Da Mona Juul mødte sin mand for 40 år siden, var hun ikke i tvivl om, at de skulle ende sammen: ”Det var så naturligt”
For fem år siden gjorde Mona Juul en overraskende lynkarriere i politik, som hun ikke havde regnet med. Heldigvis har hun en rummelig mand derhjemme og en decideret enorm pytknap.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Mine forældre bor stadig i det samme hus, som jeg voksede op i på Majallé i Horsens.
Vi flyttede dertil, da jeg var tre år, og det var et parcelhuskvarter, som dengang var ganske nyt.
Det hus var vigtigt for mine forældre, for indtil da havde vi boet i et kælderværelse, fordi de var under uddannelse, og pengene var små. Men deres drøm var at få et hus med have til deres børn, som var mig og min lillebror.
Det var på Majallé, jeg stjal æbler fra naboen, spillede rundbold på mine blege ben, gik tur med vores skiftende hunde og alt det andet, man lavede på en parcelhusvej i 70’erne. Jeg kender stadig mange, der stadig bor på den vej, og når jeg tager hjem til mine forældre, typisk om søndagen, er jeg hjemme.
Mine forældre vil nok mene, at der var fuld knald på mig som barn, og hvis jeg var væk, måtte de gå fra sted til sted til sted og lede efter mig. Min far var ikke så glad, når jeg prøvede at skyde alle hovederne af hans tulipaner med min fodbold. Om lørdagen lå jeg under sofabordet og spiste slik og så Jacques Cousteau i fjernsynet.
Jeg kan faktisk ikke huske, at livet nogensinde var træls dengang. Men det var det nu nok alligevel, for min mor havde en smertefuld nervesygdom, som gjorde, at jeg fra en tidlig alder vidste, at når gardinet var rullet ned i soveværelset, så skulle jeg ikke invitere mine venner med hjem for at hoppe i sofaen den dag. Det var bare et vilkår i min barndom. Jeg havde også lidt flere pligter derhjemme, fordi min mor ofte var indlagt på hospitalet. Når der blev sagt: ”Vi skal vel have noget at spise”, gik jeg i gang.
Min far var elendig til at lave mad dengang, og den dag i dag har jeg svært ved at spise kartoffelmos, fordi hans løsning på aftensmad altid var at gå ud i haven og grave nogle kartofler op og servere dem med nogle pølser. Han prøvede også at lave sovs, men det kaldte vi melklister. I dag er han blevet god til at lave mad, og det er faktisk ham, der står for julebagningen hjemme hos mine forældre."
Hvordan fandt du din levevej?
"Som barn troede jeg, at jeg skulle være kok, for jeg er meget madglad. Eller tjener, for de har så flotte uniformer. Jeg overvejede også advokat, men jeg blev ret skoletræt, og da jeg fandt ud af, at jeg kunne læse til civiløkonom på kun tre år, blev det det. I løbet af uddannelsen blev jeg meget optaget af salg og strategisk markedsføring.
Undervejs har jeg også passet børn, serveret, lavet mad og siddet ved kassen i Føtex, men det bedste var, da jeg stod i pølsevognen på Torvet i Horsens. Jeg elskede det job. Det var toppen af poppen, og jeg fik talt med så mange skønne mennesker.
Der var de gravide, som kom med deres pølsecravings, håndværkerne der lige skulle have lidt mad, inden de skulle hjem til konerne – som serverede porretærte lavet på grahamsmel, hvilket lige var kommet frem dengang – der var flygtninge, som kom forbi og fortalte mig om deres historie, og alle de unge, der var i byen fredag aften."
Annonse
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
"Det har Carsten, som jeg mødte for 40 år siden på et diskotek i Horsens. Det var så naturligt. Dér stod Carsten og så dejlig ud. Han har god humor og er et varmt og favnende menneske.
Han rummer faktisk andre mennesker bedre, end jeg gør. Han er large. Han rummer for eksempel, at jeg lige kommer hjem en dag og siger: ”Jeg tror sgu, at jeg går ind i politik og bor fem dage om ugen i København”. I virkeligheden ville han jo nok hellere have en kæreste, der gik derhjemme og lavede frikadeller og knappede en øl op til ham i ny og næ. Og så er han lækker – stadigvæk.
Der er mange, der tror, jeg er single, fordi jeg altid siger ”jeg” i stedet for ”vi”. Men vi passer hver vores, og de første mange år holdt vi for eksempel jul hver for sig."
Hvornår har du stået ved en korsvej?
"Det lå bestemt ikke i kortene, at jeg skulle gå ind i politik, og jeg var da også fyldt 50, før det skete. Jeg var blevet administrerende direktør for et reklamebureau i Aarhus og havde en række bestyrelsesposter. Vi havde slet ikke nogen politiske kunder i reklamebureauet. Og hvis nogen spurgte mig, sagde jeg, at jeg var socialistisk-radikal-konservativ.
Men op til valget i 2019 fik vi en henvendelse fra en konservativ kandidat. Jeg vidste godt, at de ledte efter endnu en ny kandidat i Aarhus, og da jeg blev spurgt, svarede jeg: ”Øv, at det ikke er om fire år, for så ville jeg gerne”. Så kiggede han mig dybt i øjnene og sagde: ”Skal vi ikke lige tale om det?” I det sekund vidste jeg, at nu ville alting blive noget rod.
Jeg skulle sige mit job op og afhænde mine aktier i virksomheden. Men jeg synes i al beskedenhed, at jeg manglede i dansk politik, for jeg er hende, der altid spørger: ”Hvor skal pengene komme fra?” Økonomi er jo aldrig nogen stor kioskbasker, men det var det, jeg blev valgt på.
Det er jo sådan, at man først ved, om man er blevet valgt dagen efter valget, og jeg sad i bilen mod Aarhus, da jeg fik at vide, at jeg var kommet ind, så jeg gik ud og drak nogle drinks med mit kampagneteam.
Da jeg kom ind på Christiansborg fredag, sad betjentene og sagde: ”Godmorgen Mona, tillykke med valget”. Det var så sejt, at de havde siddet og tjekket op på vores navne og billeder, så de kunne kende alle os nye medlemmer, når vi ankom. Det var en solrig dag, og da jeg gik op ad trappen på Christiansborg, tænkte jeg: ”Dette øjeblik vil jeg aldrig glemme; solskin og en ny arbejdsplads, hvor jeg skal arbejde i demokratiets tjeneste”."
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
"Det skete især den dag, jeg blev valgt til politisk leder efter Sørens død (tidligere politisk leder Søren Pape, red.). Der var masser af interviews og pressemøde, så jeg blev meget eksponeret. Pludselig var der mange, der havde fået et glimt af mig, og da jeg gik hjem til min lejlighed i København den aften, råbte folk ”Hej Mona” efter mig eller vendte tommelfingrene opad, når de så mig.
Det var en tragisk baggrund, jeg blev formand på, men jeg kunne mærke, at folk alligevel heppede på mig. Folk vidste jo godt, hvordan jeg havde det indeni, så det føltes som et kæmpe kram fra hele Danmark. Jeg fik i øvrigt 437 sms’er den dag, og oveni dem kom beskeder på messenger og mails. Det tog mig flere uger at besvare, men jeg håber, jeg fik besvaret hver og én.
Jeg synes generelt, at jeg blev taget godt imod, men jeg er nok også ret hurtigt videre, hvis jeg oplever noget træls. Jeg havde da overvejet, om det var det værd, at min familie skulle høre på trælse ting om mig, for jeg havde selvfølgelig ikke lyst til at blive eksponeret på bekostning af dem. Ville de kunne holde til det? Jeg kan sagtens holde til det, for min pytknap er kæmpestor."
Annonse
Hvor er du på vej hen lige nu?
"I dag er jeg på vej i Debatten på DR2, så min arbejdsdag slutter først klokken 21, helt klassisk. Jeg er ikke hjemme før ved midnat, og så kommer min hund, Ludvig, løbende mod mig, mens Carsten sover videre. Så skal Ludvig lige ud i haven, og så er det godnat.
De dage, hvor jeg kommer hjem, mens Carsten er vågen, sørger han for at skabe ro omkring mig, for han kender mig bedre, end jeg selv gør. Han ved, at jeg godt kan lide at være alene med min hund, så hvis jeg har haft en heftig uge, giver han mig plads. Så har vi et helt fast ritual med, at jeg bærer ind fra bilen, pakker ud, snakker lidt, og så lader han mig være.
I et større perspektiv er jeg forhåbentlig på vej til at lave noget god gedigen politik for mit parti. Jeg vil også have et sjovt liv, og der er så mange pligt-ting, som jeg ikke længere gider. Jo, jeg vil gerne gøre min pligt, men jeg møder ikke op til arrangementer, som jeg ikke synes gavner mig eller partiet. Jeg er her af lyst. Jeg spiser heller ikke noget, jeg ikke kan lide, og der er sgu så meget; lever, færdigmad, pulvermad, kedelige salater, tørt brød og æggemadder uden mayonnaise."
