“Jeg har været i forskellige ‘hjørner’ af psykiatrien, og for mig er det desværre et utrygt sted”

Der findes en serie kunstværker af den cubansk-amerikanske kunstner Ana Mendieta, som viser hende liggende på jorden med blomster voksende ud af sig.

Forfatter og kunstner Sidsel Ana Welden vender ofte tilbage til Ana Mendietas værker, og da hun for et par år tilbage var i et forløb på en psykiatrisk afdeling, blev kunsten og poesien en større støtte, end mange af de psykiatere, hun blev behandlet af.

Læs også

”Der gik et gys igennem salen, da jeg svarede på hendes subtile sviner”

Hun blev flere gange mødt af nedværdigende læger, der enten afviste at hjælpe eller diagnosticerede hende, uden hun havde bedt dem om det. Støtte, rummelighed og ømhed var der ikke meget af på trods af, at deres opgave netop var at hjælpe.

“Jeg har været i forskellige ‘hjørner’ af psykiatrien, og for mig er det desværre et utrygt sted, som gjorde mig træt og udmattet. Jeg vidste ikke, hvor eller hvordan jeg skulle yde modstand mod systemet, men jeg havde lyst til at bruge kunsten til det,” siger hun.

Sidsel Ana Welden, der på det tidspunkt var elev på Skrivekunstakademiet i Bergen, begyndte at skrive på Tinder med en anden forfatterskoleelev i København, Anna Rieder, som havde lignende oplevelser med det psykiatriske system. Anna Rieder var en del af en kunstworkshop, igangsat af Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed, der skaber kunstneriske workshops for patienter i psykiatrien.

“I en pause faldt snakken på alle de dårlige råd, vi havde fået af behandlere gennem tiden. Ofte kommer de fra et velmenende sted eller som et forsøg på omsorg, men de får bare hurtigt den modsatte effekt. Vi talte om, at det kunne være sjovt at give lægerne nogle råd tilbage, og at formatet skulle ligne de brochurer, man finder i venteværelser,” fortæller Anna Rieder.

Anna Rieder og Sidsel Ana Welden gik i gang med at skrive en række pjecer, der med poetiske formuleringer giver lægerne råd om, hvordan de skal tale med deres patienter om psykiske lidelser. De fik titlerne 'Ti gode råd til lægen', 'Symptomoversættelse' og 'Magisk tænkning', og et af rådene lyder: “Lad vær med at bede os sætte tal på vores smerte. Det plagsomme er ofte uudsigeligt og svært at finde sprog for.”

Pjecerne blev begyndelsen til et større projekt, som de har døbt ømhedsaktivisme, og som også inkluderer et ømhedsaktivistisk manifest og antologien Hjertet er en fold med heste, der er en samling tekster, hvor forskellige forfattere fortæller om, hvordan det er at leve med psykiske lidelser.

“Ømhedsaktivisme handler om, at man ikke altid skal tilpasse sig samfundet. En linje fra det ømhedsaktivistiske manifest lyder: “Vi er alle sårbare.” Det er en præmis, men vi lever i et samfund, der gør det skamfuldt at bede om hjælp.

Ømhedsaktivisme vil rumme kroppe og sind, som ikke er i stand til at lave politisk arbejde, gå til demoer og råbe op. Målet er det samme, men ømhedsaktivisme kan også være stille, ske i skriften, derhjemme, fra sengen og fra hospitalet,” siger Sidsel Ana Welden.

Pjecen Symptomoversættelse handler om at sætte andre ord på psykiske lidelser. I stedet for de kliniske betegnelser for symptomer, kan en beskrivelse i det ømhedsaktivistiske univers f.eks. lyde: Jeg var en kugle af / hud og knogler. / Alt det blå under og / over mig havde intet / med mig at gøre.

Ifølge Sidsel Ana Welden og Anna Rieder har sprog en særlig evne til at nuancere og skabe rum for ømhed.

Læs også

27-årige Victoria vil ikke arbejde 37 timer om ugen: ”Nogen bliver nærmest lidt mistænksomme”

“Dybest set handler de problemer, vi ser i det psykiatriske system, om strukturelle ting – at der f.eks. ikke er ressourcer, sengepladser og hænder nok. Ting, vi har svært ved at ændre på som enkeltpersoner. Vi ville se, om det alligevel er muligt at gøre en forskel eller i hvert fald starte en samtale om de problemer. Så pjecerne var også et forsøg på at komme i dialog med lægerne og sige: “Lad os tale om den måde, vi taler til, om og med hinanden på. Sprog er magtfuldt,”” siger Anna Rieder.

Ud over at sproget kan bringe mere ømhed ind i samtalen mellem f.eks. læger og patienter, er kunsten og poesien et lindrende tæppe, man kan svøbe sig i, påpeger Sidsel Ana Welden:

“Selv bruger jeg nærmest dagligt litteratur og andre former for kunst til at føle lindring. Kunsten bliver en lykkesten, man altid kan vende tilbage til.”

“Generelt tror jeg på kunstens politiske potentiale. Poesien er drømmenes og utopiernes sted, hvor der bor et håb om en anden verden. Ved hjælp af poesien kan vi skrive andre virkeligheder frem og deres sandhed kan ikke anfægtes, når det er et digt,” siger Anna Rieder og tilføjer:

“Vi er flere, der har været optaget af, om man kan bruge sårbarhed som modstand, om ømhed kan være en politisk handling, om poesi kan.”

Tag livet i betragtning

Selv om Sidsel Ana Welden og Anna Rieders ømhedsaktivisme er kædet sammen med det psykiatriske system i Danmark, taler deres arbejde med at skabe plads til mere omsorg og ømhed også ind i en større global tendens, der handler om at bryde med usunde forestillinger om selvoptimering, som den amerikanske journalist Jia Tolentino bl.a. har skrevet om i sine essays for The New Yorker, og den amerikanske forfatter Tricia Hersey i bogen 'Rest is Resistance'.

At der eksisterer et behov for større omsorg, nænsomhed og ømhed ses på mange planer og i mange brancher, men det er særligt inden for de kunstneriske miljøer, at den stilfærdige, men ikke mindre kraftfulde bevægelse vokser. Det var sidste års Documenta Fifteen – den definerende og banebrydende internationale kunstudstilling – der var kurateret af det indonesiske kunstnerkollektiv ruangrupa, et godt eksempel på.

Som kunstredaktør og Maria Kjær Themsen skrev i sin anmeldelse af udstillingen i Dagbladet Information: “I Kassel handler det ikke om flashy appearance, men om fællesskabet, ikke om salgbare objekter, men om kunsten som politisk modstand.” 

Læs også

Cecilie Beck: ”Jeg holder en pause fra parforhold"

Documenta Fifteen var også en inspirationskilde for den danske udstillingsplatform 'All all all' og dens skaber, kurator Klara Li Scheutz, hvis mission er at gøre op med de benhårde vilkår, mange kunstnere arbejder under, og skabe mere omsorgsfulde rammer for kunsten og kunstnerne. Noget hun kalder “omsorgsfulde kunstpraksisser.” Indtil juni i år lå 'All all all' i Læderstræde i København og var faciliteret af kunstforeningen Gl Strand, men i dag er platformen nomadisk.

“Kunstbranchen er hårdt presset. Lønningerne er meget lave, og som assistent, praktikant eller kunstner forventes det tit, at du arbejder gratis, fordi det er jo din “passion.” Det er ofte meget topstyret, og der er ofte en rigid produktionsplan, som ikke kan justeres. Det er sådan nogle ting, der skal laves om på, så man bliver mødt som menneske, og ens liv bliver taget i betragtning,” siger Klara Li Scheutz og tilføjer:

“Den omsorgsfulde kunstpraksis er et dybtfølt ønske om at skabe en anden form for arbejdsstruktur og samværsform i en branche, der virkelig har brug for det. Og det er vel en slags aktivisme.”

Gennemsigtighed

Klara Li Scheutz praktiserer gennemsigtighed og har bl.a. i forbindelse med hver udstilling sendt et nyhedsbrev ud, hvor hun offentligt har fremlagt økonomien, og hvordan pengene er blevet prioriteret.

“'All all all' er også en form for recidency, hvor kunstneren er en del af stedet på samme vilkår som mig. De får et sæt nøgler og kan komme og gå, som de vil. Derudover har jeg en samtale med kunstnerne om, hvad der foregår i deres liv, og om der er noget særligt, der skal tages hensyn til. F.eks. i tilfældet med Julie Falk, der viste udstillingen 'No Core' i starten af 2023. Et halvt år inden den åbnede, stod hun i en livsomvæltende situation. Hun var blevet mor for første gang, og kort efter hun havde født, blev hun diagnosticeret med kræft.

Læs også

Frederikke Legaard: “Det ærgrer mig sådan, hvis venner ikke vil invitere mig hjem på middag”

Så vi forsøgte at skabe nogle forhold, der tilgodeså, at hun skulle have kemobehandling og tid til at hente og passe sit barn. I hendes tilfælde var det vigtigt, at produktionsfasen var lang og startede tidligt i hendes egne rammer, men til gengæld mere eller mindre var slut, da hun flyttede ind hos os,” siger Klara Li Scheutz.

I 2022 udstillede Sidsel Ana Welden også i 'All all all' med den dansk-iranske musiker Melodi Soltani. For Sidsel Ana Welden var det vigtigt, at der var en seng i udstillingsrummet, som hun nærmest transformerede til et samlingssted for personer, som var en del af diasporaen, der mødtes for at sy sammen som en del af udstillingen, forklarer Klara Li Scheutz.

Der er typisk også et overlap mellem produktionsfase og udstillingsfase, hvor de to ting smelter sammen.

“Udstillingen står ikke nødvendigvis færdig en bestemt dato. Kunstneren må gerne arbejde videre, efter den er åben, for at undgå at lægge unødigt pres på kunstneren. Og så har det også den fordel, at det giver publikum en anden oplevelse, da udstillingen udvikler sig over tid,” siger Klara Li Scheutz.

“Bottom line er, at vi ønsker at tilgodese behov, der ikke normalt bliver tilgodeset. Om det så er nærhed, hvile eller vrede.”

Er det en anden form for kunst, der kommer ud af en mere omsorgsfuld praksis?

“Jeg tror, at det, der er anderledes, er oplevelsen for kunstneren og for publikum. Ikke nødvendigvis det kunstneriske produkt. At skabe omsorg i kunstproduktionen og bedre arbejdsvilkår er en del af det, men publikums oplevelse er mindst lige så vigtig.

Vi undersøger, hvordan vi kan lukke mennesker ind i det kunstneriske rum og få dem til at opleve kunst på en ny måde, hvor det ikke bare handler om at købe eller forbruge den, men hvor kunsten får plads og tid til at folde sig ud som et meningsgivende og aktivistisk rum, hvor tempoet er sænket.”

“Lysten til og behovet for at skabe reel forandring er blevet forstærket af bevægelser som 'Black Lives Matter' og demonstrationerne i Iran og vigtige manifestationer i kunstverdenen, der kom før 'All all all',” siger Klara Li Scheutz og nævner National Center for Kunst og Mental Sundhed, eller Laboratoriet for Æstetik & Økologi, en platform, der arbejder for større samhørighed mellem mennesker og natur.

“Men hvis der skal rykkes ved noget i kunstverdenen og i samfundet generelt, skal kritik omsættes til handling.”