Fiaskoen med Huset Zornig fik Lisbeth Zornig til at kollapse: ”Det blev mit vendepunkt”

Det er mennesket på savannen, der optager Lisbeth Zornig Andersen for tiden. Ikke så meget de børn fra socialt dårligt stillede familier, som hun tidligere har været ambassadør for i både Børnerådet og i sin egen konsulentvirksomhed Huset Zornig.

Nej, urmennesket som netop er kravlet ned fra træerne, har smidt pelsen og nu skal overleve blandt vilde dyr på savannen. De har nemlig en direkte forbindelse til de mennesker, hun gerne vil hjælpe i dag:

Alle dem, som ikke føler, de er gode nok, som føler sig for tykke, for grimme, for triste, for angste eller for ensomme.

"Altså alle dem, der grundlæggende er utilfredse med sig selv og drømmer om at være en anden. Jeg er selv en af dem," afslører hun på sin tagterrasse i lejligheden i Køge, hvor 54-årige Zornig har boet de seneste fire år med sin mand, forfatteren Mikael Lindholm.

De fem børn, hun har, er flyttet hjemmefra, men rundt omkring viser billeder og små gaver tegn på, at Lisbeth Zornig er blevet bedstemor.

"Jeg har selv haft lavt selvværd og ikke forstået, hvorfor jeg var, som jeg var. Vi har det med at give os selv skylden for alt; vores udseende, vores relationer og vores tanker. Og hvis du går og er i tvivl om, hvorvidt du er forkert, så skal de sociale medier nok bekræfte dig i det," siger hun.

Vrede, sorg, frygt og glæde

Når man taler med Lisbeth Zornig, finder man hurtigt ud af, at hun læser virkelig meget om mennesker, verden, samfundet og fremfor alt sundhed. Og hun er i stand til at bearbejde og huske al den information, hun tilegner sig, for den drysses jævnligt ud over samtalen – fakta og konklusioner fra nye og gamle rapporter, undersøgelser og forskning.

"Mistrivslen – især blandt unge – er eksponentielt opadgående. Hver anden kvinde vurderer sig selv til at have stress. Det er en tredobling på ti år," siger hun forfærdet med henvisning til Sundhedsprofilen, som er Sundhedsstyrelsens seneste rapport.

Derfor kontaktede hun sidste år sit forlag og spurgte, om hun ikke måtte skrive en bog om, hvorfor så mange har det så dårligt og tage udgangspunkt i evolutionsbiologien. Eller populært sagt: Mennesket på savannen.

"Arj, nu får du lige et foredrag," smiler Lisbeth Zornig:

"Vi har fire grundfølelser, og det er vrede, sorg, frygt og glæde, som har betydet vores overlevelse på savannen. Vrede, hvis nogen angreb os, frygt, hvis vi blev jaget af et vildt dyr, sorg, når nogen i flokken døde, og glæden til at drive hele værket. De fire følelser fungerer efter hensigten, når man bor på savannen eller i en lille landsby, hvor du går på arbejde og snakker med naboen og dine venner, men sådan som de fleste af os lever i dag, trigges alle de følelser konstant af sociale medier, så vi fra morgen til aften trigges til at blive vrede, triste, bange eller glade, hver gang vi ser på vores telefon eller tænder for TV2 News. De fire sunde følelser er hele tiden aktiveret, og det gør os syge," forklarer hun.

"Jeg siger ikke, at vi skal tilbage til savanne-livet, men min mission er at lære folk, at deres angst skyldes, at de er eksponeret for alt for meget. Det er ikke meningen, at vi skal eksponeres for krig dagen lang. SLUK," siger hun bestemt.

Snyd hjernen med kærlighedsromaner

Lisbeth Zornig er på trods af en hård barndom et smilende og roligt menneske, og hun har lært på den hårde måde at slukke for det, der provokerer for meget negativt i hende.

"Du kan godt snyde din hjerne. Læs en kærlighedsroman i stedet eller se Forrest Gump," foreslår hun.

"Jeg er altså ikke på den galej, hvor man siger, at vi skal slukke alle skærme, flytte ud i landsbyerne og dyrke vores egne økologiske grøntsager. Jeg er trods alt fra IT-branchen," smiler hun.

I stedet opfordrer hun til, at vi finder de positive grupper på Facebook, hvor vi møder ligesindede, rigtige mennesker, som vi kan tale med, frem for at stirre os blinde på redigerede bikinikroppe, som vi alligevel aldrig kan måle os med. Og så serverer hun endnu en af de statistikker, som hun er et regulært arkiv over:

"Vidste du, at 95 procent af alle, som er på kur, tager det hele på igen og måske mere til? Det er savanne-menneskets krop, som tror, der er hungersnød og så skærer helt ned for stofskifte og energiforbrug. Når du slanker dig, fortæller du din krop, at hungersnøden er tæt på, og det er savannemenneskets største frygt. Alt det blæver, du har på maven, når du spænder musklerne, er ikke nødvendigvis usundt. Det er madpakken," siger hun og tager sig tilfreds på sin 54-årige mave.

Lisbeths mission er også, at vi skal holde op med at sammenligne os med uopnåelige idealer.

Med de sociale medier og tv kørende som et konstant lydtapet i vores moderne liv er flokken, som vi omgav os med på savannen – og for den sags skyld helt frem til for nylig – simpelthen blevet for stor i dag.

"Ja, sådan var det sgu heller ikke i Torrig på Vestlolland, hvor jeg voksede op. Der var det på den måde noget lettere at være barn. Jeg skulle kun måle mig med nogle få andre, og eftersom jeg var den bedste i min klasse, var det relativt nemt. Der var faktisk kun naboens pige, Natasja, som både havde en hest og nogle virkelig søde bedsteforældre, der overstrålede mig. Ikke andre," siger Lisbeth Zornig.

"Hvis jeg havde siddet hjemme på Lolland med en fordrukken mor og set alt, hvad der foregår på Instagram i dag, ville jeg have følt mig som den vildeste fiasko. Hver gang du måler dig med nogen, er du fortabt."

Velkommen på forsiden

Lisbeth Zornigs barndom er ingen hemmelighed. Som yngste barn af fire voksede hun op i en dysfunktionel og socialt udsat familie, hvor alkohol og overgreb var mere almindeligt end ros og forventninger. Til gengæld havde Lisbeth den fordel, at hun var ualmindeligt kvik, og da hun blev anbragt på en institution, blev hun ikke bare opfordret til at gå i gymnasiet, men senere også på universitetet. Siden fulgte en karriere i IT-branchen, og så blev hun en offentligt kendt person som formand for Børnerådet i 2010.

Lisbeth Zornig havde simpelthen den fordel, at hun var dygtig, og det levede hun højt på i mange år. Lige indtil hun en dag kunne læse på Ekstra Bladets forside, at hun ikke var det.

Hun gik nemlig i 2019 konkurs med sin konsulentvirksomhed Huset Zornig.

"Det blev mit vendepunkt. Jeg var jo den dygtige pige, og det var vigtigt for mig, så jeg er – modsat Pippi – altid gået i en stor bue uden om de ting, jeg ikke kunne. Så gik jeg konkurs og i løbet af den næste uge, var jeg på Ekstra Bladets forside tre dage. Dér lå jeg i fosterstilling. Det var jo min værste frygt på EPO. En ting er at kvaje sig men at kvaje sig foran et helt land... Nogle år forinden var jeg blevet kåret som landets næstmest indflydelsesrige person. Den slags omtale nærer sådan en som mig, der lever for og af at være dygtig. Og nu kom beviset på, at jeg ikke var dygtig. Jeg var simpelthen udygtig til at drive virksomhed," siger hun stadig ærgerlig over, at det ikke lykkedes.

Fiaskoen med Huset Zornig fik Lisbeth Zornig til at kollapse. Fysisk og mentalt.

"Jeg har både en kronisk tarmsygdom og psoriasis i forvejen, og de blussede begge op. Jeg holdt op med at spise og sove og var sikker på, at jeg skulle dø. ”Det var så det”, tænkte jeg. Men Mikael kender mig så godt, at han gav mig bogen Sundhedsrevolutionen, mens jeg lå der under dynen. Den handler om at leve antiinflammatorisk. Det er jo noget, som mange forbinder med at spise meget gurkemeje, men det er også god søvn, motion og mental trivsel. Det var et andet greb, end det jeg var vant til, når det handler om kost, og det åbnede mine øjne."

Lisbeth begyndte at gå på åsen uden for Køge i det, som engang var gletsjer-aflejringer. Siden er hun begyndt at dyrke både løb og ekstremsporten body combat, som hun beskriver som noget, der både er ”pissefedt, men også får mig til at kaste lidt op i munden”.

"Men det holder mig i form, og jeg vil gerne kunne det her, når jeg er en både 70- og 80-årig farmor."

Alligevel kommer hun ikke uden om at måle sig med andre.

"Hvis jeg går på Instagram, kan jeg jo altid finde en 90-årig, der kan løbe fra mig. Og på den måde bliver vi aldrig tilfredse. I vores verden kan vi altid finde en, der er dygtigere, hurtigere og smukkere. Det er det, de unge kæmper med."

”Zornig, du skal sgu have en gin & tonic”

Selv om Lisbeth Zornig langt fra plæderer for, at alle skal flytte ud af storbyerne, har hun erkendt, at en mindre by som Køge kan noget særligt. Også i forhold til den positivitet og nærhed som de sociale medier ikke er leveringsdygtige i.

"Den dag nyheden om min konkurs breakede, tog jeg kasket og solbriller på og gik ned på et værtshus med kasketten trukket godt ned i panden. Pludselig råbte en af stamkunderne til mig: ”Zornig, du skal sgu have en gin & tonic på husets regning”. Der mærkede jeg altså Køges kærlighed, og nu kan jeg faktisk ikke gå over Torvet uden at skulle tale med tre forskellige mennesker om alt fra huskøb til børnebørn. Når man som jeg har boet 30 år i Rødovre, føles Køge som at dumpe ned i Korsbæk," siger hun med et smil.