”Vi har fundet en måde at være sammen på, som jeg er helt utrolig taknemmelig for”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Jeg er født på Frederiksberg, og det er herfra, jeg husker mine første skridt. Eller måske er det ikke en erindring, men noget jeg tror, jeg husker, fordi jeg har et fotografi af lille mig på Nyvej under et gigantisk kastanjetræ, som desværre i dag er fældet.

Sådan er det jo med minder, de kan nemt forveksles med fotografier. Jeg har en lyserød flyverdragt på og en Mickey Mouse-taske med en alt for lang rem om skulderen. Og det er dén fornemmelse, jeg synes, jeg husker så tydeligt. Fornemmelsen af at være en lille krop i en stor flyverdragt med en alt for lang taskerem om skulderen.

Læs også

Julie R. Ølgaard: ”Jeg følte, at jeg skulle leve for to og få det meste ud af alt”

Da mine forældre fik arbejde på Aalborg Teater, drog hele familien til Nordjylland. De forsøgte at skrive mig op til en børnehaveplads, men der var ikke en eneste plads at få i 1980’ernes Ålborg. Så jeg kom i dagpleje og blev passet af en sød Ålborg-mor sammen med hendes børn.

Legepladserne dengang var dårlige og underprioriterede. Det var ikke et årti, hvor man havde øje for børn og deres behov. Men vi hyggede os. Mest af alt husker jeg dog al den tid, jeg fik lov at komme med på mine forældres arbejde. Der var magisk på teatret. Jeg legede med de andre teaterbørn. Bag scenen, i kostumerummet og i scenografirummet. Miniature-scenografierne var som små dukkehuse, små verdner man kunne forsvinde ind i, og de voksne klædte sig ud i kraft af deres arbejde.

De gjorde det, jeg elskede, de klædte sig ud og forvandlede sig til andre. Det var en verden, jeg følte mig hjemme i helt fra det allerførste møde."

Hvornår fandt du din levevej?

"Teatret og skuespillet fandtes altid i mig, men ikke nødvendigvis som en bevidst karrieredrøm. Jeg ville også så meget andet som barn. Jeg drømte om at blive havbiolog og lede efter krabber – grønne krabber – i en flod langt fra Danmarks grænser. Og om at blive læge. Med hvid kittel og stetoskop og evnen til at hjælpe andre mennesker.

Som 9-årig fik jeg rollen som lille Sarah i 'Inden for murene' på Folketeatret. Og det var helt magisk og fortryllende. Jeg var ikke længere hende den lille, der sad under sminkebordet eller legede i scenografirummet. Jeg stod på scenen, havde replikker og gaffatape-kryds, der viste, hvor jeg skulle stå og gå. Det var fantastisk, og det var nok der, jeg mærkede, at det var det, jeg virkelig ville.

Alligevel har jeg slet ikke taget den lige vej til skuespillet. Jeg har arbejdet som tjener, som salgsassistent i en designbutik og læst multimediedesign, inden jeg fik rollen som Silke i tv-serien '2900 Happiness' og for alvor fik gang i min karriere.

Undervejs lærte jeg, at det ikke nødvendigvis er det eneste rigtige at gå den lige vej. Og at man ikke nødvendigvis behøver at begrænse sig til kun en ting – eller et fag – i sit liv. Det tog bare lidt tid, før jeg helt forstod, at det var det, jeg havde lært."

Den vigtigste vejviser i dit liv? 

"Min mormor og jeg var virkelig tætte. Hun havde haft et ret intenst liv på godt og ondt. Som ganske ung forelskede hun sig i min morfar – en 17 år ældre, kendt og feteret illustrator – og selvom de var stormende forelskede og elskede hinanden højt, så var det også et heftigt og opslidende ægteskab.

Alligevel var hun et enormt kærligt og givende menneske. Man kunne godt mærke, at hun havde slået sig på livet, men hun udstrålede samtidig, at hun havde levet et fedt liv – et virkelig rigt liv. Hun var en overlever og meget, meget kærlig. Og det er sådan, jeg selv stræber efter at leve.

Læs også

Lisbet Dahl efter turbulent år: "Jeg tænkte: jeg skal væk"

Jeg vil gerne gøre mig umage med at overkomme den modstand, der altid findes i et hvert liv, så jeg kan blive ved med at have blik for alt det gode og smukke, der også findes. Og som der heldigvis er mest af. Og så vil jeg sørge for, at de mennesker, jeg elsker, også ved, at jeg elsker dem. Det var min mormor helt eminent til. Jeg var aldrig i tvivl om hendes kærlighed. Jeg følte mig så tryg og set og elsket, når hun så på mig og kaldte mig sit lille alfebarn. Hun var en fantastisk mormor."

Hvornår har du mistet vejgrebet?

"Da min moster døde, opstod der en sorg i familien, som væltede os alle omkuld, og som sendte mig ud i en krise, der varede langt ind i mine teenageår. Min mor og moster voksede op som sjælsvenner, men selvom hun var en kunstnerisk sjæl, var hun aldrig lykkedes med at udtrykke den side af sig selv, da hun døde pludseligt i en alt for ung alder.

Hun efterlod to børn – min fætter og kusine – der bare var 12 og 15 år, så det hele var så forfærdeligt, uforløst og ulykkeligt. Det føltes som en katastrofe. Det var en katastrofe. Min mormor led selvfølgelig helt forfærdeligt, men levede videre i nogle år på trods af sorgen. Og da hun døde, var det som om, noget gik i stykker i mig. Jeg fik en voldsom dødsangst og blev meget optaget af, at hvis jeg gjorde noget bestemt – gik til højre i stedet for venstre, lukkede døren forkert eller trådte på en stribe i fortovet – så ville jeg selv, eller en jeg elskede, dø.

Mit teenageliv blev ikke bedre af, at jeg stadig var et meget legende og drømmende barn, da mine klassekammerater gik i puberteten. Mobning er ofte skjult og subtilt, og det gør det næsten sværere at gøre noget ved. Der var ingen, der slog eller råbte ad mig, der var bare en iskold tavshed og udstødelse. Det er en form for psykisk vold, som dengang bare føltes som ren ondskab.

I dag ved jeg jo godt, at dem, der mobber, også har ondt et sted. Mine forældre var heldigvis gode til at tage min dødsangst alvorligt. Jeg kom til psykolog og lærte stille men sikkert at forstå og håndtere den. Og i dag findes der faktisk også en stor taknemmelighed i mig, for at jeg så tidligt mødte døden. Fordi det lærer dig at holde af livet og forstå, hvor afsindigt værdifuldt det er.

Alligevel er det stadig en balancegang. Tankerne kan fortsat løbe af med mig, og jeg kan lynhurtigt blive bange for alting. Men jeg kan tøjle dem og sige: Lige nu – liiiiige netop nu – er jeg sund og rask, og himlen er klar og blå. Og Gud hvor er jeg bare heldig."

Har du nogensinde stået ved en skillevej?

"Da min veninde og kollega Laura Drasbæk begyndte at arbejde som keramiker og etablerede eget værksted uden at stoppe sit arbejde som skuespiller, forstod jeg pludselig det, som min egen snørklede karrierevej i virkeligheden allerede havde vist mig. At man ikke nødvendigvis kun skal være eller gøre én ting.

Hun var en kæmpe inspiration og har været med til at give mig det sidste puf mod at virkeliggøre mine egne ambitioner. Og nu er jeg sammen med to andre i gang med at etablere coachingvirksomhed med kurser i empatisk ledelse og andre mål. Jeg er uddannet yoga-instruktør, coach og doula (fødselsterapeut, red.). Jeg har altid været optaget af at guide og hjælpe andre til at forløse deres potentiale, trives og udvikle sig. Og jeg kan mærke, at min baggrund som skuespiller kun styrker, hvad jeg kan gøre inden for det felt.

Det er i virkeligheden ikke så anderledes end skuespillet. Begge dele handler om at stille sig til rådighed, være til stede og lytte. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang. Og samtidig holde fast i mig selv som skuespiller. Nu med en lidt større frihed til at vælge hvilke projekter jeg vil være med i.

Der er en idé om, at gør man mere end en ting, så gør man det hele halvt, så vil man det ikke nok. Men det er jo fuldstændig forkert, man kan godt være passioneret og engageret og interesseret i flere veje i livet. Det er de fleste mennesker måske i virkeligheden, det er bare svært at bryde ud af de båse, vi lynhurtigt bliver placeret i."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Jeg føler mig heldig over, at mange virkelig smukke, gode og kærlige mennesker har fundet vejen til mit hjerte. Det skulle 14-årige Mathilde virkelig lige have vidst! Og jeg er meget taknemmelig for, at det er sådan, for jeg er ikke altid selv den, der er bedst til at holde fast i venskaber og sørge for at passe på relationer, selvom de er vigtige for mig.

Læs også

Peter Myginds kiksede sommer: 300 mennesker kom for at redde mine nøgne forældre

Jeg er sådan en ADHD-sommerfugl, som godt kan glemme at ringe tilbage eller række ud. Fordi jeg er optaget af noget andet. Som en hundehvalp der har fået snuden i noget spændende. Og glemmer alt omkring den. Det er ikke fordi, jeg ikke elsker dem. Det er bare min natur. Så jeg er meget bevidst om, at dem, der har set og forstået det ved mig, virkelig holder af mig. For det kræver jo noget at holde af en, som ikke altid er super meget til stede.

Omvendt vil jeg vove at påstå, at jeg virkelig er der for mine venner, når de er helt lost og har brug for én at læne sig op ad og blive grebet af. Så er jeg der med alt, hvad jeg har. Jeg er generøs med min kærlighed, men ikke altid så punktlig med den.  Min datter Pollys far og jeg har også fundet en måde at være sammen på, efter vi gik fra hinanden, som jeg er helt utrolig taknemmelig for. Det har været hårdt at nå dertil, men vi har et meget kærligt og rummeligt forældreskab og samarbejde omkring det menneske, vi begge elsker allerhøjest. Og det betyder alt."  

Hvilken vejviser vil du gerne selv være?

"I virkeligheden er det jo sådan, at det er vores børn, der er de største læremestre. Det har mit eget moderskab i hvert fald vist mig. Så jeg er langt mere optaget af at værne om alt det fine og stærke, som Polly allerede er, end jeg er optaget af at fylde en masse nyt i hende.

Hun har en helt naturlig og stor empati, som jeg er meget stolt af. Men hun er også meget stærkere, end jeg selv var i den alder. Hendes sjæl er kæmpe stærk, hun står så godt i sig selv, og det vil jeg gøre alt for, at hun får mulighed for at bevare. At hun fortsat vil tro på sig selv og føle sig stærk og modig. Det er først nu, jeg er begyndt at tro på mig selv for alvor. Og gøre ting lidt uden for boksen. Turde fejle men vide at det er ok. At det er sådan, man udvikler sig. Den frihed og styrke kan jeg se i hende allerede nu."