Eksperterne opfordrer til, at du gør dit forbrug visuelt, hvad end det er at lave et excel-ark eller at lægge sedler fysisk op foran dig. Det gør det nemmere at overskue, men giver også et større indblik i, hvor meget der reelt bruges på hver af posterne.
1. "Mad"-posten
”Ligesom vi gør i ’Luksusfælden’, så bliver du helt lavpraktisk nødt til at finde ud af, hvad du bruger dine penge på. Bliv især bevidst om, hvor mange penge du bruger på mad. Mange tror, at de bruger et helt andet – og lavere beløb, end de reelt gør,” fortæller Kenneth Hansen.
”Derefter handler det om at lægge en plan for, hvordan du kan få pengene til at strække sig mest muligt. Måske du skal undlade at købe de samme mærkevarer, som du plejer at gøre, samt skære ned på alkohol og søde sager, som ofte ender i kurven.”
Derudover nævner begge eksperter, at det kan være en ide at se på dit kødforbrug.
”Kød er blevet virkelig dyrt, så det kan svare sig at skære ned på kødet. Det kan fx være ved at skrue ned for mængden af kød og op for mængden af tilbehør. Men det kan også være ved at holde kødfrie dage,” siger Mette Djernis, som dernæst fortæller, at du med fordel også kan spise varm mad til frokost og kold mad til aften, hvor elpriserne er højere.
”Mange har kantine på arbejdet, hvilket betyder, at der er varm mad til frokost, og du kan derfor vælge at skifte nogle af de varme aftensmåltider ud med kold mad, eller mad fra dagen før, som bare skal lunes. Elpriserne er helt i top ved aftenmadstid, og skal du både have gang i pander, gryder og ovn, får du også lov til at betale for det.”
De opfordrer desuden til, at du altid tjekker bonen, inden du går ud af supermarkedet for at sikre, at alle varerne er gået ind til den rigtige pris.
Læs mere: 10 gode råd, hvis du vil spare på madbudgettet
2. ”Faste udgifter”
”Når du kigger på din konto for at se, hvor meget du bruger på mad, kan du også se på, hvilke abonnementer du har bundet dig til. Hvis du har abonnement til syv streamingtjenester, men kun bruger én af dem, og heller ikke rigtigt får brugt fitnessabonnementet, er det sted, hvor du hurtigt kan spare 500 kr., hvis ikke mere, fordi mange af tingene bare kører per automatik,” fortæller Kenneth Hansen.
Derudover er der også penge at hente ved at tænke over, hvordan du bruger den dyre strøm.
”Mange hårde hvidevarer er udstyret med en timerfunktion, så det er muligt at udskyde opstarten af vasken til om natten, hvor elpriserne er lavere. Hav derudover kun lyset tændt i de rum, som du er i, og sluk det i resten af huset – og lær børnene det samme. Sluk for tv’et om aftenen og hyg med et brætspil eller en god bog i stedet, og undlad at have lyset tændt i dagtimerne,” siger Mette Djernis.
”Det kan være en ide at føre regnskab med dit elforbrug og madbudget, så du bliver motiveret – og kan gøre det til en leg.”
3. "Diverse"-posten
”I forbindelse med ’Luksusfælden’ ser vi, at mange ofte handler på de kortsigtede behov i stedet for at fokusere på en langsigtet indsats. Det kan være, når du skal købe tøj til børnene, er sulten om eftermiddagen, keder dig i weekenden eller andet. Her har hjernen en finurlig evne til at hjælpe os med at finde på en masse gode grunde til, at det var en god ide at handle uhensigtsmæssigt,” fortæller Mette Djernis.
”Der kan et godt tip være at udskyde købet to dage ved små beslutninger og ved store beslutninger to til fire uger. Jo større beslutning det er, jo grundigere skal det overvejes. Det er sværere, end man lige tror, for hjernen sætter alle kræfter ind for at modarbejde behovsudsættelse.”