Melissa Bentsen lagde håndklæder foran døren, så hun kunne græde i fred

Når influenceren Melissa Bentsen slår ting op på sine sociale medier, skulle man ikke tro, at hun som teenager pressede håndklæder foran sin dør, så hun kunne græde uforstyrret. Men i ALT for damernes podcast ’Tungdom’ fortæller hun om, hvordan det er at vokse op med en søster, der har flere psykiske diagnoser.

Melissa Bentsen smiler. Stort. Det gør hun det meste af tiden, og det er også blevet lidt af hendes kendetegn. De hvide tænder, der skinner inde bag de fyldige læber, kan ses på flere af de billeder og videoer, hun deler med sine over 300.000 følgere på diverse sociale medier.

Og smiler, det gør hun også, da hun sætter sig i stolen over for ALT for damernes journalist Josefine Stork for at optage det seneste afsnit af ALT for damernes podcast ’Tungdom’.

Det gør hun, selv om emnet, som de to kvinder skal tale om, er et, der er svært, og som rammer tæt på, hvor Melissas usynlige blå mærker findes.

Melissa Bentsen er nemlig vokset op med en lillesøster, som har tre psykiske diagnoser - autisme, OCD og skizotypi - og det har betydet, at hendes barndom og ungdom ikke har været en dans på roser. Det fortæller hun ærligt i podcasten.

Anfald næsten hver aften

Det startede ellers lige efter bogen, da Melissa blev storesøster til Lærke. Der er tre år mellem de to unge kvinder, og de er stadig den dag i dag hinandens nærmeste. I ’Tungdom’ fortæller Melissa, hvordan hun nogle gange har det, som om Lærke og hende selv er tvillinger, fordi de altid forstår hinanden og har fuldstændig samme humor. Men da Melissa fyldte 13 år, ændrede livet sig.

”Der var angst, råben og skrigen og ødelagte ting. Jeg kunne ikke sove om natten, fordi hun kunne have de her anfald i otte timer ad gangen, og de startede typisk om aftenen, hvor hun skulle lave lektier,” fortæller Melissa Bentsen i podcasten ’Tungdom’.

”Det startede med, at hun ville begynde at græde. Det var roligt, men så byggede det sig mere og mere op, og så endte det med, at dørene blev smadret, og reolerne blev væltet. Min far blev nødt til at kaste hende op på skuldrene og køre hende på psykiatrisk afdeling. Det er det eneste, der kunne få hende ned,” husker hun om aftenerne i barndomshjemmet.

Når Lærke fik sine anfald, betød det også, at Melissa skulle agere på en speciel måde for at hjælpe familien igennem de hårde aftener. Pigernes far led nemlig også af angst, og det betød, at han også ville få det skidt, når hans yngste datter fik et anfald.

”Jeg havde lidt den der rolle med, at jeg skulle være der på en vis måde for alle. Det startede altid med, at jeg begyndte at græde inde på mit værelse for mig selv, fordi jeg blev bange. Jeg synes ikke, det var særlig sjovt, da jeg lå inde på mit eget værelse og kunne høre, at tingene blev smadret. Derefter skulle jeg sørge for, at min mor vidste, hvad der foregik, og hvorfor Lærke var ked af det. Jeg skulle sørge for, at min far ikke besvimede, for han kunne slet ikke være i det overhovedet. Han ville gerne passe på alle, så da han ikke kunne redde Lærke, gik han helt ned,” forklarer Melissa.

Hun husker, at når søsteren fik sine anfald, ville hun blive et andet menneske, hvor man ikke kunne trænge ind til hende på nogen måde. At hun ville sige ubehagelige og grimme ting, og dem skulle Melissa tage imod, så hendes forældre ikke oplevede det.

”Jeg ville meget hellere have, at jeg fik den, end de gjorde. Fordi jeg ved, at de ikke kunne holde til det.

Ingen vidste noget

Lærkes næsten daglige anfald varede i otte år, fortæller Melissa Bengsten i ’Tungdom’, hvor hun næsten hver aften skulle være der for sine forældre og sin søster, så familien ikke faldt sammen i kaosset.

Og naturligvis gav det nogle konsekvenser for Melissa, at hun hver aften skulle opleve, at hendes søster fik sine anfald, men en ting var sikkert: Hun ville ikke lægge flere problemer over på sine forældre.

”Jeg vil have, at de ikke skulle bekymre sig om, om jeg også var okay,” husker hun.

Derfor hobede følelserne sig op i Melissa, som græd hver dag – både i skolen og derhjemme om aftenen. Her havde hun et ’trick’, hvor hun lagde et håndklæde foran døren, så de, der kom ind på hendes værelse, ikke kunne åbne døren helt, og Melissa derfor havde tid til at tørre tårerne væk, inden nogen kom ind på værelset. For forældrene måtte ikke se, at hun havde det skidt. Hun ville nemlig ikke bebyrde dem yderligere.

”Så vil jeg hellere bare være ked af det selv, holde styr på mine følelser, finde ud af, hvad det er, jeg er ked af, men jeg er ikke typen, der siger, at jeg lige har brug for kærlighed,” siger hun i podcasten.

Der var nemlig ikke nogen, der vidste, hvad der foregik derhjemme, fortæller Melissa Bentsen. Når Lærke går hjemmefra, er hun nemlig helt ’normal’.

”Du kan overhovedet ikke mærke på hende, at der er noget. Så det var rigtig svært at tale med folk om det, fordi de kan ikke selv se det. De kan ikke sætte sig ind i, hvordan jeg havde det,” siger Melissa.

Det var først, da familien lukkede DR helt ind i hjemmet i de to sæsoner af serien ’Min søster ser spøgelser’, at omverdenen fik at vide, hvor skidt Lærke har og har haft det, og her husker Melissa tydeligt, hvordan folk blev overrasket over, hvordan deres liv er og var, for Lærke har det stadig skidt i dag, men nu ved Melissa også, at det ikke er hendes ansvar alene.

I ALT for damernes podcast ’Tungdom’ kan du også høre, Melissa Bentsen fortælle, hvordan hun aldrig føler sig god nok, og hvordan det påvirker hende i dag at have en søster med diagnoser.

imagee57w.png

I podcasten 'Tungdom' vil journalist og vært Josefine Stork undersøge følelserne og de tunge tanker fra barn- og ungdommen, som bor så dybt inde i mange af os. I hvert afsnit taler hun med en ny kendt gæst og sammen skruer de tiden tilbage til dengang de havde det svært og hvor alt fra angst, identitetskrise, spiseforstyrrelse og dårligt selvværd prægede en del af deres ungdom.

Håbet er, at du som lytter kan spejle dig og føle dig mindre forkert i dine følelser. For én ting er sikkert. Du er langt fra alene om at have det svært.