5 ting, jeg lærte af mit møde med Michelle Obama

5 ting, jeg lærte af mit møde med Michelle Obama

Redaktionschef for ALT for damerne, Rikke Dal Støttrup, var én af de heldige, der fik lov at møde Michelle Obama under hendes besøg i Danmark. Læs om hele oplevelsen her.

 1)   Hun er en popstjerne – and then some

Som til enhver boyband-koncert kunne man købe sig til en ”meet and greet-session” med Michelle Obama. Prisen var 5.000 kroner, og i køen mødte jeg mennesker, der rent faktisk havde betalt selv (jeg havde fået billetten i julegave af min chef, som også var med). Forrest stod en sort kvinde, som var rejst hertil fra Schweiz og satte alt ind på at komme ind som den allerførste. Mødte også en svømmelærer fra Ribe, der næsten så det som en pligt for kvinder, der vil opnå noget i deres liv og interesserer sig for omverden, at gribe chancen for at møde Michelle Obama. Lidt længere bagude stod en ung muslimsk kvinde, som græd af glæde flere gange undervejs og bagefter mente, det var den bedste dag i hendes liv.

Vi stod i kø i to en halv time, før vi blev lukket ind til det dyrebare øjeblik. Forinden havde vi afleveret alle personlige ejendele – inklusive vores telefoner og alt med logo på. Som alle popstjernefans havde vi  drømt om et stort insta-moment, men dealen var, at hendes fotografer stod for at tage billeder. De bliver tilgængelige i løbet af den kommende uge, når hendes management har godkendt dem.

Vi var cirka 100, der skulle møde hende. ”Hvor lang tid har man?”, spurgte vi crewet på vej ind. ”Så lang tid, som det tager at tage et billede”. Det var sandt. Her kommer hele samtalen, som jeg husker den:

-       Hej, vi er redaktører på det blad, du er på forsiden af.

-       Ja, jeg har set det, det er virkelig flot.

-       Vi er meget glade for, at du taler om ”empty nest”. Det er vi mange, der kan relatere til.

-       Oh no, vi ligner da slet ikke nogen, der har så gamle børn. I ser fantastiske ud.

-       Også dig.

Så blev vi vinket videre. Men vi havde holdt om Michelle Obama. Chef mener også, at jeg trykkede min kind (for) hårdt mod hendes.

2)   Hun er en høflig gæst – måske for høflig?

Michelle Obamas besøg i København er det første på hendes Europa-turné, og som enhver god gæst trådte hun ind i vores hjem på vores præmisser. Nogen havde tydeligvis googlet Denmark og fundet frem til følgende ting, vi godt kan lide at blære os med:

1)   Design

2)   Mad

3)   Hygge

4)   Tatoveringer

5)   Ironi

Som til et hvilket som helst cocktailparty igangsatte hun og hendes moderator, daytime tv-vært og kok Rachael Ray, med smalltalk om værtens fortræffeligheder. Problemet var bare, at vi ikke var kommet for at smalltalke. Vi var kommet for at møde et af de allerstørste ikoner for piger og kvinder over hele verden. Hun behøver ikke please sin vært. Lige på denne ene dag måtte gæsten godt komme og overshine os alle sammen.

3)   Hun er ethvert dameblads drøm, men…

ALT for damerne bringer hver uge interviews med professionelle mennesker, der stiller op, fordi de vil gøre reklame for deres arbejde, og som journalister er det vores opgave at få dem til at tale om mere personlige ting af mere almenmenneskelig karakter. Ofte er det hårdt arbejde, fordi mange har svært ved at fortælle konkrete anekdoter, der siger noget om dem som privatperson. Michelle Obama på scenen i Royal Arena ville være en drøm at interviewe: Hun beskrev levende scener og situationer med familien i Det Hvide Hus. Hun fortalte om kærester, hun havde haft. Hun hyldede sin mor for alt det, hun havde ofret. Alt sammen i kategorien for lækkerbidskener for en damebladsjournalist. MEN også dameblade vil gerne høre om perspektiv og ambitioner. Hvad vil Michelle Obama opnå i de næste 10 år? Hvordan ser hun på verdenssituationen?

Den overbygning kom aldrig med Rachael Ray som interviewer. Formentligt i nøje koordination med Obama (og det onde insta-moment-stjælende management). 

4)   Man gad godt drikke en øl med hende

Michelle Obama har mange gange gennem årene bevist, at hun har masser af humor og ikke tager sig selv mere højtideligt end, at hun stiller op til karaoke, armbøjninger og pranks i diverse talkshows.

Hun bygger pointer op, som en komiker ville gøre det. Når hun fortæller om sit forhold til tatoveringer, så er det sådan her:

”Barack og jeg har sagt til pigerne, at hvis de kommer hjem med en tatovering, så vil vi begge to få en tatovering mage til. På nøjagtigt samme sted…Og instagramme det!”

Vi grinede mange gange undervejs, og da vi kom hjem og fik spørgsmålet ”hvordan var det?”, var det klart de sjove anekdoter, der stod tilbage. Ikke inspireret til nye erobringer, men hun må gerne komme med til min fødselsdag.

5)   Jeg var der!

Ja, os på de dyre rækker var undervejs irriterede over interviewer Rachael Ray. Det blev for trivielt; det handlede mest om det helt nære: Om at være der for sine børn og at beslutte sig for at få ægteskabet til at fungere.

I et land (og en arena-sektion) med dedikerede karrierekvinder og høj skilsmisseprocent er det ikke nok. Vi vil have mere og vil inspireres til at gå ud i verden og være awesome, så de sociale medier dagen derpå er spækket med skuffede meningsdannere.

Men vi var 11.000 mennesker derinde. Og for mange tror jeg, det var en lige så stor oplevelse, som de havde håbet på. Alene det at være i samme rum som selveste Michelle Obama, og at hun var sjov, nærværende og livsklog gør det til et af de øjeblikke, man vil huske og tale om for evigt.

Jeg er splittet; som andre medievante typer kan jeg sagtens se manglerne. På den anden side vil jeg gerne bare have lov at arkivere det under ”F” for fantastisk aften. For ved I hvad? Jeg var der!