Mari-Ann var med i en togulykke: “Jeg var rolig og ikke bange, selv om jeg troede, jeg skulle dø”

For 55 år siden var jeg ude for en frygtelig togulykke. 11 personer blev dræbt. Jeg har stort set ikke rejst med tog siden den dag, 10. august 1967. Jeg var 20 år og skulle besøge en højskoleveninde i København og rejste med tog fra Skive.

På turen passede jeg to piger på otte og ti år, som skulle besøge deres far i København. Ved halvtitiden gik vi op i spisevognen længere fremme i toget. Mens vi spiste, talte vi med et ungt canadisk par, som var på europarejse. Men børnene var utålmodige, og vi gik tilbage til vores pladser længere tilbage i toget.

Et kvarter senere skete ulykken. Der var et kæmpe brag, og lyset gik ud. Vi fik kufferter ned over os, og der var et inferno af larm med skrabende metal. Det føltes som lang tid, men har nok varet i nogle sekunder.

Nogle passager jamrede, andre hjalp og trøstede hinanden. Jeg var optaget af pigerne og læste Anders And for dem. Vi kunne ikke komme ud, for døre og vinduer var ødelagt. Med skærebrændere banede redningspersonalet sig vej ind i toget. Jeg kiggede ud ad vinduet, og den canadiske kvinde, jeg havde talt med en halv time tidligere, lå død ude på banelegemet.

Lige da ulykken skete, tænkte jeg, at nu var det slut. Men i det sekund var jeg rolig og ikke bange, selv om jeg troede, jeg skulle dø. Bagefter var jeg optaget af at passe på de to piger. Det var en forfærdelig oplevelse for dem. Efter to timer kom vi endelig ud af toget og med bus og storebæltsfærgen til Sjælland og videre til København.

Jeg var ikke kommet meget til fysisk, men psykisk var det hårdt. Jeg kom hjem til Glyngøre nogle dage efter, og med det samme fik jeg at vide af min mors familie, at jeg ikke måtte tale om ulykken.

Min far havde været togbetjent, men var død året før af en arbejdsrelateret blodprop, mens han var på arbejde og kørte i tog. Jeg skulle i stedet hjælpe min mor, for hun havde dårlige nerver. Så jeg fik ikke bearbejdet mine egne traumer. Måske har det præget mig resten af livet.

Jeg er blevet en fighter, selv om det er hårdt at have ulykken i bagagen. Der skal meget til at få mig til at give op. På den måde har det måske styrket mig. Men da jeg 2. januar 2019 tændte for radioen og hørte om den store togulykke på Storebæltsbroen, gik jeg op i limningen.

Jeg endte med at medvirke i en tv-udsendelse på TV Midtvest sammen med fire andre fra ulykken i 1967. Vi har mødtes nogle gange, og det hjalp meget at tale med dem, blandt andet en biolog på min egen alder og en politibetjent, der var med i redningsarbejdet. Vi græd og græd, og det var rart at snakke med nogen, der forstod.