"Før var racisme hverdag, men verden ændrede sig, efter jeg blev "Melvins mor"

Det var hverken den mest veloplyste eller afbalancerede version af Carolyne Kuddu, der landede i Billund Lufthavn en novemberdag i 1992. Hun vidste knap, hvorfor hendes mand var flygtet fra Uganda året forinden; kun at hun en dag skulle familiesammenføres med ham i Danmark.

Artiklen fortsætter videoen... 

– Måske var det for at beskytte mig, at jeg vidste så lidt som muligt, spekulerer hun i dag, mens hun kigger ud ad panoramavinduet i sin stue, hvorfra hun har udsigt til grønne bakker og en lille sø i udkanten af Vejle. Her bor hun med sin nuværende mand, Jan, og det yngste af sine fem børn, hvoraf komiker Melvin Kakooza er den ene.

Carolyne er vokset op med en velhavende mormor i et flot hus i Kenya og en fattig farmor i en landsby i Uganda. Hendes forældre var veluddannede, og derfor var  Carolyne ressourcestærk, da hun kom til Danmark. Og så alligevel ikke. Få måneder inden afrejsen fra Afrika var hendes mor død, og hun havde to små børn med sig – den ene Melvin, som var blot et år gammel.

– Det var overvældende, men jeg er lidt af en nomade, så jeg tænkte det som et nyt kapitel i mit liv, husker den i dag 51-årige Carolyne Kaddu Rasmussen. Hun udgav for nylig sin livshistorie i bogen "Hovedet i himlen og fødderne på jorden", og mange kender hende fra tv-programmet "Helt Sort", hvor Melvin tager sin mor med på råd og ofte får hende til at grine højt eller komme med skarpe og kærlige kommentarer om sit nye hjemland.

– Jeg vidste ikke meget om Danmark, men havde været i både London og Paris, fordi min mor var direktør for et rejsebureau. Men intet vidste jeg om den danske vinter, siger hun med sin velkendte latter.

– Jeg kom fra Uganda i T-shirt og et par tynde bukser og havde ingen barnevogn, så Melvin var bundet på ryggen af mig. Værsgo, ny kultur!

100 slags vaskemiddel

Familien flyttede ind hos Carolynes daværende mand i Fredericia, og hun begyndte på den obligatoriske danskundervisning for udlændinge.

– Jeg lærte ikke meget andet end ABC – og så har I endda tre ekstra bogstaver. Jeg er lærenem, men det skulle gå hurtigere med at komme ud i samfundet, husker Carolyne, som mødte flere danskere, som integrerede hende bedre end noget kursus.

– I den lokale kirke mødte jeg Elly, som lærte mig ikke at bande og fortalte mig om Emma Gad. Hun lærte mig også, hvordan man koger risengrød under en dyne, og sådan gør jeg stadig, smiler Carolyne.

– Så var der Inger, som var varm og gæstfri og viste mig, hvordan man køber ind. I Danmark er der 100 slags vaskepulver og både til uld og silke. Hvor jeg kom fra, kunne man få skåret et stykke af en sæbeblok hos købmanden, alt efter hvor mange penge man havde, fortsætter hun på flydende jysk med en snert af accent.

Kort efter blev Carolyne besøgsven for Røde Kors, og her rykkede kulturforståelsen, for på plejehjemmet lærte hun, hvad havregrød og flæskesteg er, og at man altid skal skære begge ender af en hamburger ryg, inden man serverer den.

– De ældre kunne ikke engelsk, så det var, når jeg kørte ture med Ruth og Otto fra plejehjemmet, at jeg for alvor lærte dansk, husker hun.

Selv om Carolyne interesserede sig for kunsthåndværk og design og i Kenya havde et hjemmebageri, blev hun i Danmark omskolet – lidt mod sin vilje.

– Folk tror altid, sådan nogle som mig er gode til at passe på ældre og syge, så jeg blev SOSU, siger hun og smiler lidt.

– Faktisk kom min mormor fra en fin familie, hvor man havde tjenestefolk til at passe de syge og ældre, men det passede mig fint at blive SOSU, for så kunne jeg komme hurtigt ud og arbejde. Men ingen spurgte mig, om det var det, jeg ville.

Ignorerer racisme

Hamburgerryg og vokaler var dog mindre problemer i forhold den til racisme, hun oplevede i slutningen af 1990’erne.

– Det skete gennem mine børn, som kunne komme grædende hjem fra skole og sige, at de var blevet kaldt sorte satan. Men jeg lærte dem, at de ikke er, hvad folk definerer dem som. De er smukke og værdifulde og kan, hvad de vil, siger hun og tilføjer: – Nå, ja, det sidste kan man jo godt diskutere.

Carolynes fem børn har i dag fået enten uddannelser eller, som Melvin, en karriere i tv, og racismen mærker hun mindre til.

– Før var racisme hverdag, men verden ændrede sig, efter at jeg blev ”Melvins mor”. Jeg hører også indimellem folk sige: ”Alle indvandrere skal hjem, undtagen dig, Carolyne.” Det viser jo, at folk er bange for det, de ikke kender.

Carolyne taklede racismen på sin egen måde: Hun nægtede at tage diskussionen. Melvin har for eksempel fortalt, hvordan hans mor samlede en tomat op, som var blevet kastet efter hende, og afleverede den tilbage til grønthandleren med ordene: ”Sikke noget madspild!”

– Jeg reagerer stadig ikke, hvis nogen råber ad mig. Jeg nægter at komme ned på det niveau, fastslår Carolyne, som har videreuddannet sig til sygeplejerske og i dag arbejder på et asylcenter. Gennem årene og sin uddannelse er hun blevet yderligere bevidst om forskellene på de to lande, hun selv kommer fra.

Hjemme i Vejle

– Jeg skrev speciale om, hvordan forskellige kulturer udtrykker smerte. Prøv lige at gå ind på en fødeafdeling i Uganda – der er så meget lyd på, at en dansk fødende ville blive traumatiseret, smiler hun. – Vi har også stadig grædekoner for lige at give den lidt ekstra gas, når nogen dør.

Det stærke udtryk for smerte og sorg, men også for glæde er helt modsat det, Carolyne oplever blandt danskere, hvor følelser af og til slet ikke kommer op til overfladen, påpeger hun og giver et eksempel:

– Det er så sjovt, når nogen vinder en bil i et tv-program, og de ringer til vedkommende og siger: ”Hans, du har vundet en bil.” Og Hans bare svarer: ”Nej, er det rigtigt?”, siger Carolyne på imiteret følelsesforladt jysk.

– Prøv at sige til mig, at jeg har vundet en bil, så skal du se mig bryde ud i jubel! Men sådan er jeg, glad og bubbly. Jeg kan nærmest føle mig forkert indimellem, men jeg har valgt at holde fast i det, fortsætter hun.

– Da jeg lærte min nye mand at kende, spurgte jeg ham hele tiden: ”Er der noget galt, Jan”? Og så svarede han noget i stil med: ”Ja, jeg er helt okay, jeg skal ud at grille nu.”

Efter snart 30 år i Danmark har Carolyne vænnet sig til den afdæmpede facon, og selv om hun siden har været i både Uganda og Kenya, så er det lige her, uden for Vejle, at hun hører hjemme i dag.

– Nogle gange tænker jeg: Hold da op, lille mig. Nu er du her. Fra Ugandas lejrbål til dansk tv. Jeg har meget at være taknemmelig for.