"Der er så meget, man kan købe i Marokko, og en hovedregel er altid at bestille 20 kg ekstra bagage med hjem"

Første gang jeg ankom til Marrakech, hadede jeg byen. Min familie og jeg startede med at blive brændt af i lufthavnen af vores præarrangerede lift, så i stedet tog vi en tilfældig taxa, og han snød os selvfølgelig. Vi skulle bo på en riad (traditionelt marokkansk hus, red.) inde i soukens midte, der er labyrintisk og ufremkommelig med bil. Chaufføren satte os af, imens han og jeg stadig skændtes. Så stod vi der. Fortabt. Unge mænd kom løbende og ville hjælpe. For penge naturligvis, og så begyndte jeg at skændes med dem. Vores toårige søn græd. Kufferterne var tunge. Der er få ting, der overgår skammen over ikke at kunne finde vej. Offentlige skænderier. At føle sig turistet til fingerspidserne som nybegynder, narret og aggressiv på en gang. Dum og hvid og bange.

LÆS OGSÅ: Kom med til Oh Lands New York

Vi fandt selvfølgelig riaden, der viste sig at være en smuk 1700-tals restaureret en af slagsen. Der voksede bananpalmer og lilla bougainvilleaer op ad træskodderne. Vores engelske vært var forvirret, og der var beskidt og stank af det dusin kattekillinger, han holdt. Alligevel krøb byen ind på mig. Fra morgenmaden på tagterrasserne med Atlasbjergene som backdrop til solnedgangene over minareten. Nu har jeg været der fire gange og er nærmest afhængig af den. Meget af det, jeg væmmedes ved i starten, er nu en del af byens charme.

LÆS OGSÅ: Derfor hedder modens nye hovedstad Los Angeles

Der er noget utrolig civiliseret over at lade en by fremstå så rå udadtil. Der er ingen vinduer, ingen flotte indgange, intet blær. Selv luksushotellet El Fenn, som nok er byens smarteste hotspot, ligger skjult i en uanselig sidegade. Når man først har oplevet, hvilke fantastiske rum der åbner sig på den anden side af murene, fremstår byen vidunderlig hemmelighedsfuld.

Byens store centrale plads, Jamaa el-Fna, som er på Unescos verdensarvsliste pga. stemningen, virkede også meget voldsom på mig i starten. Jeg har ikke oplevet noget så sydende i hverken Bombay eller Bangkok. Alle sanser bliver påvirket og twerket 360 grader rundt. Prøv fx at sætte dig ved en af madboderne, og spis en harira, som er den traditionelle tomatsuppe, man spiser med persille og dadler til. Drik en appelsinjuice i en af de utallige juicebarer. Lad være med at kigge slangetæmmerne i øjne. Undgå hennatatoveringer. Min kæreste, Rosa, siger, at man skal give de ældre kvinder penge. De er sandsynligvis enker. Børn, der tigger, skal ikke have nogen penge. De skal i skole.

Der er så meget, man kan købe i Marokko, og en hovedregel er altid at bestille 20 kg ekstra bagage med hjem. Keramik, puder, krydderier og det bedste: tæpperne. Prøv en tæppeauktion, enten inde i souken bag Place des Épices eller oppe i Ourika Valley.

Tag et par dage i bjergene. Boutique-hotellet Kasbah Bab Ourika er nok det smukkeste sted, jeg nogensinde har været. De har flere haver, så man kan ligge i fred og drømme om, at det er ens eget sted. Appelsiner vokser omkring poolen. Deres køkkenhave er anlagt grønt og frodigt og ligner en krydsning mellem paradis og Mumidalen.

Det er mere bryllupsrejse end børneferie. Men man kan godt, hvis man er frisk på at bære en skrigende treårig forbi et snavende par i de udendørs himmelsenge. Børnetips er fisk og skildpadder. Mange restauranter, fx Les Jardin, har skildpadder gående rundt imellem bananpalmerne, og man kan få salatblade til at fodre dem med. I både Menara Gardens og den smukke, men overfyldte Jardin Majorelle er der masser af guldfisk og karper. I Menara Gardens sælger gamle mænd gammelt brød, som man kan kaste ud til fiskene, der nærmest hopper op af vandet og griber føden. Lej en bil, og kør til byen Essaouira. Det tager knap tre timer. Man kan sagtens køre selv eller blive kørt i taxa til ca. 500 kr. Byen har det bedste miks af kulturer i verden, og jeg ved ikke, hvor Europa ellers møder Nordafrika og islam i en hvid by ved havet, hvor det meste kan ordnes ved solnedgangsmøderne.

Sidst jeg var i Marrakech, var i april, en forlænget weekend uden børn. Det var min fødselsdagsgave. Vi boede på Les Jardins de La Medina, som ligger i en af kongens gamle haver. Et virkelig smukt sted. Desværre fyldt op af for mange midaldrende ægtepar, der ikke taler sammen, når de spiser. Men der er pool og ro og afslapning, selv om det ligger midt i byen. En perfekt dag i Marrakech starter med en lang morgenmad med friskpresset juice, hjemmelavede pandekager og udsigt. Der er så pænt i Marokko. Også indenfor. Lige meget i hvilken prisklasse man rejser, er byens riads smukke og fyldt op med puder og lamper. De har alle sammen terrasser, og fordi der er koldt om natten pga. Sahara, har mange af værelserne også pejs.

Frokost vil jeg spise på Dar Cherifa. En 1600-tals-riad, der er ombygget til café og kulturhus, hvor jeg spiser kylling med appelsin og ingefær. Hvis det er fredag, vil jeg bruge eftermiddagen i Menara Gardens, hvor byens unge kommer og danser og har hemmelige møder inde i olivenlundene. Det er ikke alle steder, der serverer alkohol, men på Café Arabe kan man få drinks, se solnedgangen og bagefter gå ned og spise på madboderne eller den nye restaurant Nomad på Place des Épices.

Jeg tager ofte mig selv i at sidde og tjekke Norwegians lavpriskalender for at se, om der er et tilbud, man ikke kan sige nej til. Jeg har slæbt fem tæpper med hjem og et utal af puder og keramik og safran. Det nyeste er at gøre vores egen terrasse marokkansk. Jeg har købt pigmentfarve til at male krukkerne tomatrøde og Yves Klein-blå. Jeg har været på planteskole og har købt agaver, roser og krydderurter. Jeg er ikke nybegynder længere. Jeg ved, hvad jeg skal sige til taxachaufførerne, og jeg ved, hvilket toneleje jeg skal sige det i. Jeg finder konstant nye riads, jeg gerne vil besøge. Jeg er ved at have styr på Marrakech. Det eneste, jeg ikke har styr på, er min økonomi i forhold til min afhængighed.

LÆS OGSÅ: 5 tips til en budgetvenlig weekend i Paris, du ikke får andre steder

LÆS OGSÅ: Få Isabel Marants 5 bedste tip til Paris

LÆS OGSÅ: Majse Njor guider dig til Mallorcas charmerende lillebror: Menorca