Og så ringede hendes mor en dag og sagde, at hun havde tænkt på, at hun gerne ville flytte ind til byen. Den uundgåelige alderdom kom buldrende i horisonten, og hun nævnte i en bisætning, at hun jo kunne flytte ind hos Line.

– Jeg kunne bare mærke, at der var 20 store, fede krager, der lettede fra mine skuldre. I løbet af tre uger tog min søster og jeg ned og pakkede hendes ting, og så flyttede hun ind. Kort tid efter kom min bog, og på et år har alt forandret sig, siger Line Knutzon, der aldrig har talt så lidt om penge som nu, hvor hun har penge på kontoen.

– Det holder op igen, men det næste halve er jeg sikret. Og der er en verden til forskel. Jeg prøver at kaste næring ind i min skrivemuskel, der var helt trevlet, så jeg har kræfter til at klare usikkerheden, når den kommer igen.

Lige for tiden synes Line Knutzon, at hun har fundet frem til det, der er 'det gode liv' for hende. Hun ved godt, at hun har været privilegeret på andre måder end økonomisk. Hun har ikke skullet møde på et posthus hver dag fra klokken 8-16, hun har haft mulighed for selv at disponere over sin tid, og så har hun fire børn.

– Det er noget med at omdefinere, hvad rigdom er, og hvad frihed er. Det var ikke det, jeg troede, det var. Jeg troede ikke, at frihed var at bo sammen med min mor. Nogle vil sikkert også mene, at det er det omvendte af frihed, siger hun og imiterer nogle af alle de mennesker, som har reageret ved at sige: "Hvordan tror du nogensinde, du får dig en mand, når du bor sammen med din mor?" Endnu en rigid forestilling om, at 'det gode liv' nødvendigvis må indeholde en mand.

– Nu har jeg ikke mødt en mand i de 15 år, min mor ikke boede her. Jeg møder ikke mindre en mand af, at min mor er flyttet ind.

Faktisk tror hun, at chancen er forøget, for hun er blevet i meget bedre humør.

– Vi er ikke kommet helt på plads, men børnene går til og fra og bliver plejet, når de har brug for det. Og så ser vi, hvad der sker.

Hvad håber du har forandret sig i verden om 20 år?

– Summen af problemer er jo konstant, men jeg håber inderligt, at vi får gjort noget ved klimaet. Det er sikkert allerede for sent, så på et tidspunkt bliver Danmark oversvømmet, og så er det os, der skal flygte til Mellemøsten. På den måde håber jeg, at der er et efterliv, så jeg kan sidde og more mig over det, når det går den anden vej.