"Når jeg blev mobbet og kaldt tøsedreng, gjorde det lidt ondt"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg voksede op i Nibe under små kår. Der var ikke mange penge, men der var kærlighed i luften. Min mor og far var fulde af energi. Min far arbejdede på beslagfabrikken, og min mor gjorde rent i banken tidligt om morgenen. Den energi var noget, jeg arvede fra dem, og jeg har båret den med mig hele livet. Jeg stod op hver morgen klokken 5.30 og løb ind på Nibe Torv, hvor jeg mødte mælkemanden og hoppede om bord med ham, og så tog vi ruten gennem hele Nibe. Hvad jeg elskede ved jobbet var, at det gav et skud i røven – især når det var koldt om vinteren. Derudover beviste jeg, at jeg var i stand til at tjene penge og hjælpe til med økonomien derhjemme. Det var ikke fordi, de bad mig om det, men jeg elskede at hjælpe mine forældre. Det tillod mig også at gå ned til boghandler Høholt og købe bøger hver uge, for boghandleren og hans dejlige kone vejledte mig med litteratur. Jeg følte mig rig og kunne forkæle mine brødre til jul og fødselsdage. Derudover føltes det godt at arbejde hårdt fysisk. Jeg var et barn fuld af humør. En lille klovn, der stod på hovedet i papirkurven. Jeg elskede gymnastiktimerne og drømte om at blive trapezartist, så jeg lavede cirkus med min kusine Hanne, og vi tog penge for vores shows i bagskuret i Tyvedalsgade, hvor jeg boede som dreng. Det med at udfolde mig fysisk var noget, jeg elskede højt, jeg klatrede i træer, og jeg lavede min egen trapez højt oppe i træerne i Nibe Skov, hvor jeg svang mig som en lille abekat. 

De andre mobbede mig, fordi jeg var den mindste i klassen på Nibe Skole. Når jeg blev mobbet og kaldt tøsedreng, gjorde det lidt ondt. Jeg blev lidt ked af det, men der var heldigvis også så mange spændende ting i min dagligdag. Jeg elskede skolen, min mor og far og de få venner, jeg havde. Jeg havde dog aldrig rigtig nære venner, så der var også en ensomhed, hvor jeg deltog i skrivekonkurrencer, som jeg vandt en del af. Når man bliver mobbet, skal man ikke reagere ved at blive gal og sur, for man lærer noget af det. Jeg har større respekt for mine medmennesker baseret på de oplevelser. Og jeg har lært ikke selv at dømme nogen baseret på f.eks. religion eller hudfarve. Når man trænger ind på mennesker, erfarer man, at de fleste har noget godt at dele med deres omverden.

Dit livs omvej?

– Jeg tog til Indonesien som ung og arbejdede som showdancer og lidt som model. Indonesien er kulturelt og historisk et imponerende land. Der skabte jeg venskaber for livet og lærte meget om den spirituelle side af mennesker. For eksempel var der fest, når mennesker blev begravet. Indonesere tror nemlig, at ånden så bliver genfødt i en anden person, og det er noget, jeg også tror på. I Indonesien fik jeg skabt en kontakt til min sjæl. Sjælen er essensen af mennesket. Sjælen giver dig svar, når du lukker øjnene og mediterer. Den skaber balance, hvis det er det, du har brug for. I dag er jeg en moden mand på 69, og jeg er stadig nysgerrig. 

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg blev hudplejeekspert, fordi jeg fik uren hud under mit ophold i Indonesien. Jeg kiggede mig i spejlet og tænkte: ”Hey, nogle dejlige bumser”. Så mødte jeg en fantastisk kvinde, som var hudplejeekspert. Hun sagde: ”Ole, din hud er ganske forfærdelig, men jeg kan hjælpe dig”. Hun gik i gang med at bearbejde min hud, og pludselig var den perfekt. Det tiltalte mig. Jeg kunne jo ikke blive ved med at være showdancer, og jeg ville gerne have en mere interessant karriere baseret på produkter og velvære. Min akne viste mig, at ens hud kan forvandles. Det kan alt i livet. 

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Laurence. Han er en fantastisk mand, og vi har været sammen i 36 år. Det er egentlig interessant, hvordan vi mødtes, for mange forsøgte at føre os sammen som par. Laurence var frisør, inden han blev indretningsarkitekt, og en af mine klienter gik hos ham i Los Angeles. Flere andre prøvede også at bringe os sammen. Min gode veninde inviterede mig til sit bryllup, hvor Laurence skulle sætte hendes hår, så vi kunne mødes, men han fik kolde fødder og kørte, da han havde sat hendes smukke frisure. Så ingen Laurence! Men så skete der det, at jeg mødte hans boss i bilvasken, hvor jeg har kørt ned med min bil i mange år. Laurences boss spurgte til mit kærlighedsliv, og jeg svarede “I dont have one”. Så foreslog han frokost næste mandag, og dér mødte jeg Laurence, og vi begyndte at date. Fire måneder senere lejede vi en stor lastbil og flyttede sammen i en dejlig lejlighed. 

Det var et eventyr fra begyndelsen. Laurence er en mand med et kæmpe hjerte, og han giver kærlighed og omsorg til sin omverden. Han har den bedste sans for humor, og vi klovner sammen den dag i dag. Vi var for nyligt spærret inde sammen pga. COVID-19, og det hjalp os, at vi har humor og kunne opføre os som to små legebørn. Tænk at vi kan det efter 36 år. Vi udførte de job i huset, vi hver især er bedst til. Jeg er bedst til at vaske tøj og gøre rent, mens Laurence er en fantastisk kok. Vi sad hver aften i køkkenet med stearinlys og smukke blomster og spiste lækker mad. Vi gik ture i nabolaget og så en masse tv – mere end normalt. Vi læste og skrev. En ting der er vigtig i et langtidsforhold: Man skal se på sin partner med friske øjne hver dag og aldrig tage hinanden for givet. Man skal overraske hinanden med små gaver eller en getaway i weekenden og så dyrke humoren og være modtagelig, når nogen laver sjov. Jeg er åben over for, at folk laver sjov med mig – for eksempel revyerne herhjemme. Man må gerne grine af mig. Absolut.

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– Det var Laurence, der fandt vej for os. Jeg har altid været god med penge og god til at investere og lave budgetter – lige siden jeg var mælkedreng, har jeg elsket at lege med penge. Min spa blev en kæmpe succes, da de store stjerner blev klienter, så jeg tjente flere penge end forventet, og dem investerede jeg. Uden at have sagt det til Laurence havde jeg fået en masse penge i kassen, og da jeg så pludselig fik mistanke om, at aktiemarkedet ville kollapse, solgte jeg hele molevitten en morgen og satte alt i banken. Tre måneder senere kollapsede markedet. Laurence ville gerne have, at vi købte et stort hus sammen, og jeg sagde: ”Ja, fint, jeg har pengene”. Vi tog ud og kiggede sammen, men det var Laurence, der fandt vores hus i bakkerne nord for Sunset Boulevard, hvor vi har boet sammen i snart 30 år. Det er et hus fra 1937. Et hus med sjæl. Vi har renoveret det, og fordi Laurence er indretningsarkitekt, har han skabt et hyggeligt og intimt hjem, som vi elsker meget. 

Vi har også et hjem i København i en ejendom fra 1778. Laurence elsker det. Oprindeligt var det to etager med kontorer, men Laurence er typen, der med det samme kan visualisere, hvordan det skal være og skaber det. Han har et fantastisk talent, og han elsker dansk kunst og design. Lige nu er det dansk keramik, som han køber enormt meget af. Det er skønt. 

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Folk er så søde og dejlige. Jeg får taget hundredevis af billeder med folk, og det gør jeg med glæde. Lige nu er mange danskere på besøg i København, og hver gang skal jeg lige høre, om de er fra Vejle, Aalborg eller Skagen, og hvad de laver i København? Jeg får ikke bare taget et fotografi. Jeg snakker, og Laurence siger altid: ”Ole, du snakker for meget”, men jeg kan ikke lade være. En del af min succes er, at jeg bliver genkendt, og jeg bliver aldrig træt af det. Jeg er dog også god til at være alene og gå lange ture, når jeg er ude i verden. Jeg elsker at være alene, og mange steder kan jeg sidde privat på en café, eller jeg kan gå i biografen, hvor folk ikke lægger mærke til mig. Der er mange steder, jeg kan finde privatliv. En af årsagerne til, at jeg elsker at være alene, er, at det var jeg også som barn. Vi mennesker skal huske hvor vigtigt, det er at have alenetid, læse en bog eller se noget godt på Netflix. 

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg glæder mig til næste år, hvor jeg håber, at COVID-19 er under kontrol, og en vaccine er på vej. Jeg glæder mig til at komme ud på verdensscenen, for jeg er afhængig af at besøge nye lande hele tiden. Jeg har Laurence med på mange af rejserne, for han er altid inviteret, og det betyder meget, at vi kan dele det. Jeg er altid på vej på eventyr, for jeg glæder mig altid til at se, hvad der er om næste hjørne.

Hvem er Ole Henriksen

•  Ole Henriksen, født i 1951 i Nibe. 
• Er kendt som hudplejeekspert og har skabt sit eget hudplejebrand i eget navn, som han i dag er kreativ direktør for. Derudover har han sin egen spa i Los Angeles, hvor han bor til dagligt. 
• Bor sammen med sin mand, amerikanske Laurence Roberts. Parret har også en lejlighed i København, hvor de ofte opholder sig. 
• Ole Henriksen arbejder desuden for en række velgørende organisationer blandt andet Gadens Børn, som hjælper gadebørn i Calcutta.