Lisbet Dahl efter turbulent år: "Jeg tænkte: jeg skal væk"

Denne artikel blev første gang bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave. 

Tivolirevyen er på plads og kører på skinner. Nu kan Lisbet Dahl bruge dagen på at slappe af og glæde sig til, at hun om aftenen skal på scenen i Glassalen.

Selvom revyen blev modtaget med en spand koldt vand af anmelderne, oplever hun det modsatte hos publikum.

"Man bliver da ked af det, når man læser sådan noget, men publikum står altså op og jubler. Og vi har stort set udsolgt. Jeg ved, hvor lidt der skal til for at gøre en revy god. Jeg ved også, hvor lidt der skal til for at gøre den dårlig. Men jeg ved simpelthen ikke, hvorfor vi har fået de anmeldelser," siger hun og trækker på skuldrene.

Læs også

Lisbeth Dahl: ”Jeg ville ønske, jeg kun havde haft én mand”

Lisbet Dahl har taget imod HER&NU hjemme i haven og kæmper ved bordet på terrassen med at få presset kaffen gennem vandet i stempelkanden.

"Jeg har nok fyldt for meget kaffe i. Men jeg kan altså godt lide den stærk." Og stærk er præcis, hvad den 77-årige revylegende er.

Efter et turbulent år med sygdom og et farvel til Cirkusrevyen, der ikke blev helt, som nogen havde håbet, har hun taget hul på et nyt kapitel i sit lange arbejdsliv.

"Jeg har det godt. Der er ingen, der skal være bekymrede for mig. Der er ikke en skid i vejen med mig. Jeg har da noget slidgigt, og jeg kan godt mærke det, når jeg skal op fra en stol, men når jeg ser billeder af mig selv, så bliver jeg dybt forbløffet. Hold kæft, hvor ser jeg ud. En halvfed, gammel kone. For sådan som jeg ser ud, sådan føler jeg mig godt nok ikke indeni."

Nye drømme og ideer

Det var de seneste par års lange sommerferier i sommerhuset i Hornbæk, der fik hende til at tænke i nye baner. Efter i årtier at have arbejdet alle de lyse sommeraftener, kunne hun pludselig nyde dem i fulde drag.

Læs også

Tove Karlsen arbejdede på Carmen Curlers-fabrikken: ”Sådan ville det jo ikke foregå i dag”

"Det var derfor, jeg valgte at sige op. Det var for fedt, mand. Jeg har ikke holdt sommerferie i, jeg ved ikke, hvor mange år. Så pludselig at sidde i sommerhuset og nyde det hele var befriende. Jeg tænkte, jeg skal væk. Jeg tænkte ikke på, at jeg skulle holde helt op. Jeg tænkte, jeg skulle noget andet. Jeg var ikke klar over, at det var Tivoli."

Pludselige tanker og indskydelser er noget, Lisbet Dahl tager meget alvorligt.

"Følg din intution, sagde min mor altid. Der er nogen, der vil fortælle dig noget. Alle børn fødes med det. Men de fleste bliver opdraget til ikke at tro på det. Min mor gjorde det modsatte."

Læs også

Michael Falch blev forelsket i sin massør: "Jeg beundrer hende virkelig meget"

Minder om Dirch

Dahl kan også mærke dem, der ikke er her mere. Blandt andre gamle kammerater som Dirch Passer, der døde før en forestilling i Tivolirevyen.

"Jeg kan godt fornemme nogle ting, men så skal der være ro, og jeg skal ikke søge det. Og de har ikke søgt mig i Glassalen. En sommeraften i 1980 sad jeg derhjemme og fik en indskydelse. Jeg ringede til min mor og sagde, ”Kom, vi skal i Tivoli. Vi tager med børnene i Tivoli.” Jeg vidste ikke hvorfor, jeg kunne bare mærke, at det skulle vi. Så vi mødtes ved hovedindgangen og gik i Grøften. Det var dagen efter, Dirch var faldet om i Glassalen og var blevet kørt til tjek på hospitalet og kommet hjem igen."

"Vi gik rundt i Tivoli og kom hen til karussellen, og så sagde hende, der kørte den, at Dirch var blevet på hospitalet. Så sagde jeg, ”Nej, det var i går”. Men nej, det var sket igen. Vi strøg tilbage til Grøften. Der sad alle journalisterne, og sammen sad vi i halvanden time og ventede på at få besked. Åh nej, nu bliver jeg helt ulykkelig af at tænke på det igen," siger Lisbet og sætter hænderne op for ansigtet.

Dirchs død rammer lige så hårdt i dag, som den aften for 43 år siden.

"Hvorfor skulle jeg ind i Tivoli den aften? Hvorfor skulle jeg absolut derind? Det er en af de måder, tingene sker for mig på. Jeg får en indskydelse og skal gøre det. Det er noget underligt noget. Eller også er det noget meget naturligt."

Dirch viste sig for hende i 1985, da hun var vendt tilbage til Cirkusrevyen og havde premiere på sin første forestilling som instruktør.

"Jeg spadserede over græsplænen ude på Bakken. Pludselig ser jeg et billede for mig. Helt tydeligt. Nede på 5. eller 6. række i teltet sad Dirch, Stig Lommer og Volmer Sørensen ved siden af hinanden. Der vidste jeg, det her går godt. Jeg har ikke set dem inde i Glassalen, så jeg ved ikke, hvad det skal betyde. Det går nok af helvede til nu. Haha. Nej, det skal nok gå godt. Det går godt. Det ved jeg."