Forfatter satte sig for at undersøge: Hvorfor holder nogle parforhold, mens andre slutter?
Da forfatter Lotte Garbers ville skrive om en parterapeut, der ikke har styr på sit eget følelsesliv, kastede hun sig også ud i en miniundersøgelse af, hvorfor nogle parforhold holder, mens andre falder fra hinanden.
16. maj 2021 postede Lotte Garbers et noget usædvanligt opslag på Facebook.
Hun bad sine følgere om at skrive ærligt og – vil nogen måske mene – en smule udleverende om deres bedre halvdel:
Skriv her, hvis du har en ting, der irriterer dig ved din partner, begyndte den 55-årige forfatter, hvorefter hun solidarisk delte ud af, hvad der irriterede hende ved hendes egen mand, Carsten – blandt andet at han insisterer på at pakke sine sokker ud og lægge dem pænt på plads i skuffen, når parret ankommer til et hotel, uanset om de skal bo der en uge eller en enkelt overnatning, og uanset at Lotte tripper utålmodigt for at komme ud og opleve destinationen.
Den slags bliver man ikke skilt af, fortsatte Lotte dengang sit opslag på Facebook og filosoferede:
Men er det sådan, at hvis der er en stor nok sum af ting, der er irriterende, at kærligheden ikke holder? Eller kan det opvejes af de ikke-irriterende ting? Eller forbliver små ting altid små, så hvis værdierne og den lille (og store) hjertebanken er på plads, så lever man med det, der irriterer?
Annonse
Irriterende frikadeller
Spørgsmålet og den lille undersøgelse, Lotte satte gang den dag i maj, var et led i hendes research til romanen 'Medgift', som hun netop er udkommet med.
Romanen handler om parterapeuten Lisa og hendes ikke helt ukomplicerede følelses- og kærlighedsliv, men dykker også ned i terapeutens sessioner med par, der har ondt i forholdet. Og det var de scener, Lotte manglede input til. For hendes eget parforhold, ja, det er faktisk ret lykkeligt.
Lotte er gift med Carsten på 30. år. Også selv om han altså er irriterende emsig omkring sine sokker, og de faktisk er ret forskellige.
"Han laver også små, nette tegneseriefrikadeller. Sådan nogle perfekt runde nogle. Mens jeg bare kaster ukurante kødklumper ned i panden," siger Lotte.
Alligevel har de det faktisk rigtigt godt. Så godt, at de har aftalt, at nu hvor de er kommet så langt, så kan de lige så godt gå hele vejen.
Og hvad er det så, der har båret forfatterens forhold gennem de sidste 30 år? Er det mængden af irritationer, de grundlæggende værdier eller den store hjertebanken? Lotte er nået til den konklusion, at det måske først og fremmest handler om, hvad man stiller op med irritationerne, værdierne og den der vilde hjertebanken – frem for hvor meget eller lidt man har af den i udgangspunktet.
Annonse
Klassiske konflikter
"Vi var smaskforelskede, da vi mødtes, og det er selvfølgelig et godt udgangspunkt," siger hun.
"Men selv om vi både havde stor kærlighed og delte de mest grundlæggende værdier, havde vi i begyndelsen, og især da vi blev forældre, direkte kurs mod afgrunden. Vi arbejdede begge to som økonomer og var opslugte af vores karrierer. Ingen af os stoppede op. Det var total kamikaze."
Det resulterede i kæmpestore – og meget klassiske – konflikter om, hvis arbejde der var vigtigst, og hvem der stod for hvad derhjemme. Konflikter, der først faldt til ro, da Lotte sagde sit arbejde op og begyndte at skrive.
Annonse
"Det gav selvfølgelig en anden fleksibilitet, at jeg blev selvstændig. Men der er ikke noget i vejen med at have to fuldtidsjob. Det, det handler om, er, at man finder ind i en arbejdsfordeling, der giver mening for begge parter," siger hun.
"Jeg kan under ingen omstændigheder lave 100 procent af madpakkerne, men jeg kan lave 80 procent, hvis Carsten står for resten. Omvendt slår jeg en meget lille procentdel græs."
Drop ”vi’et”
Selv om den store, bankende kærlighed altid har været til stede i Lotte og Carstens parforhold, er det ikke ensbetydende med, at de ikke har måttet gøre sig umage med at passe på den. Og på hinanden.
"Man bliver rigere af at dele; at fortælle den anden, hvordan man har det. Sådan rigtigt. Det skaber fortrolighed og intimitet, når man tør være sårbar og ærlig. For når man selv tør dele, tør den anden også," siger Lotte.
"Men man skal ikke dele alt," påpeger hun.
"Det værste, jeg ved, er den her par-sammensmeltning, hvor folk siger ting som ”vi bryder os ikke om Lars von Trier” eller ”vi spiser ikke bagels”. Det mest usexede, man kan gøre, er at blive ét med sin partner – for hvad sker der så, når man rent faktisk går ind i et intimt rum sammen?"
Smuk i sneen
For Lotte og Carsten har det altid været en prioritet at gøre ting sammen. Især efter at deres to sønner er blevet voksne, har de rejst, oplevet og opdaget i hinandens selskab. Men det har været en lige så stor prioritet at foretage sig ting hver for sig – at forblive to individer.
Lotte tager på skriveretræter alene. Carsten tager på volleyballrejser med venner. Den slags.
"Det betyder ikke, at vi ikke kan gøre ting på den andens præmisser. Faktisk er noget af det fedeste at tage med Carsten på ski, selv om jeg ikke selv er særlig vild med det," forklarer Lotte.
"For han ser så smuk ud på de tinder. Med solbriller på og i skitøj. Fuldstændig cool i sit element. Man bliver smukkere og lyser stærkere, når man gør det, man er god til."
"Derfor er det supersmart at tage ud og se den, man elsker, stråle fra tid til anden. Fordi man bliver mindet om, hvad det var, man i sin tid forelskede sig hovedkulds i."
Alle er irriterende
Og hvad så med irritationsmomenterne?
"Dem er der nok ingen vej uden om," indrømmer Lotte.
"Og derfor handler det om at finde ud af, om man kan rumme dem. Bære over med dem. Og måske endnu vigtigere: Erkende, at man selv slæber rundt på masser af irriterende opførsel."
Der er Carstens besættelse med at pakke sokker ud. Hans kuglerunde frikadeller. Og hans tendens til at lade sig opsluge af sit arbejde.
Men Lotte, hun er jo også selv irriterende.
"Jeg er sådan et menneske, der præger alt og alle med min sindsstemning," siger hun.
"Ingen er i tvivl, hvis jeg er utilfreds eller ked af det, og det er jo et ret irriterende og dominerende træk. Jeg ved, det irriterer Carsten. Men jeg ved også, at han har valgt at bære over med det. Han giver mig plads, når det sker."
Og der er nok ingen større kærlighedserklæring end at bære over med alt det, der irriterer os ved den anden. Og elske vedkommende højere på trods af eller måske netop lige derfor.
