Husker du tv-serien Guldregn? ”Det var en mærkelig alder at blive kendt i"
For nogle er jobbet i tv en livslang metier. Andre dypper tæerne i branchen og går så i en anden retning. Vi har talt med tre kvinder, som alle har været i dit fjernsyn – engang. Her kan du møde barneskuespilleren Nanna Bøndergaard Butters.
Min far så en annonce i Politiken om, at de manglede skuespillere til en tv-serie.
Jeg og min bedste ven skrev til produktionen, for vi tænkte, at de kunne bruge os begge, men det var kun mig, der kom til casting.
Jeg tror, jeg var igennem syv castings, før det faldt på plads. Jeg tog selv turen til alle castings, som fandt sted i et gammelt filmstudie i Lyngby. Først blev jeg castet alene, og senere kom jeg til castings, hvor jeg spillede sammen med andre børn. Jeg har senere hørt, at der var flere tusinde børn, der havde søgt.
Det var en fed oplevelse at være med i 'Guldregn'. Men det var også et arbejde, og jeg lærte allerede som tiårig at have respekt for andres tid, fordi et helt filmhold var afhængige af mig. Jeg forelskede mig fuldstændig i den proces, det er at skabe noget kreativt som hold, og det er også blevet mit job som voksen.
Optagelserne tog en hel sommerferie, og heldigvis bakkede mine forældre mig op og gav mig lov til at tage nogle uger fri fra skole efter ferien, hvor de fortsatte. Jeg tror, jeg fik 85.000 kroner for det, men jeg fik kun lov at købe en ny seng for pengene. Resten blev sat ind på en konto, for mine forældre ville ikke have, at jeg klattede dem væk. Det betød, at jeg senere havde til en tur til USA og udbetalingen på min første andelslejlighed.
I en scene skulle jeg drille min storesøster, samtidig med at jeg spiste en chokoladekiks. Men det lå ikke til mig, så de var nødt til at tage den om cirka 36 gange. Til sidst var jeg ved at kaste op over alle de chokoladekiks.
En anden gang skulle jeg løbe gennem skoven og hen til laden, og der var så mange brændenælder, lige så høje som mig. Det var jeg ikke glad for, men så sagde Søren Kragh-Jacobsen, instruktøren: ”Hvad tror du, Ghita Nørby ville sige?” Så kiggede jeg rundt og så et helt filmhold, der stod og ventede, og så tog jeg én for holdet.
Men generelt var de bare søde ved os. Også Torben Jensen (som spillede skurk, red.). Han var så sød, selv om han havde en side, som var vanvittigt ond, og jeg kan huske, at han spillede kort med os børn mellem optagelserne. Jeg kunne også rigtig godt lide Søren Østergaard, som spillede hans makker. Jeg har også kun gode minder med de tre andre børn, jeg spillede sammen med.
Jeg havde heldigvis gode venner inden 'Guldregn'. Men jeg husker også en periode bagefter, hvor nogle syntes, at jeg skulle ned med nakken, og der var spytklatter på min cykelsadel, når jeg kom ud fra skolen. De syntes vist ikke, jeg skulle have for høje tanker om mig selv.
Serien blev først vist, da jeg var 13 år, og det var en mærkelig alder at blive kendt i. Jeg mødte så mange mennesker, der troede, at de kendte mig og vidste, hvem jeg var, men i den alder ved man det jo ikke engang selv. Serien blev også solgt til udlandet, så jeg oplevede også at blive stoppet på en ferie af nogle spanske drenge.
Min karriere stoppede, fordi mine forældre sagde stop. Jeg ville gerne have lavet mere af den slags, men de syntes, jeg skulle have en almindelig ungdom. Det var jeg lidt sur over, men i dag er jeg kun taknemmelig, fordi mange børneskuespillere ender med at have det ret skidt. Jeg tror, de beskyttede mig. I mit voksenliv er jeg vendt tilbage til branchen og arbejder med børne- og ungdomsteater.
