Mai Villadsen: ”Jeg blev ramt af et lyn, da jeg mødte Johan”
Inden Mai Villadsen skal mødes med Johan første gang, vakler hun mellem, om det overhovedet er en god idé. Efter en enkelt aften på en bodega, falder hun pladask for ham. Det fortæller hun i Hendes Verden.
Det er fem år siden, Mai Villadsen møder ham, hun i dag er kærester med. Selvom hun, som ordfører for Enhedslisten, er vant til at skulle holde hovedet nogenlunde koldt, falder hun pladask for ham. Johan.
”Det endte i en forelskelse, der næsten gjorde mig skør,” fortæller hun i Hendes Verden.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Inden den store forelskelse indtræffer, er Mai Villadsen i konflikt med sig selv om, hvorvidt hun egentlig skal mødes med ham.
”Han er journalist og havde skrevet en ret negativ artikel om en podcast, jeg havde lavet for Enhedslisten. Jeg var lidt i konflikt med mig selv, for jeg syntes også, han virkede sød,” fortæller hun.
Alligevel ender Mai Villadsen med at invitere Johan på en øl, så de kan diskutere artiklen.
”Den sms har jeg aldrig fortrudt”
Det bliver til en slags date på en bodega, og den politiske ordfører synes ikke umiddelbart, at han er noget for hende, men jo flere øl, hun får, desto sødere bliver han, fortæller hun.
”Da bodegaen lukkede, sagde vi et akavet farvel på gaden. På vej hjem på cykel tog jeg en beslutning, jeg aldrig siden har fortrudt. Jeg sendte ham en sms og spurgte, om han ikke havde glemt at invitere mig hjem på en øl.”
Johan besvarer sms’en med det samme, og gør netop dét. Han inviterer hende på øl i sin vindueskarm, hvor de bruger resten af natten på at snakke.
Det er hér, forelskelsen sætter ind, fortæller hun og slutter:
”Johan er ekstremt sød og omsorgsfuld. Han er også typen, der altid sætter sig ind i nye ting og finder på noget sjovt. Han sylter, bager og fermenterer, laver surdej eller har underlige svampe liggende. Han laver sin egen ost, fisker og dyrker mærkelige grøntsager i vores kolonihave. Og så elsker han bøger – ligesom mig.”
Læs resten af interviewet med Mai Villadsen i Hendes Verden, som er på gaden denne uge.