Mille Dinesen er gravid

Mille Dinesen jubler efter 10 års forsøg: Jeg er gravid

Den 43-årige skuespiller vil dog ikke løfte sløret for, hvem faderen til barnet er.

Mille Dinesen er gravid.

Det fortalte hun i de sidste minutter af Natholdet på TV2 i går aftes, da vært Anders Breinholt spurgte ind til, hvad den 43-årige skuespiller, der blandt andet er kendt fra tv-serien Rita, skulle hjem og lave.

- Nu tager jeg hjem med alle gaverne,  og så hygger jeg mig lidt, og så tager jeg måske lidt ud og rejser og hygger mig og… så føder jeg en baby i august og spiser noget god mad og…

Det fik Anders Breinholt til at spærre øjnene op.

-  Den skal jeg lige have igen. Du føder et barn i august?

Mille Dinesen bekræftede, mens klapsalverne fortsatte med at regne ind fra publikum.

- Ja, jeg er gravid!

"Det rager ikke dig"

Mille Dinesen vil dog ikke løfte sløret for, hvem der er faderen til barnet.

- Det rager ikke dig, sagde hun med et stort smil, da Anders Breinholt spurgte ind til det i programmet.

Se klippet fra Natholdet her:

Og læs det store interview med ALT for damerne fra december, hvor Mille Dinesen fortalte, at hun nogle gange godt kan føle sig ”en lille smule ude af ’det rigtige liv’” uden børn.

- Faktum er, at jeg efter ti års forsøg stadig ikke er blevet gravid, og tiden og alderen arbejder imod mig. Af natur kan jeg heller ikke bare sidde og vente. Jeg bliver nødt til at handle, sagde hun dengang.

Stort tillykke herfra!

ALT.dk har forsøgt at få en kommentar fra Mille Dinesen, men hun ønsker at holde detaljer omkring graviditeten privat.

Du kan læse meget mere om Mille Dinesen her på ALT.dk.

Mille Dinesen, 43

  • Skuespiller og især kendt for TV-serierne ”Rita” og ”Nynne”
  • Forfatter til bogen ”Min egen vej – Inspiration til et sundt liv i balance”
  • Aktuel i filmen ”Hacker” i begyndelsen af 2018
  • Bor i Brumleby på Østerbro i København med sin hund, Marlee