Mikkel er træt af særlig tendens i vennegruppen: "Det er med til at svække venskabet"
Mig-dagen er blevet uendelig i 2020’ernes følesamfund, men vi skylder vores venner, familie og fællesskabet at skrue ned for de aflysninger, der meldes i selvomsorgens ophøjede navn, mener journalist Mikkel Tofte Langerhuus.
Da jeg gik i gymnasiet, var det helt legitimt og selvfølgeligt, at gruppepresset lagde sig som en tyngdedyne over vennegruppen, når fredagsøllene eller fodboldkampen bankede på døren.
Man skulle med ud, og ingen undskyldninger var gode nok. Særligt slemt var det, når arrangementerne drejede sig om alkohol eller om at eksperimentere med rusmidler.
Siden da er gruppepres-kulturen blevet svagere. Og tusind tak for det. Gruppepresset blandt os unge mennesker er blevet mindre almindeligt og mindre voldsomt, fordi vi er begyndt at fokusere på os selv, og hvordan vi har det, i langt højere grad end tidligere.
Det er selvfølgelig en god ting, at vi ikke længere negligerer vores mentale helbred. I dag skal vi altid lige mærke efter, hvordan dagsformen er, før vi gør noget. Og hvis den så ikke er god, ja, så tager vi en mig-dag.
Måske er det gruppepres-kulturen, som stadig sidder i mig, måske er det bare sådan, jeg er opdraget, men jeg tager aldrig en mig-dag, hvis jeg har en aftale i kalenderen den dag. Jeg ville ikke kunne nyde mit eget selskab, hvis jeg ved, at jeg har brændt en ven eller en vennegruppe af.
En ikke urealistisk afbudsbesked i min indbakke kunne lyde cirka sådan her: ”Jeg føler, at jeg er lidt ved siden af mig selv og har brug for at have en mig-dag i dag, fordi jeg har haft lidt meget om ørerne på det seneste. Håber, I får en god aften. Knus.”
Den besked kan man ikke protestere imod uden at lyde som verdens største klaphat, hvilket har gjort det fuldkommen rimeligt at melde afbud, når man ikke lige føler den. Endda helt op til få timer før aftalen.
Accepten af selvomsorg som et alttrumfende argument kommer i mine øjne ikke uden slagside.
Denne tendens går nemlig imod hele kongstanken bag de danske højskoler, som vi med rette er enormt stolte af i Danmark. I dag såvel som under N.F.S. Grundtvigs tid opstår fællesskaber og venskaber først, når vi investerer i dem. Når vi gør noget for at styrke det og dem.
At melde afbud igen og igen, fordi man ”har brug for en mig-dag”, er at gøre lige det modsatte. Det er med til at svække venskabet. Og gode, tætte og trygge fællesskaber skaber stærkere, sundere og gladere mennesker, viser flere forskningsstudier.
Lad mig understrege – inden jeg dribler ud ad en lidt spydig tangent – at min regel om aldrig at lave den type aflysninger ikke nødvendigvis er den bæredygtige vej at gå.
Selvfølgelig kan der være gode grunde til at blive hjemme. Men problemet opstår, når selvomsorgsafbuddet bliver en sovepude. Noget, man altid kan bruge som undskyldning, når endnu et afsnit af ’The Office’ eller ’Sex & The City’ på sofaen trækker mere end den frokostaftale, man i forvejen har skubbet foran sig i et par uger. For det er jo tilsyneladende altid okay at have brug for en mig-dag.
Annonse
Men hvorfor må ens venner ikke se den side af én? Den side, som måske ikke er den mest charmerende og overskudsagtige, men som er præcist lige så autentisk, som når man bugner af overskud. Det kan ikke passe, at vi er ved at bevæge os hen mod et sted, hvor vi mennesker kun tør at vise vores upolerede sider til vores psykolog.
(Her vil jeg indskyde, at man som altid kan gisne om, at det hele som sædvanligt er de sociale medier og deres glansbilleders skyld.)
For er det netop ikke hele pointen med venner og vennegrupper? At man kan møde op med rester af indtørrede tårer i øjenkrogen og stadig blive accepteret og elsket. At mærke den kærlighed fra folk, man holder af, tror jeg, er mere gavnligt end at gemme sig under tæppet med en pose slik, når man bliver overvældet. Desuden er der ekstremt få ting, der giver almindelige mennesker mere glæde end at hjælpe og være der for folk, de holder af.
For hvis de alligevel ikke vil være der for én, når tilværelsen gør lidt ondt, er det så mennesker, man har brug for at have i sit liv? Det synes jeg ikke.
Med det sagt skal vi alle blive endnu bedre til at passe på os selv. Udviklingen væk fra gruppepresset er god. Men vi skal huske, at man også passer på sig selv ved at passe på sine venskaber.
