Min psykolog sagde: ”Skriv hændelsesforløbet ned.” Det gjorde jeg så

Af Sanne Cigale Benmouyal

KLUMME: Måske bliver jeg fremover sådan en, der siger "min psykolog siger", men min psykolog sagde altså: "Skriv hændelsesforløbet ned". Og det gjorde jeg så.

Jeg har altid forestillet mig en mere poetisk udgave af vendingen "løb for livet". Jeg er nemlig ikke den store løber. Jeg tænker mest på, hvad jeg skal hjem og spise. Jeg har løbet én gang i år. Derfor føles det også som om, universet havde en forkromet plan om at få mig ned med nakken den mørke aften i Fælledparken.

Jeg løb til country. Tempoet var helt forkert. Musikken var høj i et forsøg på at glemme, at jeg hader at løbe. Der løb jeg så. Med langsom puls, for jeg havde en alternativ plan om at vende om, og så stadig se det som en succes, at jeg overhovedet var kommet ud. Jeg passerede metrobyggeriet og tænkte "Gud, hvor er det grimt, men nødvendigt". Alt var, som det plejede, for det tænker jeg hver gang, jeg passerer det. I buskadset til højre registrerede jeg bevægelse. Jeg er opdraget til at tænke rationelt. Det er en hund, tænkte jeg. Dyr opholder sig i buskadser. Jeg elsker hunde.

Jeg satte tempoet op. Det samme gjorde hunden. Musikken i ørene var på max og overdøvede virkelighedens lyde, men ud af øjenkrogen så jeg skyggen af, hvad der viste sig slet ikke at være et dyr. Hunden var ikke hund, men et menneske i fuld størrelse, der nu løb i samme tempo parallelt med mig. Musikken, som normalt fungerer som kolorit på min hverdag, forvandlede sig til en kakofoni. Jeg plejer at se folk som statister i mit lille lydunivers, når jeg skruer op for lyden af min musik, men sådan var det ikke den aften i Fælledparken. Der blev jeg gidsel i min egen lydkulisse, som lammede en uvurderlig sans - høresansen.

Jeg havde ikke sekunderne til at slukke for musikken, som vi løb der på stien. For der var vi nu. Han var ude af busken, og mit forspring var minimeret. Jeg har altid tænkt mig selv som den hjort, der ville blive skudt først, men den aften løb jeg for livet. Jeg kunne udelukkende vurdere afstanden mellem os på hans fysik. Så tæt var vi på hinanden. Den fysiske fornemmelse af hans skridt mod den frosthårde jord. Ude i horisonten øjnede jeg en anden løber. Da vi bevægede os ind i lyset fra en lygtepæl, og jeg desperat vinkede løberen op, stak manden bag mig af. En uventet ydmyghed kom op i mig – jeg spurgte løberen, om han havde set manden. "Det er mørkt. Kunne det være en stor ræv?" sagde han. "Det kan godt være," svarede jeg.

Min vej ud af parken står ikke klart, men det gør efterspillet. Jeg gik i Netto. Jeg registrerede, at det var sæson for påskeæg. Jeg var den type alle skubbede til, fordi jeg konsekvent stod i vejen uden at kunne mærke, at jeg gjorde det. Efter 45 minutter ringede jeg til politiet. Ikke på 114. Jeg ville ikke optage linjen.

Politiet kom. Det gjorde deres hunde også. De sporede sig frem til det træ, han havde gemt sig bag og kortlagde den rute, han havde jagtet mig. Det var som om, politiet havde humor. De havde sendt to pragteksemplarer. Høje, stoiske mænd. De var alt, jeg havde brug for. Jeg fablede om, at folk i Syrien havde det værre end mig, at alt er relativt, og at jeg aldrig skulle have løbet den vej. De forsøgte at få mig til at tage det alvorligt. Sympatisk, men også unødvendigt, tænkte jeg, for jeg havde styr på situationen.

Det har jeg ikke mere. Det var ikke en stor ræv. Det var én, der ville bryde med min kontrakt med omverdenen. Kontrakten om, at vi i udgangspunktet vil hinanden det godt. Det kan godt være, at det eneste, personen bag træet i Fælledparken ville mig den aften, var at skræmme livet af mig. I så fald lykkedes det.

Går du en dag bag ved én, der paranoidt ser sig over skulderen med et blik fyldt af angst og hævnlyst, og tænker at vedkommende har et problem, så bær over med det. Måske har personen en historie. Livet og jeg skal genforhandle vores kontrakt. Valutaen, vi veksler i, hedder tillid. Det er en skrøbelig størrelse.