I denne landsby er naboerne som en bonusfamilie: "Der er altid nogen, man kan låne en kop sukker af"
Sommeren igennem sætter Hjemmet fokus på det gode naboskab, hvor vi hver uge møder mennesker, som har fundet sammen i hyggelige fællesskaber der, hvor de bor. Vi lægger ud i den jyske landsby Jordrup, hvor naboskabet ikke er overladt til tilfældige møder over hækken. Tværtimod er det sat i system, så tilflyttere kan mærke trygheden og fællesskabet med det samme.
Se! Der er hestene!
Agnes Kyed Steffensens lille pegefinger er strakt begejstret ud i retning mod to hvide og en rød hest, der græsser på naboens marker. Den toårige pige sidder trygt på sin fars arm, mens storesøster Asta på syv år gør sig klar til at fodre hestene med et par gulerødder.
I februar i år flyttede familien Steffensen fra en lejlighed i Kolding til et hyggeligt landhus med tre kviste i landsbyen Uhre i Sydjylland. Og de er allerede faldet godt til. Derfor føles det også helt naturligt at gå forbi naboerne Merete og Jørgens Due Paarups hestefold og klappe de store dyr eller sige hej til den sorte labrador, Shira.
Der er fri klapperet for naboerne hos Merete Due Paarups heste. Det nyder småpigerne Agnes og Asta godt af, efter de er flyttet på landet. Foto: Heidi Grøftehauge.
– Shira kommer tit over i vores have. Det er pigerne ret begejstrede for, fortæller Sonja Hovmand Steffensen, 40, med et smil.
47-årige Merete Due Paarup ryster leende på hovedet:
– Ja, jeg havde på fornemmelsen, at hun løb herover. Shira er meget selskabeligt anlagt.
Hunden er ikke den eneste, der har sans for at skabe kontakt til de nye naboer. I Jordrup, som er den lidt større landsby, Uhre hører ind under, har lokalrådet nemlig besluttet, at nye beboere skal have en ordentlig og systematisk velkomst.
Det sker blandt andet gennem en række vejformænd, der hver især har ansvar for at holde øje med, hvornår der rykker nye folk ind på deres vej og derefter gå over og forære dem en flot købmandskurv sponsoreret af den lokale brugs.
Forslaget kom frem på et idémøde i lokalrådet for seks år siden, og Merete husker, at hun straks var begejstret:
– Det er en megafin idé. Det giver en god anledning til at gå over og banke på hos de nye og få snakket med dem.
Minona og Merete deler næsten hund. I hvert fald løber Meretes hund, Shira, ofte på besøg hos Minona og hendes mand på nabogården. Foto: Heidi Lundsgaard.
Kommer dumpende til kaffe
Merete er vejformand i Uhre, så det var naturligvis hende, der bankede på hos Uffe og Sonja med en stor kurv i favnen. De blev begge meget glade for den gestus:
– Jeg var ret imponeret. Vi havde boet i en lejlighed i 11 år og kendte vores over- og underbo, men ellers kendte vi ingen i gaden. Tilgangen her virkede helt anderledes, og det kunne jeg lide med det samme, fortæller Sonja.
Minona Svendsen sidder og lytter med. Hun er 70 år og har boet i Uhre i mere end halvdelen af sit liv sammen med sin mand. Da hun så, at det unge par var flyttet ind, gik hun spontant ned med en blomst. Uffe inviterede hende straks ind på kaffe, så da Sonja kom hjem fra arbejde om eftermiddagen, sad de og snakkede i køkkenet.
LÆS OGSÅ: Vind en vejfest: Sådan deltager du i konkurrencen
– Inde i Kolding midtby havde vi aldrig oplevet, at folk bare dumpede ind til kaffe. Det gør man herude på landet, og det er skønt, siger Sonja, inden toårige Agnes beder om hendes opmærksomhed.
Sonja pointerer samtidig, at hun er glad for at kunne gå ud i sin ugenerte have og hænge vasketøj op uden at skulle forholde sig til andre mennesker.
– Vi flyttede herud for at få mere privatliv. Til gengæld er det nemt at tilvælge fællesskabet, når man gerne vil være sammen med andre, siger Sonja, der allerede har meldt sig aktivt ind i foreningslivet i byen.
Hun er yogainstruktør og skal lede et hold, ligesom hun skal være instruktør på Astas børnegymnastikhold.
Julemiddagen blev reddet
Merete og hendes familie flyttede fra Odense til Uhre for 16 år siden. Hun husker, hvordan hun stadig stod begravet i flytterod, da en nabo dukkede op for at invitere til sine tvillingers fødselsdag.
– Vi følte os velkomne lige med det samme, siger hun og uddyber, hvad det betyder at kende sine naboer.
– Det giver tryghed. Folk holder øje med hinandens huse, når man ikke er hjemme, og der er altid nogen, man kan låne en kop sukker af. Juleaften stod vi og manglede ribsgelé, da vi skulle lave sovsen, og så råbte én af mine børn: Det har Minona! Og så styrtede hun af sted for at hente det, siger Merete, der aldrig har fortrudt, at hun slog sig ned i Uhre og at hendes børn skulle vokse op netop her.
– Naboerne er som en bonusfamilie og et positivt tilvalg. Man er ikke forpligtet til at have dem til kaffe hver søndag.
Minona og Sonja nikker. De deler synet på den sag. Sonja glæder sig til at lære flere at kende, når hendes piger begynder i henholdsvis den lokale skole og børnehave efter sommerferien. Og så ser hun meget frem til at få to af Meretes døtre på besøg, fordi de kandiderer til at blive familiens nye barnepiger.
– I Kolding havde vi også brug for en barnepige, men vi kendte ikke nogen, og det virkede uoverskueligt at finde én. Her er der nogen lige inde ved siden af. Det er da virkelig fedt, siger Sonja, mens hun iagttager, hvordan yngstedatteren har lokket Merete til at læse en Peter Plys-bog. Agnes er tilsyneladende også vældig godt tilfreds med naboskabet.