Lotte havde ingen kontakt med sin bror i 22 år – men ét telefonopkald ændrede alt
Lotte og Søren er adopterede og ikke biologiske søskende. Som børn kunne de ikke sammen, og de havde ingen kontakt fra 1982 til 2004, hvorefter Søren flyttede ind hos Lotte og hendes mand. Nu har de arbejdet sammen i snart 20 år og har skrevet 23 bøger.
Da Søren og jeg var børn, var vi overhovedet ikke knyttet til hinanden. Jeg kunne slet ikke bruge ham til noget. Han drillede og kunne være utroligt ondskabsfuld.
Han var slangen i mit paradis, hvor mine forældre var kærlige og skabte gode rammer. Jeg higede efter harmoni, men han forstyrrede altid roen. Derfor er det utroligt, at vi i dag bor i samme hus og har arbejdet tæt sammen i snart 20 år. Min storebror er en vigtig del af mit liv, og jeg er taknemmelig for, at vi har fået et betydningsfuldt forhold. Det havde jeg ikke troet for 25 år siden.
Vores forældre kunne ikke få børn, så vi er adopterede og ikke biologiske søskende. Søren er knap tre år ældre, og selv om jeg var træt af ham, har jeg nogle gode minder med ham. Særligt når min far læste godnathistorie for os. Han gjorde det på en indlevende måde og kunne læse højt i timevis. Søren lyttede med, indtil han var i hvert fald 16 år og tog ud med vennerne efter godnathistorien. Det har helt klart påvirket os litterært, at vores far læste så meget for os.
Vores mor var ikke god til at læse højt, så hun fortalte historier. Vores yndlingshistorie var om dengang, vores forældre fik os. Hun penslede det ud i detaljer, og vi elskede at høre om, hvordan vi blev adopteret. Vi følte os virkelig som særligt udvalgte.
Mens jeg læste, havde Søren og jeg lidt med hinanden at gøre. Jeg boede på Hvidovre sygeplejekollegium, og han kom ofte på besøg. Men jeg tror mere, det var mine kvindelige medstuderende end mig, der trak ham dertil. Vores kontakt gled helt ud, efter at vores mor døde i 1982. Der var ligesom ingen til at holde sammen på det hele længere.
Jeg blev noget overrasket, da telefonen ringede i 2004. Søren var blevet skilt, manglede et sted at bo og spurgte om, han kunne bo hos mig og min mand i Frederiksværk. Han flyttede ind i overetagen, hvor han har boet siden. Kort efter spurgte han, om vi ikke skulle skrive en bog sammen. Det havde jeg aldrig overvejet, men jeg gik med til det, og det fungerede virkelig godt.
Vi supplerer hinanden. Jeg står for en stor del af researchen, mens Søren står for de historiske detaljer og meget af det naturvidenskabelige og tekniske. Han er utrolig intelligent. Jeg er imponeret over, hvor meget han kan jonglere med i hovedet uden at skrive det ned. Jeg står for det mere følelsesmæssige mellem karaktererne, og samtidig er jeg den udadvendte, som sørger for alt det praktiske omkring bogudgivelserne. Søren vil helst bare være i sin lejlighed og skrive.
Vores seneste bog har vi haft det virkelig sjovt med at skrive. Den forelskede morder foregår i vores egen ungdomstid, faktisk før vi mistede kontakten. Hovedpersonen er sygeplejeelev i 1970’erne, ligesom jeg selv var, og Søren kom jo også meget i mit studiemiljø dengang.
Det er, som om vi har vasket tavlen ren. Vi er søskende på en ny måde. Når man skriver sammen, lærer man virkelig hinanden at kende, for der er store følelser på spil og dramatiske plots i vores romaner. Man kommer vidt omkring og helt i dybden. Der er meget, der skal diskuteres.
Søren er et virkelig spændende menneske. Det har været en gave at lære ham bedre at kende på denne måde, og han er det menneske på jorden, der kender mig bedst. Vores forældre er døde, og de havde ingen søskende, så vi har kun hinanden til at huske tilbage på vores barndom.
Søren blev diagnosticeret med prostatakræft for fem år siden. Det er helt forfærdeligt at tænke på, hvis han en dag ikke skulle være her mere. Lige nu er jeg hans faste holdepunkt, og det er mig, der kører ham på hospitalet. De kan heldigvis holde det nede med hormonbehandling nu. Men jeg kan slet ikke bære at tænke på at miste ham. Hvordan skulle jeg kunne undvære ham? Han giver mig så meget intellektuelt, og vi har det så sjovt sammen.
Det har været en utrolig rejse at komme hertil med min bror. Der har været tidspunkter i mit liv, hvor jeg har tænkt: Vil jeg overhovedet komme til min brors begravelse? Hvorfor skulle jeg det? Og så til i dag, hvor han betyder så meget for mig. Det viser bare, at man godt kan have et godt søskendeforhold som voksne, selv om man ikke havde det som børn. Men der skal arbejdes for det.
