Politiker Liselott Blixt: "Da han døde, tænkte jeg: Hvad fanden skal jeg leve for?"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var en lille vej ude på landet i Sverige, hvor jeg boede sammen med min far, mor og tre ældre søskende. Det var et hus på landet. Mine forældre var meget fattige. Min far kunne ikke læse og skrive, og min mor var vokset op på et fattighjem. Men da de blev gift, købte de et lille hus, satte det i stand, solgte det igen, og det gjorde de mange gange gennem livet, så på den måde kom vi til at bo godt, fordi min far selv kunne istandsætte husene. Han arbejdede ellers på fabrik, og min mor gjorde rent. Jeg mærkede ikke fattigdommen for eksempel i forhold til mad, men der var ikke råd til, at vi kunne gå til spejder og dans og den slags. Vi var altid rene og pæne, men det var sådan noget med at forlænge bukserne med kantbånd. Det ville jeg ønske, at de unge i dag kunne lære af. Først som voksen kan jeg se, at jeg aldrig var på sommerferie, men jeg manglede det ikke dengang. Jeg legede bare med de andre børn i området. 

Da jeg var fem år, flyttede vi til Lolland, for min far var dansker, og min farmor sad og trak i os for, at vi skulle flytte hjem. Der boede vi på en lille gård med dyr og lokum i stalden. Det var en streng far, vi havde. Da jeg engang havde fodret grisene med foder fra fodervognen, var der ingen af os, der turde indrømme, hvem der havde gjort det. Så låste han os inde på høloftet med rotterne, til vi fortalte ham sandheden.

Hvordan fandt du din levevej?

– Efter 10. klasse satte jeg en annonce i avisen om, at jeg søgte en læreplads. Der var en kvinde, der ringede og tilbød mig en plads som buntmager på en gård. Jeg ville egentlig have været politibetjent, men jeg var for ung, da jeg søgte ind, så jeg kom ikke ind. Senere startede jeg min egen pelsforretning i Rødby, men det var under de syv grønne vintre i Danmark, så der var ingen, der gik med pels. På samme tid mødte jeg ham, jeg skulle blive gift med, og vi flyttede til København, hvor jeg blev hjemmehjælper. Jeg kunne gå lige ind fra gaden og tjene 13.000 kroner om måneden. Jeg vidste jo godt hvor meget, jeg skulle knokle som selvstændig for de samme penge. 

Mens jeg var hjemmehjælper, ville man indføre liggedage, hvor man lod de gamle ligge en hel dag i sengen, når der manglede personale. Da borgmesteren gik ind i sagen, var der nogle medarbejdere, der fik en skriftlig advarsel for at have gjort det. Men de var jo blevet bedt om det af ledelsen. Det syntes jeg var så uretfærdigt, og jeg er typen, der råber op. Så fandt jeg det parti, jeg var mest enig med, og stillede op til Greve Byråd. Min far var nærmest venstrebonde, som selvstændig var jeg mest konservativ, og som hjemmehjælper hørte jeg en del om Socialdemokratiet. Men da jeg skulle vælge, blev det Dansk Folkeparti. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle i Folketinget, men så mødte jeg nogle folketingsmedlemmer og tænkte: Hvis de kan, så kan jeg også. Jeg havde ellers ikke så meget selvtillid, for jeg er ikke boglig, jeg er mere hende, der kan slå to knuder på et stykke skind, hvis jeg skal i byen en aften, men politik havde jeg ikke regnet med, at jeg kunne. Jeg troede faktisk ikke, jeg kom ind i 2007, men en aften et par dage efter valget, ringede der pludselig en journalist og sagde tillykke. Jeg var kommet ind på et tillægsmandat.

Hvor kan du føle dig på afveje?

– Da jeg blev valgt til Folketinget, troede jeg, at jeg skulle være ligesom de andre herinde. Men jeg er stadig en hjemmehjælper fra Lolland, som godt kan lide at sparke dæk og drikke øl med sine motorcykelvenner. Det er en stor kontrast til Christiansborg. Jeg hører da også tit, at jeg skal lytte til professorerne og alle dem med lange uddannelser, men jeg synes, de skal lytte til mig og min livsvisdom. Jeg ved, hvordan det er at vokse op på Lolland. Da jeg var 21, kørte jeg taxa en periode. Der oplevede jeg, hvordan jeg hver 14. dag kørte bistandsklienterne op på bistandskontoret, hvor de hentede deres penge. Bagefter kørte jeg dem direkte ned i Brugsen, hvor de købte øl og cigaretter og kartofler til deres børn – franske kartofler. Det har ikke ændret sig i dag. Vi laver så mange tiltag for sundheden, men de sunde vil altid være sunde, og de andre vil blive ved med at købe cigaretter og øl. Hvis vi sætter afgifterne op, bliver der bare endnu mindre råd til at købe mad til børnene. Jeg ved godt, at forskernes tal siger én ting, men jeg ser noget andet. 

Hvornår har du mistet vejgrebet?

– Det gjorde jeg, da min far døde for 24 år siden. Hele mit liv indtil da var gået med at bevise over for far, at jeg var god nok. Da han døde, tænkte jeg: Hvad fanden skal jeg så leve for? Da vi var børn, havde der været en konkurrence mellem os om, hvem han bedst kunne lide. Jeg var den yngste, og jeg var god i skolen og huskede at rydde op på mit værelse. Jeg ville gerne have ros, og så fandt jeg ret hurtigt ud af, at hvis jeg gik hen og bad min far om fem kroner, så fik jeg dem. Mine søskende turde ikke engang at spørge. Det splitter familien, når en forælder dør, og i dag har jeg ikke kontakt med min ene søster. Min mor måtte også sælge den gård, vi havde boet på, siden jeg var 13. Hvis den kommer til salg igen, køber jeg den.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Ja, da jeg blev skilt for 16 år siden. Min mand og jeg var nok lidt af et pragmatisk par, som opbyggede kærligheden med årene. At jeg gik ind i politik, var også en stor del af, at vi blev skilt, for han ville gerne have, at jeg bare havde et almindeligt 8-16-job, og så ville han have mig til at fjerne mine tatoveringer. Det ville jeg ikke, og jeg har kun fået flere, siden vi blev skilt. Vi er dog fine venner i dag. Jeg er single nu, for jeg har ikke tid til andet. Jeg har rigeligt at gøre med mit arbejde, børn, børnebørn og en syg mor. Jeg har da været i forhold, siden jeg blev skilt, men mænd siger altid, at jeg skal prioritere mit arbejde, men når det kommer til stykket, forstår de ikke, at jeg tager min telefon, når den ringer under en påskefrokost. Mænd vil ikke være nummer to. Jeg kan i øvrigt også godt lide at komme hjem om aftenen efter en travl dag, og der er stille, og jeg ikke skal tale med nogen. Der er bare ro og fred. 

Livet på landevejen?

– For fem-seks år siden kørte jeg og min bror til Spanien på motorcykel. Vi nåede helt ned til Malaga, og da vi havde været der en dag, kørte vi igen. Vi kørte hver dag fra ni om morgenen til sent om eftermiddagen. Så så vi byen, vi var kommet til, sov og kørte igen. Sådan har vi set Belgien, Holland, Bretagne, Baskerlandet og Portugal, og jeg har også kørt flere uger ad gangen i USA. Vi havde også talt om at tage til Montenegro i år, men så kom corona. Den dag jeg er færdig i politik, skal jeg køre mange flere ture. Min motorcykel er allerede pakket til den dag, jeg ikke bliver valgt ind. Jeg har to års eftervederlag, og jeg kører på motorcykel, til jeg ikke har flere penge. Mine børn frygter derfor, at jeg ikke bliver valgt ind, for så stikker jeg af. Men jeg er 55 år, og jeg frygter snarere, at den tur ikke bliver til noget. Jeg ved godt, at andre kvinder svarer, at deres lykkeligste øjeblik var at føde deres børn, men for mig er lykken at køre på motorcykel, og det ved mine børn godt. Jeg siger også altid til dem, at hvis jeg kører mig selv ihjel en dag, så dør jeg lykkelig. 

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har mine børnebørn, du finder ud af, hvad kærlighed er, når du får børnebørn. Da jeg fik børn, oplevede jeg ikke på samme måde at have ondt i hjertet af kærlighed og angst for at miste. Jeg har jo altid elsket mine børn, men børnebørn er noget helt andet. 

Hvor er du på vej hen?

– Jeg er på vej til at holde jul med en gruppe hjemløse. Hvert andet år holder jeg med mine børn, og hvert andet år inviterer jeg otte-ti hjemløse hjem til mig. Ellers skulle jeg alligevel sidde alene. Der skal ikke komme flere end ti, for det betyder meget for dem, at det føles som en hjemlig og privat jul. Nogle af dem har ikke prøvet det i mange år. Det er så fantastisk, når de siger, at det er den bedste jul, de har haft i mange år. Når jeg er sammen med min egen familie, kan der godt være stridigheder, så det er faktisk lettere at være sammen med hjemløse og psykisk syge. De er så taknemmelige. 

Hvem er Liselott Blixt

• Født 1965 i Sverige, men vokset op på Lolland. 
• Har været hjemmehjælper og arbejdede på plejehjem i 20 år, inden hun i 2001 blev valgt ind i Greve Byråd for Dansk Folkeparti og i 2007 kom på Christiansborg. 
• I dag blandt andet medlem af Folketingets Sundhedsudvalg. 
• Har to voksne børn og to børnebørn. Bor i Greve.